"Før vi kan bede skal vi lære at hvile"

Hvile åbner for klarhed og præcision. Det giver overskud til at være til stede, også i kommunikationen med Gud. Men hvile kan også være udfordrende, mener meditationskonsulent Øyvind Borgsø

”Lær os at bede,” lød opfordringen, som jeg fik af Storsalen menighed i Oslo i 2004. En levende menighed, som på det tidspunkt havde cirka 1000 unge voksne til nadver hver søndag.

Flere af dem havde gang i mange projekter og var totalt stressede. Vi brugte derfor meget tid på at bevidstgøre, hvad der hindrer os i og hvad hjælper os med at prioritere samvær med Gud.

Hovedforhindringen hos de fleste var forstyrrende tanker. Tanker om de næste gøremål eller tanker om, hvad de havde glemt, eller hvad de kunne have gjort anderledes den dag eller dagene forinden.

Mange af de unge, som jeg talte med, satte tid af til bøn, men dagens travlhed og de forstyrrende tanker blev ved med at banke på, selvom de forsøgte at bede.

Så min første arbejdsopgave blev ikke at lære dem at bede, men at lære dem at falde til ro og mærke sig selv, prioritere opgaver og forholde sig konstruktivt til bombardementet af unyttige tanker. Når vi flyver afsted med forstyrrende tanker, er vi ikke altid hjemme hos os selv. Og det er jo mere berigende at være hjemme, når Gud er på besøg.

Hvile åbner for kontakt med længslen efter Gud i min sjæls dyb. Længslen hjælper mig med at have en god retning i livet, og den er frigørende. Men hvile kan også være udfordrende, fordi jeg i hvilen kan komme i kontakt med indre uro og smerte. Det er naturligt at have modstand mod at hvile af frygt for smerten.

Nogle gange, når jeg forsøger at falde til ro, oplever jeg det, som om kroppen modarbejder mig, hjernen mobiliserer et kaotisk tankemylder, og hele kroppen trækker mig med voldsom kraft hen til computeren eller en anden form for distraktion. Kroppen råber til mig: ”Jeg vil ikke hvile, jeg vil noget andet!” Af og til kræver det stærk disciplin at komme til det kirkefædrene- og mødrene kaldte ”hellig hvile”, eller det bekymringsløse samvær med Gud.

Kirkefaderen Frans af Assisi siger om hvile: ”Hvor der gives plads til hvile og meditation, slår bekymring eller uro ikke rod”. Hvile er sundt både for vores åndelige, sjælelige og kropslige liv.

Hvile er nedlagt i alt det skabte fra begyndelsen af som et nødvendigt element i opretholdelsen af liv. I Første Mosebog kapitel 2 vers 3 kan vi læse, at Gud helligede den syvende dag til hvile. Og i kapitel 1 vers 31 står der, at han så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så måske brugte Gud meget af sin hviletid til simpelthen bare at nyde.

Hvile er god medicin for vores fysiske og mentale helse. I hvilen får kroppen tid at genopbygge det slid, vi har gjort på kroppen den sidste tid. Dette indbefatter også hjernen. De systemer i hjernen, der sørger for, at stressreaktioner lægger sig, så vi kan finde hvile, kan aktiveres ved for eksempel at tilbringe tid i naturen, lytte til rolig musik, bede, meditere eller lave rolige nærværsøvelser.

Alfabølger i hjernen, som fører til mental afspænding, indre ro og opmærksom hvile, kan aktiveres gennem blandt andet Bøn i Bevægelse, som er en meditationspraksis, jeg arbejder med for dialogorganisationen Areopagos, hvor kroppen har en naturlig plads.

Det er gavnligt at være opmærksom på, hvad der beroliger os, og hvad der gør os stresset. Hårde belastninger over tid fører til fysisk og psykisk overbelastning, irrationelle negative følelser, søvnløshed og nedsat evne til at tage konstruktive valg i pressede situationer. Hvile derimod åbner for klarhed og præcision Det giver overskud til at være til stede, i det vi gør, også i kommunikationen med Gud.

Jesus siger i Markusevangeliet kapitel 1 vers 15: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” Visheden om, at tiden er kommet, og at Guds rige allerede er her, giver mig hvile. Den fortæller mig, at jeg ikke behøver at jage efter at indhente hverken tiden eller Guds fredsrige.

Jeg kan nyde det, jeg har, frem for at slå mig selv i hovedet, fordi jeg ikke har alt det, de andre har. Samtidig minder Bibelen mig om, at jeg kan hvile i den, jeg er skabt til at være. Jeg behøver ikke bruge energi på at forsøge at blive som, eller se ud som, nogen andre.

I Jesu lignelse om gæstebuddet (Lukasevangeliet kapitel 14 vers 17) kan vi også læse, at tiden er inde. ”Kom, nu er alt rede!” lyder beskeden, som værten sender ud med sin tjener. Denne besked får vi også i nadverliturgien. Så er det op til os at tage imod Guds invitation om at være i hans beskyttende og bekymringsløse hvile.

Øyvind Borgsø er meditationskonsulent.