Klimaforandringer, pyt, vi skal alligevel snart dø?

Isbjerg

Næstekærlighedsbuddet er efter min mening ikke begrænset til de mennesker, vi deler tid og sted med. Den er grænseløs i tid og rum. Også de mennesker, der kommer efter os, skal vi opfattes som vores næste, skriver journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl. Iris

Nej, vi skal behandle skaberværket med respekt. Kristen næstekærlighed gælder nemlig også de generationer, der følger efter, mener katolik og journalist Malene Fenger-Grøndahl

Jeg tror, at vi har brug for at blive mindet om vores livsvilkår, især vores dødelighed, igen og igen. Kun på den måde kan vi finde tilbage til taknemligheden over livet og blive bedre til at tage ansvar for det. Tænk, hvis vi hver morgen stod op med den bevidsthed, at vi skal dø ville det ikke få os til at prioritere anderledes?

LÆS OGSÅ: Kirken skal blande sig udenom klimadebatten

Citatet stammer fra et oplæg, jeg holdt for nylig ved et efterårsstævne i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse. Oplægget handlede om tro og ansvar, og jeg var blevet inspireret af en lille fin bog af nuværende domprovst i Viborg Stift, Thomas Frank.

Den har titlen Om at høre Gud til. Menneskeliv og Kristentro, og den handler blandt andet om de vilkår, vi lever vores liv under - og vores svigtende evne til at erkende disse vilkår, blandt andet vores dødelighed, og især at fastholde denne erkendelse.

Kan tanken om egen død ikke give bagslag?
Deltagerne i efterårsstævnet var engagerede tilhørere, og vi debatterede i flere timer sammen forskellige aspekter af forholdet mellem tro og ansvar. Således også vores ansvar for naturen, for alt det skabte, også i forhold til for eksempel klimaforandringerne og de trusler mod både natur og mennesker, som de udgør.

Min bemærkning om vores mulige erkendelse af vores egen dødelighed fik én af tilhørerne til at udbryde: Jeg kan godt se, at vi kan blive mere bevidste om at prioritere de vigtige ting i livet, hvis vi for alvor forstår, at vi er dødelige. Men kan det ikke også give bagslag? I forhold til klimaforandringerne kan det vel ende med, at vi tænker pyt, vi skal jo alligevel snart dø.

LÆS OGSÅ:Tragisk CO2-rekord - hvor bliver kirken af i debatten?

Et godt spørgsmål, som mindede mig om den debat, jeg for nylig genhørte i Religionsrapporten på Danmarks Radios P1. Debattørerne var religionsforsker og blogger Jens André P. Herbener og biskop over Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen.

Herbener anklagede kristendommen og de andre monoteistiske religioner for at have et medansvar for klimakrisen. Han pegede på, at det monoteistiske, altså blandt andet det kristne, menneskesyn, har givet mennesket en central rolle, ofte på bekostning af dyrene og naturen i øvrigt, og at det har ført til og legitimeret rovdrift på naturressourcerne og manglende respekt for naturen.

Næstekærligheden, med dens fokus på medmennesket frem for for eksempel naturen, har også en del af skylden, mente Herbener.

Med særlige evner følger særligt ansvar

Herbener har en pointe. Men efter min mening undervurderer han potentialet i kristendommens menneskesyn. For som Elisabeth Dons Christensen slog fast, så har mennesket ifølge kristendommen et ansvar for at behandle skaberværket med respekt.

At mennesket er sat til at herske over dyrene, skal ikke forstås i en forsimplet forstand, der kan lede tankerne hen på undertrykkelse og udnyttelse. Mennesket har tværtimod med sine særlige evner et særligt ansvar for at forvalte naturen - til Guds ære og i taknemlighed over skaberværket.

LÆS OGSÅ: Næstekærlighed i kristendommen

Desuden er næstekærlighedsbuddet efter min mening ikke begrænset til de mennesker, vi deler tid og sted med. Den er grænseløs i tid og rum. Også de mennesker, der kommer efter os, skal vi opfattes som vores næste, ligesom dem, der er gået forud for os.

Som Jesus sagde: Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Han er med os os mennesker på tværs af tid og rum og han er med os med sin kærlighed og sin forventning om, at vi svarer på den kærlighed med det skabtes hengivenhed for sin skaber og alt det skabte.

Så når vi står op om morgenen, må vores bevidsthed om vores egen dødelighed minde os om, at vi deler dette vilkår med alle andre mennesker og med den natur, der ikke selv kan erkende sin dødelighed, men som vi så meget desto mere har ansvar for at respektere.

Malene Fenger-Grøndahl er journalist, forfatter, katolik og panelist ved kristendom.dk.