I påsken bliver vi tilgivet for vores utaknemmelighed

Kristendommen siger, at hele vores liv kan forstås i lyset af de to ord skyld og tilgivelse, mener teolog Svend Andersen 

I de senere år er ordet undskyld kommet på mode, ikke mindst blandt politikere. Hvis en minister bruger for lidt tid på politiske møder og for meget tid på ferie, kan hun finde på at sige Undskyld!. Man siger undskyld, når man har gjort noget forkert. Og man siger det til den eller dem, man har gjort noget forkert imod.

At sige undskyld forudsætter, at man har gjort sig skyldig over for nogen, pådraget sig skyld. Undskyld! er en opfordring: Vil du ikke godt undskylde!

Oprindelig betyder undskylde altså at fjerne skylden fra en anden ved at slå en streg over det, han eller hun har gjort. Men det er gået med ordet undskyld som med ordet bjørnetjeneste: det bruges helt modsat af dets oprindelige betydning. I politikersprog betyder Jeg undskylder jo jeg beklager det, jeg har gjort.

Der er jo ikke nogen adressat på politikerens undskyldning. Hvem har hun gjort sig skyldig over for? Vælgerne? Den danske befolkning? Og hvem skal befri hende fra skylden? Den moderne brug af Undskyld! forudsætter ikke mere, at en anden eller andre befrier én fra skyld. Man klarer det selv.

At sige undskyld er noget andet end at bede om tilgivelse. Den danske teolog K.E. Løgstrup (1905-1981) siger et sted, at det kun giver mening at bede om tilgivelse, når vi har gjort noget utilgiveligt. Små forseelser beder man ikke om tilgivelse for. Dem kan man slå en streg hen over.

Tilgivelse har vi derimod brug for, når vi gjort noget uopretteligt. Når vi har ødelagt forholdet til en anden, måske den, der står os nærmest. Når vi har misbrugt den andens tillid gennem svigt, løgn eller sladder.

Vi beder om tilgivelse, når vi har gjort os skyldige og samtidig har mistet noget dyrebart. Vi kan intet gøre for at få vor skyld ud af verden og få det tabte tilbage. Vi kan ikke klare det selv ved at sige Undskyld! Kun ét kan genoprette det ødelagte: den andens tilgivelse.

Hvis vi tager vores forhold til andre mennesker alvorligt, ved vi altså udmærket, hvad skyld og tilgivelse er. Kristendommen siger, at hele vores liv kan forstås i lyset af de to ord skyld og tilgivelse.

Vi fødes som skyldnere, det vil sige med en gæld: vi har fået livet, os selv, for intet. Og vi har fået alle muligheder for livsglæde. Den mest nærliggende holdning ville så være at vise taknemmelighed. Glæde sig over hvert eneste øjeblik, man er til og sprede glæden til andre.

Men mærkværdigvis gør vi det modsatte: vi er utaknemmelige og utilfredse og spreder kun den perverse glæde, der hedder skadefryd. Måske forsøger vi at undskylde os med, at livet jo faktisk er meget andet end glæde. Vi har fået sygdom, smerte, lidelse og død med i købet. Kristendommens ord for den mærkelige utaknemmelighed er: synd mod livets skaber.

Påsken handler om, at fortællingen om Jesu lidelse og død kan høres som tilgivelse for vores utaknemmelighed. Han fortrængte ikke smerten, lidelsen og døden, men gennemlevede dem. Men samtidig fastholdt han taknemmeligheden mod den Gud, der havde givet ham livet.

Påskens budskab er, at han gjorde det på vores vegne, at vi kan tilegne os hans taknemmelighed. Hvis vi gør det, kan vi betragte vor skyld som tilgivet. Vi kan genvinde taknemmeligheden over at være til.

Man får ikke tilgivelse uden at erkende sin skyld. Tilgivelse betyder ikke uansvarlighed, tværtimod. Tilgivelse betyder befrielse til at tage sit ansvar på sig. Ved at være fri for den utaknemmelige selvoptagethed kan man rette blikket udad og se, hvad man skylder de andre.