Indvandrerpræst: Præster, der kæmper for islam, er på vildspor

"Der er ingen tvivl om, vi står midt i en historisk og afgørende tid for kirkens og Europas fremtid," skriver den iranskfødte kristne præst Massoud Fouroozandeh Foto: Sonny Munk Carlsen/ Denmark

De 26 præster og gejstlige, der føler sig kaldet til at tale muslimernes sag i Haderslev, burde i stedet føle sig kaldet til at forkynde evangeliet uden politisk korrekthed, skriver indvandrerpræst Massoud Fouroozandeh

Vi lever i en spændende tid med mange opgaver og udfordringer. Danmark er et lille smukt land og dog under en forvandling og forandring, jeg personligt er meget bekymret for.

Alle de gode værdier i vores samfund skyldes direkte eller indirekte hjørnestenen i vores etiske holdninger og meninger, som igen bygger på den kristne tro og kirkens evangeliske budskab i samfundet. Så ethvert angreb og hug på dette evangeliske fundament er ensbetydende med angreb og hug på demokratiet.

Et demokrati, som vort samfund er indrettet på og bygget efter. Der er ingen tvivl om, at der findes andre ideologier og etiske holdninger, som vil noget andet og opfordrer til et samfund bygget på sharia frem for demokrati. Her tænker jeg naturligvis på islam og islams DNA og politiske dagsorden, hvor blandt andet moskebyggerierne i Europa er en af de vigtigste strategiske hjørnesten for den islamiske mission.

Denne form for debat har vi efterhånden haft en del af med blandt andet en domprovsts uheldige udtalelser for den store moske i København. Ligeledes har vi for nyligt oplevet debatten i Haderslev Stift, hvor endnu en domprovst og biskop og en skare disciple med frygt for at offentliggøre deres titler kæmper for stormoskeéen i Haderslev.

LÆS det åbne brev til byrådet i Haderslev her.

Domprovst Kim Eriksen siger, at underskriverne føler sig kaldet til at tale muslimernes sag over for kommunalpolitikerne og påpeger, at kommunen i tidligere sager har vist sig villige til at ændre lokalplaner.

Vi må altså virkeligt folde hænderne og håbe på, at domprovsten, biskoppen og deres 26 disciple og os andre gejstlige i kirken snart begynder at føle sig kaldet til at forkynde evangeliet purt og rent - det vil sige uden politisk korrekthed, og forvalte sakramenterne anstændigt, uden at gøre nadveren til en åben buffet, hvor alle er velkomne med eller uden tro på, at Jesus er Kristus.

LÆS OGSÅ: Beskæmmede kirkefolk opfordrer byråd til at tillade moské

Der er ingen tvivl om, vi står midt i en historisk og afgørende tid for kirkens og Europas fremtid. I min sidste bog med titlen: "Global Jihad" (Effathas Forlag) - skrevet sammen med Marianne Søndergaard, peger vi på den nye form for stille jihad, hvor islam og dens udemokratiske værdier og syn trænger sig mere og mere ind i Europa med en salami-metode.

Man er ikke bange for at misbruge blasfemiparagrafferne og menneskerettighederne, så længe det er til fordel for islam. Men samme rettigheder må trædes unådigt på, hvis man er mod islam.

Det mest uhyggelige af det hele i denne islamiske mission er, man slet ikke har brug for sværdet og arabiske heste længer. Imamerne kan også bare læne sig tilbage og vente, indtil det bliver deres tur til at tage stafetten og gøre løbet færdigt.

I den første fase af deres mission akkurat ligesom, hvad der er sket i de tidligere kristne område i Mellemøsten (Tyrkiet, Egypten, Syrien et cetera) går muslimske ledere i alliance med halal-hippierne, naive politisk korrekte ph.d.-akademikere, missionsfremmede biskopper, provster og en flok præstedisciple uden titler og kalder dem venner, kun hvis det er til fordel for islams mission.

Jeg forstår godt, hvis man i sin retfærdighedssans blive anfægtet over den ene eller anden uretfærdighed i samfundet og vil kæmpe for sagen det kan være omkring fattigdom, børnemisbrug, kvindehandel og lignende menneskelige misbrug og forsømmelser.

LÆS OGSÅ: "Legitimt, at præster støtter moské-byggeri i Haderslev"

Men når man på trods af sit embede og gode løn og udsigt til en pension i den danske folkekirke kæmper for "rettigheder" og udbredelse af en ideologi, som den evangelisk lutherske kirke med Luther og Kristus i spidsen kraftigt fordømmer! Ja, så er man almindeligt sagt på vildspor og må i Guds navn omvende sig, før det er for sent!

Massoud Fouroozandeh er cand.theol. og sogne- og migrantpræst.