Jesu genkomst er i centrum 2. søndag i advent

Venice, Italy, c.1550. "The wise and foolish virgins".-(Parable of the wise and foolish ...

Lignelsen om de ti brudejomfruer er på en og samme tid en vidunderlig og anfægtende lignelse. Vidunderlig fordi Jesus sammenligner hans genkomst med den ultimative fest – et bryllup. Samtidig er der simpelthen for mange ”men’er” i denne lignelse til, at man kan prædike over den uden at blive berørt (og måske også irriteret) af den spænding, der er mellem fest og fiasko/frelse og fortabelse, skriver sognepræst Ole Cæsar Jensen. Foto: akg-images. / Scanpix

Anden søndag i advent er helt løsrevet fra den juletravlhed og -stemning, vi i disse dage møder overalt. Temaet denne søndag er, at vi lever i en adventstid, hvor vi venter på Jesu genkomst, skriver sognepræst Ole Cæsar Jensen i sin refleksion over prædikenen til på søndag

Anden søndag i advent går helt uden om det, vi normalt forbinder advent med: forberedelse til jul i hjemmene, og at vi kirkeligt ”forbereder” Jesu fødsel og hans komme.

Nu går det ellers lige så godt med juleriet, tænker vi. Vi har tændt andet lys i adventskransen, åbnet pakkekalenderen og er måske begyndt at få en fornemmelse af, hvilke præmier vi kan vinde i årets skrabejulekalender.

Juleplanlægningen begynder virkelig at trænge sig på, og så sidder man måske i kirken og tænker – nu vil jeg gerne bringes lidt i julestemning. I så fald er 2. søndag i advent en kæmpe skuffelse. For denne søndag er helt løsrevet fra den juletravlhed og -stemning, vi i disse dage møder overalt, og temaet for søndagen er, at selve tiden, vi lever i, er en adventstid, hvor vi venter på Jesu genkomst.

Genkomsten er central i lignelsen om de ti brudejomfruer fra Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 1-13, der er prædikenteksten til denne adventssøndag. Teksten er på en og samme tid en vidunderlig og anfægtende lignelse. Vidunderlig fordi Jesus sammenligner hans genkomst med den ultimative fest – et bryllup. Samtidig er der simpelthen for mange ”men’er” i denne lignelse til, at man kan prædike over den uden at blive berørt (og måske også irriteret) af den spænding, der er mellem fest og fiasko/frelse og fortabelse.

Så kan man som præst vælge, som jeg oplevede ved en gudstjeneste i en anglikansk kirke i London sidste år, at give folk det, som de er kommet for – en juleprædiken! Eller man kan bide sig fast og tage det nødvendige livtag med teksten. Jeg vælger det sidste.

Når man vælger livtaget med teksten, skal man gøre sig klart, at man hurtigt kan lukke tilhørernes ører helt i! Det kan ske i det øjeblik, man læser ”men’et”, der lyder sidst i teksten som svar på de ulykkelige pigers bøn - Herre, Herre, luk os ind. ”MEN han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.”

For at undgå de lukkede ører bliver jeg som præst nødt til at gå ind under tekstens hårdhed og i prædikenen vedkende mig, at ordene om dom også er møntet på mig selv. Udgangspunktet bliver så, at vores virkelighed er, at vi er/var fortabte, men Gud greb ind (Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16) og sendte sin søn til jorden, for at den, der tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv. - Det er nåde.

Dåben er det sted, hvor vi bliver sat ind i den nåde, og i dåbsbønnen beder vi også: ”Bevar os i troen, så at vi aldrig tvivler om denne din gave, og styrk os ved din Helligånd til at stride mod synden og blive i vores dåbs nåde”. Her læser vi det, som vi godt kender fra dagliglivet, at ting kan forsvinde for os, hvis vi ikke bruger dem. Sprog kan forsvinde, hvis vi ikke bruger det, kærlighed kan forsvinde, hvis vi er adskilt fra vores elskede, livet uden næring, lyset uden olie, troen uden sine kilder. I Romerbrevet kapitel 10 vers 17 står der ligeledes, at troen kommer af det, som høres.

Lignelsen om de ti brudejomfruer afliver alt skinhellighed, for den er jo netop fortalt til dem, der glæder sig til, at brudgommen kommer – og alligevel ikke er klar til, at det sker.

Der bliver så fire punkter til eftertanke i prædikenen:
 
1. Vi må holde kilderne til vores tro åbne i vores liv: Dåb, ordet, nadver, bøn og lovsang.
2. Vi må vente på Jesu komme med længsel (og måske anfægtelse) og gerne dele glæden i denne længsel med vores medmennesker.
3. Vi må leve vores liv nu og her med glæde og taknemlighed (som brudepiger, der venter og glæder sig). Sagt med et citat af Benny Andersen: ”Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar.”
4. At vente (på genkomsten) kalder på tålmodighed, hvilket 2. søndag i advents episteltekst fra Jakobsbrevet også gør klart: ”Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme”

Glædelig advent!

Ole Cæsar Jensen er sognepræst Hillerød Kirke.