Kirkelige fløje er skadelige for folkekirken

At der ikke bliver valgt kandidater fra de mere yderligtgående fløje skyldes, at folket ikke vil have dem, skriver Christian Roar Pedersen i et svar til Carsten Haugaard Nielsen

Carsten Haugaard Nielsen skriver i et indlæg den 23. april 2015, at bispevalgene i folkekirken går ud over kirkens rummelighed. Menighedsråd og præster vælger altid “midtkirkelige” kandidater. Der er ikke plads til kandidater med teologisk kant, som for eksempel en indremissionsk biskop.

Haugaards indlæg er en svanesang fra en, der tilhører en uddøende race. Nemlig dem, der ser sig selv som en del af de kirkelige fløje. De kirkelige fløje har længe været for nedadgående. Heldigvis! For allerede Paulus reagerer i sine breve til de første kristne menigheder mod denne uskik. Dengang mente nogle at de tilhørte Apollon, andre Paulus og andre Kefas. Nej, siger Paulus. Stop det. Stop splittelserne.

“Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus' navn?” Sådan skriver Paulus til menigheden i Korinth omkring år 50.

Spørgsmålet må også lyde til alle dem, der definerer sig som grundtvigske, tidehvervske eller indremissionske. Hvorfor forstår I ikke bare jer selv som kristne, hvorfor denne ekstra identitet oven i.

Så er vi ved rummeligheden. Den skal vi dyrke. Ikke splittelserne. En ordning, hvor de kirkelige fløje har hver deres biskop dyrker splittelsen. Hvordan skulle det i øvrigt også lade sig gøre i praksis? Skulle alle indremissionske så bo i Århus og alle tidehvervsfolk i Ribe?

Det er noget sniksnak og skadeligt for kirken. At folkets repræsentanter vælger biskoppen i en folkekirke er slet ikke nogen dårlig ordning. Vi er i Danmark et veluddannet folk, og de menighedsråd og præster, jeg kender, er fuldt ud i stand til at vurdere både faglig dygtighed og kirkelig erfaring hos bispekandidater. De er også i stand til at vælge biskopper, der sagtens kan rumme forskellige teologiske holdninger. Eller hvor ser Haugaard undertrykkelsen?

At der ikke bliver valgt kandidater fra de mere yderligtgående fløje skyldes, at folket ikke vil have dem. Splittelsernes tid er forbi, siger folket. Nu er tiden til en rummelig folkekirke, der appellerer bredt. Der er udfordringer nok at tage fat på. Den sekteriske kristendom og en opsplittet kirke er ikke løsningen og det vidnesbyrd, vi skal komme med.

Christian Roar Pedersen, sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift