"Jesu lidelse på korset må vække vores sind"

Massoud Fouroozandeh. Foto: Malte Kristiansen/ Denmark

Den kristne tro bygger aldrig på et falsk og utopisk løfte om grønne skove med en picnickurv i hånden. I øjeblikket er der millioner af kristne over hele verden, der lider og er bundet til lænker i kolde og mørke fængsler, skriver migrantpræst Massoud Fouroozandeh

Verden er fyldt af mange forskellige religioner, ideologier og diverse små sekter med ligheder og forskelle i deres kendetegn. Men det er en sandhed, at ingen af verdens små eller store religioner har kunnet tilbyde det samme som, hvad kristendommen og Jesus har bragt til verden.

Kristendommen er unik, fordi dens grundlægger Jesus Kristus er unik. Sagen er, at i modsætning til alle de andre teologer, profeter og grundlæggere, der godt nok på visse områder har kunnet sige fornuftige ord og endda ind i mellem kunne pege på den rette vej, har Jesus ikke alene sagt gode ord, men han gik også selv hele vejen foran os og betalte prisen fuldt ud.

LÆS OGSÅ: Martyrer i kristendommen

Jesu lidelse på korset må derfor vække vores sind og åbne vores hjerte, og vi må indse, at mens mange andre profeter slå deres medmennesker ihjel for selv at kunne overleve og bygge deres eget rige, gik Jesus korsets vej og gav sit liv for, at du og jeg må leve videre.

Kristendommen kan også medføre smerte
Jesu fysiske lidelse på korset kan være en metaforisk hjørnesten for vores tro og de efterfølgende konsekvenser, der ofte er forbundet med efterfølgelse af Kristus.

Den kristne tro bygger aldrig på et falsk og utopisk løfte om grønne skove med en picnickurv i hånden. I øjeblikket er der millioner af kristne over hele verden, der lider og er bundet til lænker i kolde og mørke fængsler, mens vi her i Danmark forsøger at føre en relativistisk teologi ind i kirken og stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt Jesus sandelig er Guds søn eller ej?

Tusind og atter tusind mennesker har betalt en høj pris med martyrdøden som følge, blot fordi de ville holde fast i, at Jesus er Vejen, Sandheden og Livet. Hvor kommer dette mod og den glæde ved at blive martyr og gå fredens og korsets vej uden at sprænge sig selv og de andre op i luften, mens man råber Gud er stor? Der er kun ét svar og inspiration til denne form for samspil mellem kropslig erfaring og ens tro: Jesus Kristus!

LÆS OGSÅ: Hvad er en martyr?

Jesus giver os svaret
Svaret på dette vigtige spørgsmål kan bedst sammenlignes med det, Jesus siger om hvedekornet og vores liv i Johannesevangeliet 12,24-26: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.

Massoud Fouroozandeh er cand.theol. og sogne- og migrantpræst.