Juleprædiken: Derfor blev det jul

Gennem julens barn og påskens korsfæstede, døde og opstandne Herre, Jesus Kristus, viser Gud os, hvem han er, og hvad der evigt er meningen med livet. Midt i en kold og mørk verden tændes der lys, skriver biskop Lise-Lotte Rebel.

Vi bliver i julen udfordret til at fundere over, hvad der holder i vort liv, både når livet er smukt, men også når det gør ondt, skriver biskop Lise Lotte Rebel

For det indre øje tegner sig billederne fra en film, jeg så for nogle år siden. Billeder, som ikke mere kan gå væk. Jeg tænker på den italienske film Livet er smukt.

Kærlighed er stærkere end vold og had

Det er en gribende historie om en italiensk, jødisk familie, som havner i koncentrationslejr under anden verdenskrig. Familien bliver splittet, men det lykkes faderen at skjule sønnen, som er omkring 5-6 år, hos sig. Og på trods af de daglige rædsler i kz-lejren lykkes det faderen med sine fortællinger at afvæbne angst og ondskab. Han fastholder drengen i en tro på, at livet er smukt. At retfærdigheden vil sejre. Og at det er volden og destruktionen, som er latterlig og afmægtig.

Der er en helt grotesk scene i filmen, hvor en af kz-lejrens ondskabsfulde SS-officerer indfinder sig i barakken og råber og skriger ordrer og trusler om død og mishandling i hovedet på fangerne. Alle farer de sammen og dukker hovedet yderligere. Barnet forstår hverken sproget eller officerens ophidselse, men faderen giver sin egen oversættelse af episoden, så barnet kan blive i troen på, at livet er godt. Kontrasten mellem den sølle udpinte far over for officerens brølende overmagt er skærende. Men filmen viser på helt formidabel vis, at det er den afmægtige far, der med sin uendelige kærlighed til barnet totalt og aldeles afslører den rå magt hos den magtfulde officer. Den tilsyneladende overmagt afsløres som underlegen i forhold til kærligheden. Filmen bagatelliserer ikke ondskaben. Hvordan skulle den også kunne det, når brutaliteten nærmest råber en op i hovedet? Men filmen formår på eminent vis at udstille ondskaben og volden som ynkelig og primitiv.

I filmens fortælling er det den afmægtige far, der kommer til at vidne om en anden magt; en større magt og en større sandhed end den, vi ser og hører i nazismens og totalitarismens brutale fremfærd. Filmen ender bevægende med, at faderen bukker under i kampen for at redde sin kone og sin søn. Men i denne tilsyneladende afmagt afsløres det, at kærligheden er så langt overlegen i forhold til hadet og volden. Faderens kærlighed afklæder den brutale ondskab som ynkelig.

Gud bøjer sig dybt

For mig er denne film et fint billede på det budskab, vi skal høre i julen. I en stald i Bethlehem fødes et barn. Verdens skaber og Herre kommer til os.

Ja, sådan tror vi om barnet, der blev født julenat. I en nyere julesalme hedder det om Gud: Du såede stjerner som var de kun frø, nu tørrer Maria dit hoved med hø. Universets skaber som et spædbarn i en krybbe julenat, vor frelser og Herre forpint på et kors langfredag; det er dårskab i verdens øjne, siger Paulus, men tilføjer så, at netop det budskab er Guds visdom. Så stor er Gud, at han bøjer sig så dybt ned!

Gennem julens barn og påskens korsfæstede, døde og opstandne Herre, Jesus Kristus, viser Gud os, hvem han er, og hvad der evigt er meningen med livet. Midt i en kold og mørk verden tændes der lys. Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det, som det hedder i Johannesevangeliet kap. 1 vers 5.

Der gives ikke i kristendommen nogen nemme forklaringer på mørket, det vil sige på den død og den kulde, som vi alle på et eller andet tidspunkt overmandes af i vort liv. Måske er mørket særlig tungt her i julen, som er hjerternes fest. Der er mennesker iblandt os, som bærer på julesorg: sorger, der er særligt tunge i julen, hvor alle skal være glade. Kristendommen bortforklarer ikke det onde. Hverken det onde, der er i verden, eller det onde, vi selv rammes af eller bærer på. Nej, men den taler heller ikke udenom. Det er her, Gud vil være, hører vi i juleevangeliet. Her hos os. Hvem kunne forestille sig Gud sådan? Med det lille barn i krybben udfordrer julens evangelium alle vore egne hjemmelavede gudsbilleder.

Julens Herre udfordrer os til at fundere over, hvad der kan bære, hvad der holder i vort liv; både når livet er smukt, men også når det gør ondt, og vi må græde.

Jeg ønsker alle en glædelig jul.

Lise-Lotte Rebel
Biskop over Helsingør Stift
.

Gennem julens barn og påskens korsfæstede, døde og opstandne Herre, Jesus Kristus, viser Gud os, hvem han er, og hvad der evigt er meningen med livet. Midt i en kold og mørk verden tændes der lys, skriver biskop Lise-Lotte Rebel Foto: Leif Tuxen