Jeg vil sent glemme kirkens marginaliserede stemmer

"Min deltagelse i Kirkernes Verdensråds 10. generalforsamling i Busan gav mig oplevelser af stemmer fra marginen, som jeg sent, måske aldrig, vil glemme, og som mindede mig om, at kirken på godt og ondt er andet og mere end sølvalterbægre, danske designmøbler og finkultur i kirkerummet: Kirken er en kamp - helt inde i kirken selv," fortæller sekretariatschef Jørgen Skov Sørensen. Foto: Arkiv

Kirkernes Verdensråd, som i alt bygger på konsensus og på det, vi som kristne kan blive enige om, har en indbygget akilleshæl. De indre kirkelige stridigheder og uretfærdigheder er vanskelige at adressere, mener Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

"Takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej."

(Luk. 1, 78-79)

Med disse vers fra Lukasevangeliet slår Kirkernes Verdensråd tonen an i den afsluttende udtalelse fra organisationens generalforsamling i Busan, Sydkorea, i dagene 30. oktober til 9. november 2013. Generalforsamlingen blev afholdt under mottoet Livets Gud, før os til retfærd og fred.

Der er tradition for at afslutte Verdensrådets generalforsamlinger med en sådan udtalelse, der på få linjer samler de vigtigste indtryk fra samværet mellem de flere tusinde mennesker, som mødes ved en sådan lejlighed.

LÆS OGSÅ:
Kirkernes Verdensråd fremlægger befriende modigt dokument

Mange kristne lever i ufred og usikkerhed

At generalforsamlingen fandt sted i Sydkorea altså i et land som lever med krigstrusler og med en befolkning, som for mange familiers vedkommende er delt midt over - satte et naturligt præg på både de oplevelser, vi fik de ti dage, og på udtalelsen den sidste dag.

Situationen og spændingen mellem Nord- og Sydkorea minder os om, at fred og forsoning ikke kan tages for givet.

Og Korea er jo langtfra det eneste sted, som martres af krigstrusler og ufred. Ja, langt de fleste deltagere i sådan en generalforsamling lever dagligt med om ikke krig, så dog ufred og ikke mindst usikkerhed. Samfundsmæssig usikkerhed, social usikkerhed, økonomisk usikkerhed. De lever på kanten af livet. Og så er der den del, der lever med usikkerhed omkring deres kirkers accept af dem som medkristne dømt uværdige til at deltage i gudstjenester og ved nadverbordet. De lever på kanten af kirken.

LÆS OGSÅ:Biskop: Vi forstår os selv bedre gennem det mellemkirkelige

Det er en usikkerhed, som har rod i kirkerne selv, og som har en tendens til at ramme de i forvejen marginaliserede: Dem, der er ramt af HIV/AIDS, tilhører seksuelle minoriteter eller er handicappede. Eller det kan være kristne, som tilhører grupper af kasteløse eller stammefolk, der er uønskede i visse kirkelige sammenhænge.

Kristne på kanten af kirken

Alle disse marginaliserede inden for kirkerne er ikke nævnt i den endelige udtalelse fra Kirkernes Verdensråds generalforsamling, selvom de nok kunne have behov for vores forbøn i deres vanskelige situation. Men sagen er jo, at de netop er marginaliserede af kirkernes ledende kræfter og derfor ikke kommer til orde på selve den besluttende generalforsamling.

Og så alligevel, for en generalforsamling i Kirkernes Verdensråd er så meget mere end den egentlige generalforsamling, hvor der debatteres og tages beslutninger. Der foregår en masse andet - bogstaveligt talt på kanten af selve den besluttende forsamling: workshops og levende udstillinger med optrin og debatter er en vigtig del af dette kæmpemæssige arrangement. Og på disse alternative platforme kommer mange flere fra marginen til orde, end man umiddelbart oplever det i det besluttende organ.

LÆS OGSÅ: Det er utroligt givende at få international inspiration

Det er her, vi som delegerede og deltagere for alvor kommer tæt på de mennesker, evangelisten Lukas omtaler som dem, der sidder i mørke og i dødens skygge. Ét er som kristen at være marginaliseret i sit samfund det er en uretfærdighed, som til enhver tid skal italesættes - men når man samtidig er marginaliseret i sin egen kirke, som kunne og burde være den sikre havn i al modstanden udefra, så er man for alvor i en vanskelig situation.

Livets Gud, før os til retfærd og fred!

Kirkernes Verdensråd, som i alt bygger på konsensus og på det, vi som kristne kan blive enige om, har en indbygget akilleshæl: de indre kirkelige stridigheder og uretfærdigheder er vanskelige at adressere i de store udtalelser, der kommer fra for eksempel en generalforsamling, simpelthen fordi de indre spændinger kirkerne imellem og ikke mindst i kirkerne selv kan forstyrre den fine balance, Verdensrådet bygger på. Det er nemmere - og sikrere - at tale om og fordømme verdens storpolitiske ubalancer.

Det er en forståelig frygt, som gør det vanskeligt at italesætte de indre splittelser. Om den valgte vej imidlertid er holdbar, vil tiden vise. Indtil da glæder jeg mig over, at min deltagelse i Kirkernes Verdensråds 10. generalforsamling i Busan gav mig oplevelser af stemmer fra marginen, som jeg sent, måske aldrig, vil glemme, og som mindede mig om, at kirken på godt og ondt er andet og mere end sølvalterbægre, danske designmøbler og finkultur i kirkerummet: Kirken er en kamp helt inde i kirken selv.

LÆS OGSÅ:Blog: Knækker Kirkernes Verdensråd sig selv ved at italesætte uenighed?

Og lige netop derfor kan også jeg identificere mig med ordvalget i Kirkernes Verdensråds afsluttende udtalelse trods dens tilsyneladende konsensussøgende overfladiskhed når generalforsamlingens deltagere konstaterer, at vi har bedt sammen, delt historier fra vore egne sammenhænge, og bærer nu stærke oplevelser af smerte og håb med os hjem.

Det er de marginaliserede stemmer fra Busan, jeg har i tankerne, når jeg beder Livets Gud, før os til retfærd og fred.

Jørgen Skov Sørensen er sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.