”Jeg faldt i søvn i Getsemane”

Jeg afstår … og udstår: G-E-T-S-E-M-A-N-E. Sådan var titlen på et digt, jeg skrev i gymnasiet

Mark. 14, 32: “Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: »Sæt jer her, mens jeg beder.« v33

Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst v34 og sagde til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« v35

Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. v36

Han sagde: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« v37 Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: Simon, sover du?”

Det er tid til at være udholdende. Nu er der ikke lang vej igen. Vi aner lyset i det fjerne. Opstandelsens morgen bliver på ny en troens virkelighed. Kun en kort stund endnu. Indtil da må vi være udholdende. Udholdende i Getsemanes skygge. Indtil korset står tomt om kort tid.

G-E-T-S-E-M-A-N-E. Sådan var titlen på et digt, jeg skrev i gymnasiet. Hvor mange af mine gymnasievenner, eller lærerne, for den sags skyld, der egentlig kunne forholde sig til det, ved jeg ikke.

”Jeg faldt i søvn i Getsemane”. Sådan lød den sidste strofe. Sådan skrev jeg som 19-årig – og sådan havde jeg det. Især dén eftermiddag, hvor psykologen gav mig beskeden: ”Du har en svær depression. Du skal enten indlægges eller have medicin.” Derefter tog jeg hjem. Hjem på mit værelse i en lille landsby i Vendsyssel.

Jeg genkendte mig selv i beretningen om Jesus og disciplene i Getsemane. Gud-Faderens fravær. Dødens tavshed. Mørkets og angstens anfægtelser. Faderen, der vendte sit ansigt væk. Alene i haven. Kun dén, der selv har oplevet noget lignende kan tale med om dette. Sindets nat. Ørkenen. Skyggen fra Getsemane.

”Tag dette bæger fra mig”. Jesus ønskede ikke at drikke vredens, ondskabens og ugudelighedens bæger, som Faderen rakte Ham i haven. Bægeret står i skarp kontrast til fællesskabets bæger, som Jesus og disciplene havde været sammen om kort tid forinden Getsemane. I skyggen blev det rakt til Ham og på korset, langfredag, tømte Han det og drak det. Helt til bunds.

Hvad gør man, når man anfægtes af angst, skygge og mørke? Det er ikke unaturligt at den fastende, eller troende, oplever anfægtelser og mørke. ”Abba, Fader …” er en god start. Men det egentlige dødsstød kommer, når vi med Jesus beder: ”Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.”

At trænge sig på hos Faderen – og være ærlig; ”Jeg vil ikke drikke dette bæger” – og afslutte med en overgivelse til Faderens vilje: ”Din vilje ske.”

På værelset i Vendsyssel faldt jeg på knæ. Og i skyggen trængte jeg mig på. ”Jeg vil ikke det her. Jeg kan ikke det her” lød min simple bøn. Med en tro som en tiendedel af et sennepsfrø. Og lige dér oplevede en tilskyndelse til at finde min Bibel frem. Jeg slog op et ”tilfældigt” sted. Mine øjne skærpedes for andre ord, og 3 ord trådte frem: Mark., 14, 37: ”Simon, sover du?”. Og lige dér var Han der. Midt i værelset. Lyset fra Faderens ansigt.
Faderen havde besluttet at vække mig. Ingen anklager eller bebrejdelser, men en venligt puf i siden. Jeg fik aldrig brug for medicin eller indlæggelse. Oplevelsen fik mig igennem, og lod lyset skinne ned igennem de tunge trækroner.

En bøn:
”Abba, Fader
Giv de fastende, og troende, kraft til at udstå, til at holde ud
Vend dit Ansigt mod dem, der sidder i skyggen
Lad dem, der tørster, se dig Ansigts lys
Amen”