Kunsten kan vise os den opstandelse, vi ikke forstår

MED BILLEDER: I den ortodokse, katolske og evangelisk-lutherske kirke er der tradition for at skildre opstandelsen meget forskelligt, skriver sognepræst Anne-Mette Gravgaard

I vores trosbekendelse hedder det, at ”vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.” 

Trosbekendelsen går efter sigende tilbage til apostlenes dage og kaldes derfor ”den apostolske”. Den er ét af de bekendelsesskrifter, som er basis for den danske folkekirke. Sådan er det bare! Og når et barn døbes, skal der på barnets vegne svares bekræftende på, at det er hensigten, at barnet skal opdrages til at tro på disse udsagn. 

Nemt er det ikke, men jeg plejer at fortælle dåbsforældrene, at dér, hvor deres og min viden hører op, sætter billederne ind, de billeder som kunstnerne gennem tiderne har været mestre i at fremstille.

Læs også: Hvorfor er påsken den vigtigste højtid?

Heller ikke de første vidner troede på opstandelsen

Ingen af os ved, hvad opstandelse er. Om det er noget, der sker fysisk i kød og blod, eller om det er sjælen, der forlader legemet, som de gamle ægyptere, grækere og romere mente. Eller om der er tale om et ”opstandelseslegeme”, som Paulus kalder det, hvad det så ellers er for noget! 

På en eller anden måde opleves det uhyre naivt, når man går ind i den diskussion, der nær havde kostet en af vore præster hans kjole og krave. For hér er vi givetvis ovre i andre dimensioner end de tre til fire, vi normalt opererer med. 

Og i øvrigt kunne de første vidner til den tomme grav, som den døde Jesus var blevet lagt i Langfredag, heller ikke tro på en opstandelse. Tværtimod løb de skrækslagne deres vej bort fra graven. Det var mødet med ham igen, stemmen, følelsen og det at dele sin mad med ham, der fik dem til at tro på det, som er fundamentet i vores kirke.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er der flere trosbekendelser?

Den opstandelse, vi om føje tid skal fejre, er den, der giver os håb om, at der er et evigt liv også for os. I den ortodokse, katolske og evangelisk-lutherske kirke er der tradition for at skildre denne begivenhed meget forskelligt.

Anastasis betyder opstandelse på græsk

I den ortodokse kirke, som er den, der er oldkirken nærmest, kaldes fremstillingen ANASTASIS, opstandelse på græsk. 

Det, den viser, er Kristus, der besejrer døden. Jesus er nedfaret til dødsriget, hvor han har sparket dødens porte op, så alt låsetøjet ligger hulter til bulter. Hades, dødsrigets hersker, er lagt i lænker. Som førstegrøden blandt de døde griber Jesus nu den første mand og den første kvindes hænder og fører dem op af deres sarkofager til det evige liv. 

Bag Adam venter alle Det Gamle Testamentes konger og profeter med glorier om hovedet som tegn på, at de allerede er døde. Og bag Eva venter alle de endnu levende og derfor glorieløse, som ud fra deres karakteristika kan genkendes som Peter og Johannes og Paulus og alle os andre, som også er lovet et evigt liv. 

En ikon med dette motiv lægges frem ved begravelser i den græske kirke og symboliserer ethvert menneskes opstandelse og evige liv.

Jesus er en helt

I den katolske kirke ses Jesus opstå fra sin sarkofag, medens de harniskklædte soldater, der skulle vogte stedet for gravrøvere, er faldet i søvn. 

Piero della Francesca har skabt en fantastisk fremstilling, hvor det tydeligt fremgår, hvorledes Jesus i sit nye legeme kan gå igennem sten og lukkede flader. 

Jesus er en helt, der med sin korsfane besejrer alt det, vi kender af jordisk vold og styrke. Men samtidig er han også den himmelfarne, så hvor de ortodokse lægger vægt på, at Jesus ”nedfor til dødsriget” for at opstå ”fra de døde”, lægger katolikkerne vægt på, at Jesus opstod fra sin jordiske grav og ”opfor til himmels”.
 
Læs også: Fejrer alle kristne påske samtidig?
 
De to begivenheder sammenblandes hyppigt, skønt der i evangelierne er 40 dage imellem dem. Aldous Huxley kaldte i et essay (i Along the Road) Pieros fresco for verdens smukkeste billede. Det findes i den lille bjerglandsby San Sepolcro i Toscana.

Teenagere har fremstillet en altertavle

I vores egen evangelisk lutherske kirke er fremstillingen af opstandelsen på mange måder påvirket af den katolske ikonografi, hvad der er naturligt, da det er herfra, vores kirke har udviklet sig. 

På protestantiske renæssancealtertavler springes opstandelsen tit over til fordel for himmelfarten, som hos flere træsnidere klares med en himmelfaren Kristus i toppen af tavlen eller blot hans fødder eller fodaftryk. 

Inspireret af Grundtvigs påskesalme ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”, en oversættelse af Kædmons oldkirkelige og angelsaxiske kvad fra det 7. Århundrede, dukker det ortodokse anastasis-motiv dog en enkelt gang op hos Joachim Skovgaard. 

En nytolkende fremstilling af opstandelsen har en syvende klasse fra Højdevangsskolen på Amager givet deres bud på: Altertavlen består af en øvre del dekoreret af piger. Her oplever man den tomme grav indefra. Stenen er væltet fra. To engle står vagt og kvinderne kommer ud for at gøre deres døde søn og ven i stand, nu da sabbatten er forbi. 

Men vi, som står inde i graven og betragter dette, ved, at graven er tom, og at de om lidt vil flygte bange bort, men senere vil møde ham igen og få troen som gave. 

Den nederste del af altertavlen er malet af drenge: det er et meget symbolsk grafitti-maleri, hvor korset i form af den tomme grav som en raket sprænger hul i solen. Og solen er selve himlen. Fra nu af er der altid fri passage mellem jord og himmel. Øjnene, som ser det, er vore vidner! 

Altertavlen giver et meget protestantisk bud på troen og håbet.

Anne-Mette Gravgaard er sognepræst og cand.mag. i oldgræsk og kunsthistorie.