"Jesus måtte lide under grusom tortur"

Forestil dig tortursituationen: Du er blevet arresteret - under tumultariske forhold - det er altid sidst på natten, da modet kører på laveste blus - du er blevet slået og ydmyget, du er blevet ført væk. Du er alene med dine bødler. Din verden er styrtet sammen. Det ser sort ud, skriver torturforsker Sven Arvid Birkeland. Foto: colourbox.com

Jesus var udmærket klar over, hvad der ventede ham. Den sidste og sværeste ventetid før torturen og henrettelsen tilbragte han med bøn i Getsemane Have, skriver dr.med og torturforsker Sven Arvid Birkeland

Hver søndag lyder trosbekendelsen i kirken med ordene: " pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet."

Noget, man hører tit, kan blive til noget kendt og derefter til noget, man reflekterer mindre over.

LÆS OGSÅ: Kristne støtter tortur mere end ikke-religiøse

Jesus blev udsat for grov tortur
I alle fire evangelier beskrives Jesu bøn i Getsemane Have, arrestationen med forhør i ypperstepræstens gård og hos Pilatus, hvor Jesus blev udsat for fysisk og psykisk tortur med slag, pisk, tornekrone, hån og spot og til sidst den grusomme død på korset. Kristendom.dk har bedt mig om at fortolke Jesu lidelseshistorie ud fra min baggrund på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).

Mine foreløbige 10 år på RCT med torturofre har givet mig et dybt indblik i tortur og de livslange følger heraf. Forestil dig tortursituationen: Du er blevet arresteret under tumultariske forhold det er altid sidst på natten, da modet kører på laveste blus du er blevet slået og ydmyget, du er blevet ført væk. Du er alene med dine bødler. Din verden er styrtet sammen. Det ser sort ud.

Ventiden er det værste
Til torturens lidelser hører ventetiden på tortur,' der kan være værre end selve pinslerne. Det ved og bruger nutidens bødler også.

Jesus var udmærket klar over, hvad der ventede ham. Den sidste og sværeste ventetid tilbragte han med bøn i Getsemane Have.

Her blev han "grebet af sorg og gru. Min sjæl er dybt bedrøvet til døden" (Matthæus), forfærdelse og gru (Markus), appel: Fader, om du vil, så tag denne kalk fra mig og dødsangst: hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden (Lukas).

På korset sagde han: Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Kim Malthe Bruun tænkte tit på Jesu lidelser
Den stærkeste indsigt i Jesu lidelser før påske finder jeg hos modstandsmanden Kim Malthe Bruun. Mellem forhørene i Vestre fængsel, hvor han gennemgik grusom tortur, tænkte han dybt over Jesu lidelser:

" Jeg har også (...) mange gange tænkt på Jesus. Jeg kan godt forstå den grænseløse kærlighed, han har følt til alle mennesker, og især til alle dem, der var med til at drive naglerne gennem hans hænder. Han har været hævet langt over enhver lidenskab, fra det øjeblik han forlod Gethsemana. Kun da han vågede, følte han angsten."

Kim blev henrettet tre uger før befrielsen i maj 1945.

Ved oprydningen i Vestre Fængsel efter kapitulationen fandt en frihedskæmper et brev fra Kim. Han var da blevet båret bevidstløs op i cellen efter tortur:

"... Det slog mig allerede lige bagefter, hvor jeg nu forstår noget nyt af Jesusskikkelsen. Det er ventetiden, der er prøven. Jeg forsikrer for, at få drevet et par nagler gennem hænderne, at dø på et kors, er intet ud over noget rent mekanisk, der sætter ens ånd i en sanserus, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Men ventetiden i haven, den drypper af rødt blod ..."

Forestil dig tortursituationen: Du er blevet arresteret - under tumultariske forhold - det er altid sidst på natten, da modet kører på laveste blus - du er blevet slået og ydmyget, du er blevet ført væk. Du er alene med dine bødler. Din verden er styrtet sammen. Det ser sort ud, skriver torturforsker Sven Arvid Birkeland. Foto: KRISTIAN LINNEMANN