Synspunkt

I Guds rige kan alle blive vindere

Mange af os bruger mindre tid på at tænke vores mål godt igennem end på at lave strategier og øvelser for at nå dem, mener katolik og journalist Malene Fenger-Grøndahl. Foto: BillionPhotos.com - Fotolia

Vil jeg nå mine mål og lære vinderstrategier? Nej tak, ikke hvis det handler om at realisere det, jeg selv kan forestille mig med mit liv. Men handler det om at nå dertil, hvor Gud ønsker mig hen, er jeg parat til både træning, planer og strategier, skriver journalist Malene Fenger-Grøndahl

”Nå dine mål” lød overskriften på en avisannonce for et foredrag, som mit blik faldt på forleden. Det var en tidligere topatlet, der skulle holde foredrag og dele ud af sine ’hemmeligheder’. På den måde kunne han angiveligt ”lære os andre, hvordan vi også kan nå vores mål”.

Det fremgik, at manglende motivation og mental drivkraft ofte er den største forhindring for at få gjort de ting, som, vi godt ved, giver os nogle gode oplevelser i fremtiden. Og for at overkomme den forhindring gjaldt det ifølge annoncen om at arbejde bevidst med mentale strategier.

Hvordan man kommer i gang med det, skulle foredragsholderen så ”indvie alle os andre almindelige dødelige i”. En tidligere topatlet og OL-medaljetager er sikkert – på nogle parametre – ualmindelig. Men dødelig er han nu nok, og gad vide, om det ikke også gælder for ham, at der er oplevelser i livet, som er kommet uventet, måske endda ’på tværs’, men har vist sig at være (blandt) de største?

Det kan selvfølgelig være, at man ved at arbejde med sin motivation og mentale drivkraft helt kan undgå den slags hændelser? Og muligvis er det, hvad der skal til for at nå til tops som eksempelvis atlet eller i erhvervslivet eller i politik? Jeg håber og tror nu ikke, at det nødvendigvis er tilfældet.

Til gengæld har jeg mødt en del tidligere topatleter og toperhvervsfolk, som kigger tilbage på deres karriere og undrer sig over, hvorfor de så længe arbejdede så målrettet på at nå i mål – uden for alvor at reflektere over, hvorfor dette mål fremstod så vigtigt. Jeg har mødt verdensmestre i forskellige sportsgrene, som i en stille stund har erkendt, at verdensmesterskabet var en sejr, de havde længtes efter i årevis, men at sejrens sødme viste sig ikke at være den opfyldelse af deres mål, som de troede.

For hvis mål også betyder formål, kan målet vise sig forfejlet, hvis det reduceres til en placering i en sportskonkurrence eller i en virksomhed. Det ved vi vel egentlig godt? Er vi tvivl, kan vi gå til evangeliet, for eksempel til saligprisningerne i bjergprædikenen. Her fortæller Jesus os, at Himmeriget tilhører de fattige i ånden, at de sørgende skal trøstes, at de barmhjertige vil møde barmhjertighed, og at de, der hungrer efter retfærdighed, skal mættes.

Hverken sorg, sagtmodighed, barmhjertighed eller hjertets renhed er blandt de dyder, vi fremelsker hos os selv, når vi udvikler og forfølger vinderstrategier. I hvert fald ikke hvis vi gør det for at opnå succes på bekostning af andre. Nu mener jeg naturligvis ikke, at førnævnte topatlet nødvendigvis har været hårdhjertet og ubarmhjertig i sin kamp for at nå sine sportslige mål. Det aner jeg intet om.

Men jeg tillader mig at mene, at når foredrag som hans trækker fulde huse, skyldes det, at mange af os bruger mindre tid på at tænke vores mål godt igennem end på at lave strategier og øvelser for at nå dem.

Jeg har selv gjort fejlen. Mange gange. Arbejdet mig stædigt frem mod mål, som jeg måtte sande, var falske, men ofte tidstypiske. Og præget af samme logik, som min yngste datter brugte, da vi forleden spillede et spil, og hendes storesøster nåede først i mål. ”Øv, nu tabte alle os andre.”

I Guds rige skaber vinderne ingen tabere. Alle kan vi bede med på fadervor – uden behov for at overdøve eller overgå hinanden. Endda ligger der den fine pointe i saligprisningerne og i fadervor, at de åbner vores hjerte for det fælles mål: At leve som Guds børn i tryghed og tillid til, at vi alle kan blive vindere – og hjælpe hinanden med det.

Med det in mente må jeg sande, at jeg ikke er målgruppen for det annoncerede foredrag. Vil jeg da ikke nå mine mål og lære vinderstrategier? Jo, men jeg søger et andet sted.

Inden for stort set alle kirkelige retninger – og inden for mange religiøse traditioner – findes ’træningsprogrammer’, som kan lære os at nå vores mål. Vi kan lytte til erfaringer fra de mennesker, der går vandret ad Guds ofte snævre stier. Klosterbevægelsen er fuld af dem. Ofte vil de pege på, at den største mentale forhindring for at nå i mål er, at vi tror, vi kender vejen, og at det er vores vilje, der afgør, om vi kommer i mål. Det stik modsatte er tilfældet.

Derfor bad Birgitta af Vadstena i en af sine mest berømte bønner: ”Herre, vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den”. Hendes ydmyghed forhindrede ikke, at hun blev en vinder: Hun stiftede den eneste klosterbevægelse, der har sit afsæt i Norden, fik paven i tale og blev en af middelalderens mest markante kvindeskikkelser. Men hendes vinderstrategi var en anden end topatletens.

Malene Fenger-Grøndahl er katolik, journalist og panelist ved kristendom.dk.