Synspunkt

"Politikerne mistænkeliggør alle med en gudstro "

Forslaget vil med lethed medføre en “skygge”-kriminalisering af de præster og menigheder, som ikke deler den sekulære stats holdning til kvinders ret til fri abort, indgåelse af homoseksuelle ægteskaber og lignende, mener frimenighedspræst Jens Lomborg. Foto: Privatfoto.

"Den sekulære stat er i sit forsøg på at kontrollere tilgangen af hadprædikanter på vej til mere og mere statsstyring og overvågning - på bekostning af det enkelte menneskes frihed til at tænke, tro, tale og praktisere sin tro", mener frimenighedspræst Jens Lomborg

På kirkeministeriets hjemmeside har man siden slutningen af maj kunnet finde et enighedspapir vedtaget af Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Enighedspapiret lægger op til, at religiøse forkyndere udenfor folkekirken skal gennemgå et danskhedskursus og underskrive en løfteerklæring, før de kan få vielsesmyndighed. Kristendom.dk har spurgt frimenighedspræst Jens Lomborg, hvad han tænker om udspillet:
 
1) Hvad tænker du umiddelbart om enighedspapiret?
Vi er kort sagt ude i en generaliseret mistænkeliggørelse af alle med en gudstro - og dertil kommer en nedværdigelse af frie kristne kirkesamfund. Enighedspapiret er en slags åndelig grænsebom, som rammer lige i hovedet på visse af Danmarks egne borgere.

2) Er du villig til at gennemgå et sådant kursus og skrive under på løfteerklæringen for at bibeholde/få vielsesmyndighed? Hvorfor/hvorfor ikke?
 Nej, jeg vil under ingen omstændigheder skrive under. Hvorfor er jeg placeret i samme undervisningslokale som hadprædikanter? Og hvorfor skal jeg skrive under på noget, som mine kolleger i folkekirken er undtaget fra?

I forhold til rabiate imamer uden kendskab til dansk lov kan jeg muligvis se en pointe, men helt ærligt: Hvem i alverden forestiller sig, at et sekulært samfund kan omvende rabiate imamer gennem undervisning i en samfundsindretning, som de afskyr? Vil en underskrift på et papir gøre nogen forskel?

3) Er der elementer i løfteerklæringen, som er problematiske i forhold til din religion? Hvorfor/hvorfor ikke?
Nej. Det er i stedet politikerne som står med et problem her. Man bygger et sekulært tempel med overvågning, kontrol og mistænkeliggørelse som byggesten. Man ser sig nødsaget til at lave en bred stramning, for ikke at diskriminere mod dem man i virkeligheden gerne vil ramme. I sin iver rammer man så bredt, at en gruppe danske præster kræves til regnskab for deres holdninger. Man ønsker at slå til mod rabiate islamistiske lov- og hadprædikanter (hvilket jeg bifalder), men man rammer den kristne kirkes prædikanter i samme hug.

4) Hvilke konsekvenser tror du, at enighedspapiret og løfteerklæringen vil få for dit og andre trossamfund udenfor folkekirken?
Vi er som sagt ude i en generaliseret mistænkeliggørelse af alle med en gudstro og en nedværdigelse af frie kristne kirkesamfund. Læg dertil det jødiske samfund og de moderate muslimske menigheder.

Forslaget vil med lethed medføre en “skygge”-kriminalisering af de præster og menigheder, som ikke deler den sekulære stats holdning til kvinders ret til fri abort, indgåelse af homoseksuelle ægteskaber og lignende. Konsekvensen vil sandsynligvis være, at man frasiger sig sin vielsesbemyndigelse.

Men problemkomplekset er større end som så: Jøder og muslimer kan hermed frygte et forbud mod omskærelse af drenge - hvilket ville være en tåbelig indskrænkelse af åndsfriheden; modstanderne af drengeomskæring kæmper netop under slagord som ligestilling, menneskerettigheder og seksuel frihed.

Vi står med andre ord med et styringsredskab, hvor den sekulære stat i sit forsøg på at kontrollere tilgangen af muslimske hadprædikanter er på vej til mere og mere statsstyring og overvågning - på bekostning af det enkelte menneskes frihed til at tænke, tro, tale og praktisere sin tro.

Jens Lomborg er præst i Skjern Bykirke, en evangelisk-luthersk frimenighed.