Josef: Jeg må passe på Maria og drengen

Hvad gjorde Josef sig af tanker og overvejelser, da han befandt sig i stalden i Betlehem med Maria og det nyfødte Jesusbarn? Det giver bibliodramavejleder Ele Bonde her et bud på

Jeg er Josef. Jeg er kommet til Betlehem, min slægts by, sammen med Maria. Men min sjæl er urolig. Byen er blevet stille omkring mig. Natten er ved at falde på. Barnet er kommet. Min dejlige Maria med barnet. Hun svøber det, som om hun har haft mange børn i hænderne før dette mærkelige barn.

Om det også er mit barn? Det er der aldrig nogen, der får at vide. Men jeg har trods alt ikke forladt hende. Da min kære Maria fortalte mig sin uhørte fortælling om, hvordan englen Gabriel havde besøgt hende og talt med hende om, at hun skulle føde Messias, var min første tanke, at jeg ville trække mig ud af Marias liv, selv om tanken gjorde vanvittig ondt. Lille fine Maria.

Men vi var kun forlovede, og hendes graviditet ville kaste skam over os. Så var det bedre at stikke af. Skylden ville falde på mig, og Maria kunne leve det, hun mente, hun var bestemt til. Det er ikke, fordi jeg ikke har nogle drømme. Om natten giver jeg plads til dem. Mest om natten.

Min navnebror Josef, som jeg har hørt meget om gennem min barndom, har haft mange farvestrålende drømme, og han fortalte om dem vidt og bredt og stod dér og strålede, så alle blev misundelige. Han var modig, og han ville frem i livet. Jeg er mere bekymret.

Min Maria! Hvor er hun hengiven. Hvor er hun opslugt. Og barnet er så sart. Hvor er nyfødte børn i grunden sårbare. Hvem skulle passe på de to, hvis ikke det var mig! Hvem er du, dreng? Er du et almindeligt menneskebarn, eller er du virkelig ham, vi venter på? Jeg har siddet ved fødderne af lærde mænd, og jeg har lyttet til min egen far og mor og alle de gamle i vores slægt. Deres øjne brændte, når de talte om Messias. De remsede tegnene op og lod drømmene få vinger.

Nat efter nat genkalder jeg mig de tegn. Jeg forsøger at få sammenhæng mellem det, jeg har lært og det, jeg oplever. Skulle Maria virkelig bære på Messias, så vil jeg gøre alt for at genkende tegnene, endnu før de er blevet helt tydelige. Jeg må mærke, se, lytte, grunde.

Denne her by. Vi sang altid om den. Du Betlehem. Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.

Er det nu? Falder tiderne sammen? Er det nu, der udgår én fra dig – er det drengen hos Maria? Hvad vil Herodes tænke om det? Skal han, vi venter på, han, der udgår fra dig, vokse op i hemmelighed, langt væk fra de mægtiges øjne? Eller skal mit folk vide, hvad der er ved at ske?

Jeg har altid været stolt af, at min slægt kunne føres tilbage til kong David, for der taltes jo om, at Messias skulle komme af Davids æt. Men nu, hvor jeg måske står midt i det, føles det mere som en byrde. Vi har altid sunget om, hvor mægtig han skal være. Nu virker han mere udsat, mere sårbar end nogen anden.

Hvad har Gud egentlig tænkt sig? Min slægt skal være et tegn, og så skal han samtidig komme fra Gud. Hvad er min rolle, hvordan skal jeg være far? Ved drengen selv, hvem han er, eller er det os, der skal fortælle ham det? Med hver dag kommer der nye spørgsmål og bekymringer. Vi må lære ham at kende, og jeg må holde øjne og ører åbne. Der står forresten: Fra Egypten kaldte jeg min søn. Måske vil det være en god beslutning at tage hen og være der nogle år. Mit lod må være at beskytte. Både Maria og drengen.

Ele Bonde
Cand.phil, diakon og bibliodramavejleder
Læs mere på hjemmesiden Liv i Samspil