"Kirken kan tilbyde fællesskaber, der forandrer"

Andreas Østerlund

Grupper af praktiserende kristne, som for eksempel har valgt at bosætte sig i socialt udsatte boligområder, viser, hvordan man kan skabe fællesskaber, der forandrer, skriver ph.d. studerende Andreas Østerlund Nielsen. Foto: Daniel Mikkelsen.

Kirken i Danmark bør se på sig selv som fællesliv, der vender udad, hvis vi vil være til stede som kirke i en sekulariseret og spiritualiseret tid, skriver ph.d. studerende Andreas Østerlund Nielsen

Hvordan skal kirken være til stede i en tid, der er præget af sekularisering og spiritualisering? Dette spørgsmål rejses på seminaret "Kirken i klemme" i Aarhus d. 16. og 17. marts. Her følger ét af de bud, der vil blive præsenteret.

Kirkens sociale dimension er afgørende

For at kirken kan opfylde sin mission om at forkynde evangeliet i sin samtid, er det nødvendigt at anerkende tilværelsens sociale dimension. Det er fællesskaber, der forandrer. Lad os begynde at tænke på kirken som et fælles liv, der vender udad.

Hvordan kan den kristne tro blive og forblive virkelighed for mine børn, de mennesker, jeg omgås i det daglige og mig selv? Det spørgsmål er jeg meget optaget af. Og der findes vel næppe mange præster eller kirker, som ikke løbende spørger sig selv: Hvordan skal man være kirke i tiden? Hvordan kan man gøre evangeliet relevant? Hvordan kan man få flere i kirke?

Kirkernes forsøg på at handle sig gennem tidens udfordringer med spaghettigudstjenester, pilgrimsvandring og natkirke synes imidlertid ikke at række til.

Måske fordi disse tiltag ikke udfordrer de dybereliggende tendenser, som sekularisering og spiritualisering tilsammen er udtryk for. Det vil kræve, at kirken opbygger alternativ social kapital. Kirken må udgøre et fællesliv, der vender udad og vender os udad. På samme måde som Gud selv Fader, Søn og Helligånd er et fællesliv, der vender udad.

Via vores relationer tog vi livtag med Gud
Da valgmenigheden Bykirken blev oprettet i Århus i 2003, var målet, at vi ville være det første kristne fællesskab for mindst hver femte i fællesskabet. Det lykkedes omtrent! Der var gennem årene nogle stykker, som fik kontakt til kirken gennem vores forskellige udadvendte aktiviteter såsom Bøn&Brunch på Restaurant Svineriet og Café Pastor på Café Smagløs.

Det, som skabte forandring hos både kirkevante og nytilkomne, var imidlertid relationer og det fællesskab, som disse relationer tilsammen udgjorde.

Det var hér, at et valg af Gud blev til at være valgt af Gud. Det var hér, at vi tog livtag med hinanden om prioriteringer, livsstil og værdier. Det var et fællesskab, der forandrede os.

Kristendommen viger for sekulariteten
En tid og kultur udgøres af en mængde af dybe såvel som overfladiske fænomener. Kristendommen har været et dybt fænomen i Danmark, som nu begynder at vige for sekulariteten.

Dybe fænomener er det, vi tager for givet. De bestemmer, hvilke spørgsmål, vi giver vores individuelle svar på. Dybe fænomener kan kun forandres i fællesskab, og som oftest begynder det med at etablere et alternativ.

Spiritualiteten udgør efter min overbevisning ikke i sig selv et alternativ. Den er (kulturelt set) et individuelt overfladefænomen, som passer som hånd i handske med sekulariteten.

Internationalt peger et stigende antal teologer og kirkepraktikere derimod på munke- og nonnebevægelserne og deres spirituelle praksis som forbillede.

Klostrene udgør et socialt og åndeligt alternativ, som historisk har haft enorm kirkelig og kulturel betydning. De har ikke lukket sig om sig selv, men har, som filmen "Om Guder og Mænd" illustrerer det, udgjort et fællesliv, der vender udad.

Hvordan sådan et fællesliv kan se ud i en moderne tilværelse med familieliv og erhvervsarbejde, kræver måske god forestillingsevne, men grupper af praktiserende kristne, som for eksempel har valgt at bosætte sig i socialt udsatte boligområder, viser, hvordan det kan lade sig gøre.

LÆS OGSÅ: Flere kristne vælger ghettoer

Det er fællesskaber, der forandrer. Kirken i Danmark bør etablere og se på sig selv som fællesliv, der vender udad med kristendommen som fortegn, hvis vi vil være til stede som kirke i en sekulariseret og spiritualiseret tid.

Andreas Østerlund Nielsen
Ph.d. studerende på Aarhus Universitet og tidligere valgmenighedspræst i Bykirken