"Jeg har set englen, der fortalte om Jesu fødsel"

Som biskop var han yderst betænksom over for os præster,skriver poul Joachim Stender om Jan Lindhardt.

Jeg har besluttet, når jeg er i Israel, at lægge min snusfornuft til side og arkivere min rationelle sans. Hver gang jeg besøger et helligsted, er det lige præcis stedet, hvor det skete, forklarer Poul Joachim Stender, der er sognepræst og forfatter. Foto: Leif Tuxen.

Det hænder med jævne mellemrum, at turister i Israel bliver ramt af Jerusalemsyndromet og må i psykiatrisk behandling. De tror pludselig, at de er Moses eller Elias eller jomfru Maria eller Jesus
Poul Joachim Stender

To gange er jeg blevet ramt af Jerusalemsyndromet. Men begge gange, som tilmed var på samme rejse, står for mig som mine stærkeste trosoplevelser under en ferie, skriver sognepræst Poul Joachim Stender

Mit hjertes hårde kvarts smelter i Israel. Jeg trækker vejret, som om jeg trækker det fra evigheden. Selv hvor meget det kan støje i Jerusalem og Tiberias og selv hvor mange politiske konflikter, der udfolder sig omkring mig, føler jeg mig fuld af fred i Det Hellige Land.

Det er de samme drømme, jeg drømmer i Israel. Jeg møder Konstantin den Stores mor Helene. Det var hende, der højt oppe i alderen fandt de fleste af helligstederne i Israel. I drømmene er hun smuk, sexet, ualmindelig tiltrækkende. Jeg køber friskpresset granatæblesaft til hende. Men hver gang jeg rækker glasset frem mod hende, forsvinder hun. 

Tre gange om året er jeg rejseleder i Judæa og Galilæa. Nogle af mine kolleger synes, at det er underligt, at jeg bruger min ferie til at arbejde i. Men det er aldrig et arbejde at være rejseleder i Israel. Det er ferie hver eneste gang.

Jeg er luthersk og snusfornuftig

Det hænder med jævne mellemrum, at turister i Israel bliver ramt af Jerusalemsyndromet og må i psykiatrisk behandling. De tror pludselig, at de er Moses eller Elias eller jomfru Maria eller Jesus. 

To gange er jeg blevet ramt af Jerusalemsyndromet. Men begge gange, som tilmed var på samme rejse, står for mig som mine stærkeste trosoplevelser under en ferie.

LÆS OGSÅ: Hvornår blev Jesus født?



Første gang var i Betlehem. Sammen med min gruppe har jeg stået i kø i lang tid for at komme ned i krypten under højalteret i Fødselskirken. Her fortæller traditionen, at Jomfru Maria fødte Jesus den første jul. Stedet er markeret med en stor 14-takket stjerne, som man bøjer sig ned og kysser. 

Der er stor trængsel i krypten, og man skal kysse hurtigt og effektivt for at give plads til andre. Efter mit kys rejser jeg mig hastigt og hamrer mit baghoved ind i en marmorkant. Det sortner for mig øjne, og hele krypten fyldes med stjerner, der danser boogie-woogie for mig. 

Imellem stjernerne ser jeg en engel, der siger til mig: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by”. Jeg vil til at sige et eller andet. Men en palæstinensisk guide griber fat i min arm og spørger: ”Slog du dig”? 

Hvad skal jeg svare? Det kan være, at jeg slog mig på marmorkanten. Men der var noget, der havde ramt mig hårdere end kanten. Jeg var ramt på min rationelle sans. Jeg; en luthersk, snusfornuftig, små-grundvigiansk og halvaktivistisk præst, havde set den engel, der fortalte, at Jesus var kommet til verden. Hvordan forklarer man sine kolleger det?

Jeg landede i min krop med åbenstående gylp

Anden gang var på Saligprisningernes Bjerg i Galilæa. Også her gik det galt. Stedet er udpeget til at være den lokalitet, hvor Jesus holdt sin bjergprædiken. Min gruppe har lejret sig på det grønne græs foran mig. 

LÆS OGSÅ: Hvorfor gjorde Jesus de ti bud sværere at overholde?

Jeg står vendt mod den blå Genesaret Sø. I mine hænder er Bibelen, som er slået op på Mattæusevangeliets kapitel fem til syv. Jeg begynder at læse Bjergprædikenen op, og mens jeg læser, overtager Jesus mig. Jeg er ikke længere til stede. Jeg er blevet Kristus. Jeg har ikke skyggen af tvivl om, da jeg lukker Bibelen efter at have læste kapitel syv, at jeg er Guds søn. 

Med et kærligt blik ser jeg på min gruppe, og en sød kvinde rejser sig og går hen til mig og hvisker mig i øret: ”Ikke for noget. Men din gylp står åben”. 

I samme sekund lander jeg i min egen sjæl og krop igen. Det hele varede måske otte minutter. Men i de otte minutter med en åbenstående gylp, hvor jeg var ”kriste-lig”, følte jeg en salighed i mig, der fik det til at bruse i mig af ømhed over alt, hvad der gled ind foran mit blik.

I Israel lægger jeg snusfornuften til side

Hvad skete der under en ferie i Betlehem og på Saligprisningernes Bjerg? Blev jeg ramt af to tilfælde af det frygtelige Jerusalemsyndrom? Burde jeg bagefter have modtaget psykiatrisk behandling? Havde jeg den største trosoplevelse nogensinde under en ferie?

Jeg foretrækker at tro på det sidste. Jeg har nemlig besluttet, når jeg er i Israel, at lægge min snusfornuft til side og arkivere min rationelle sans. Hver gang jeg besøger et helligsted, er det lige præcis stedet, hvor det skete. Alt i mig er indstillet på, at noget stort vil ske, og måske netop på grund af den indstilling, sker der noget stort.

Poul Joachim Stender er sognepræst og forfatter.