Hvordan kan vi bekende vor synd i den protestantiske kirke?

Skriftemålet var centrum for Luthers forståelse af sjælesorg og vigtigt på vejen mod Kristi efterfølgelse. Derfor er det en skam, at det næsten er forsvundet fra Danmark i dag, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell

Desværre er der ikke megen skriftemåls-praksis tilbage i Danmark anno 2015. Og dermed har vi mistet en utrolig væsentlig dimension i det kristne liv: en konkret erfaring af evangeliets befrielse.
 
At skriftemålet er blevet forsømt i vor lutherske kirke hænger formentlig sammen med syndsbegrebet. Den radikale forståelse af mennesket som en synder i bund og grund har virket lammende og frastødende. Men ser man mennesket som skabt, faldet OG oprejst, er der skabt rum og frihed for at tale om synd og skyld igen.

For selv om vi lever i en tid, hvor skyldbevidstheden er i tilbagegang, kan vi under komplicerede livsforhold mindre end nogensinde løbe fra vores skyld. Det er derfor et udtryk for personlig modenhed, når et menneske erkender sin skyld. I skriftemålet holder mennesket op med at flygte fra sin skyld og ser den direkte i øjnene.

I stedet for at forsøge at glemme den ved at fortie den, lægger man åbent alt frem for Gud. Oplevelsen af Guds nærvær giver erkendelse til at se ind i sig selv, se synden, og således medfører længslen efter Gud et behov for skriftemål.

Det er Jesus Kristus, der har givet sin kirke fuldmagt til at forlade synder. Den opstandne Jesus siger til sine disciple: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt.” (Joh 20,23). Og i 1 Joh 1,9 finder vi skriftemålets intention:

”Hvis vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.” Den, der modtager Guds tilgivelse, kan erfare, at tilgivelsen fylder livet med glæde, nyt mod, fortrøstning og indre fred. Tilgivelsen kan være helende og give ny livskraft. Forholdet til Gud genoprettes, mennesker sættes fri, og på den måde får skriftemålet også følger for vores forhold til vore medmennesker.

Skriftemålet er direkte centrum for Luthers sjælesorgsforståelse. Han har selv regelmæssigt gået til skrifte hos præsten Johannes Bugenhagen. For ham var skriftemålet vigtigt som en hjælp på vejen mod Kristi efterfølgelse.

Kernen i skriftemålet er tilsigelsen af evangeliet. Luther overvejede ligefrem længe, om skriftemålet skulle tælles med blandt sakramenterne, men besluttede til slut ikke at gøre det, da der manglede et synligt tegn som ved dåbens vand eller nadverens brød og vin. I sine skrifter henviser han jævnligt til skriftemålets store nytte, bl.a. i hans såvel lille som store katekismus.

Idet absolutionen (tilgivelsen) rykker ind i skriftemålets indholdsmæssige centrum, bliver det til et frigørende og glædeligt anliggende, hvor mennesket får mulighed for at blive sig selv for Guds åsyn.

I den protestantiske kirke har vi tre forskellige former for syndsbekendelse med bøn om Guds tilgivelse:

- Personlig bøn (”hjertets skriftemål”)
- Fælles skriftemål i gudstjenesten
- Privat skriftemål overfor en ”skriftefader”

Personlig bøn: Over for Gud er vores bøn en sådan bekendelse, idet vi bekender os som syndere og beder om Guds nåde. Over for vor næste må enhver bekende sin synd og bede om tilgivelse. Begge disse bekendelser er indbefattet i Fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Fælles skriftemål: Dette tilbydes endnu i enkelte sogne forud for højmessen. Man går op til alteret, knæler og lytter til præstens skriftebøn: ”På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld kan jeg tilsige jer alle jeres synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!” Herefter tilsiges hver enkelt syndernes forladelse med håndspålæggelse: ”Så tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!”

Privat skriftemål: Dette sker alene over for et medmenneske med tavshedspligt, en præst. Det skal tjene til at hjælpe os mod det, som ganske særligt piner og anfægter os, idet vi henter råd og trøst hos en bror eller søster. Dette personlige skriftemål kan finde sted i en samtale uden nogen bunden form.

Her fremfører vi det, der tynger vores samvittighed. Jeg synes personligt, der er stor trøst i at citere ordene fra 1 Joh Brev 3,20: ”Hvad end vort hjerte fordømmer os for, er Gud større end vort hjerte og kender alt!”