For Knausgaard er Guds nåde at ophæve modsætninger
Mennesket forstår sig selv som ”os” mod ”dem”, men for Gud er vi alle lige. Det sætter den norske forfatter Karl Ove Knausgård litterært i spil, når han beskriver menneskets kamp for at blive set og for at skille sig ud
I sin bog Solsikken (1969) erindrer den berømte nazi-jæger Simon Wiesenthal (1908-2005) en oplevelse fra 2. Verdenskrig, hvor han i Rusland blev ført ind til en døende, tysk SS-soldat, der ønskede at få en jødes tilgivelse for en grusom massakre mod 300 jøder.
Det var især ét billede, der igen og igen dukkede op i soldatens erindring: En brændende far, der med sin datter sprang ud af et brændende hus. Pigens hår var sort, og hun havde sorte øjne.
Simon Wiesenthal rejste sig fra SS-soldatens dødsleje uden et ord.
Lige siden forfulgte spørgsmålet Wiesenthal: Skulle jeg have tilgivet soldaten? Wiesenthal udvekslede breve med mange om dette spørgsmål. Han følte sig ikke kaldet til at tilgive på andres vegne og svarede selv med ordene: ”Hvis vi tilgiver dette folkemord, vil det blive gentaget”. Præsident og filosofiprofessor Léopold Senghor (1906-2001), daværende præsident i Senegal (1960-80), svarede på den anden side tilbage: ”Jeg tror, at De – om de havde været kristen – havde tilgivet”.
Knausgård: Vores kamp er for at blive set
Karl Ove Knausgård, i dag den klarest lysende stjerne på den litterære himmel i Norge, har også beskæftiget sig indgående med spørgsmålet om Guds tilgivelse eller Guds nåde. Det sker bl.a. i hans storværk, Min Kamp, der udkom i 2009-11. Et meget rost selvbiografisk værk på over 4000 sider, hvor han hudløst udleverer sig selv, sin familie og ikke mindst sin alkoholiske far.
Knausgård hævder, at i stedet for at udpege Hitler som den unormale eller radikalt onde, så er det kun Gud, der er den ”radikalt anden”. For Gud er vi alle lige. Også Hitler og Breivik. De er dermed lige så meget værd for Gud som deres ofre.
Opdelingen i os og dem og senere ”det”, som jøderne blev kaldt af nazisterne, er ikke forbeholdt Hitler og nazisterne. Det er ifølge Knausgård et træk af den menneskelige natur. Han hævder, at vi er så bange for det forskelsløse eller for at forsvinde selv, at vi hele tiden sætter forskelle op. På den måde sikrer vi, at vi hver især er en del af et ”vi”, så vi da i det mindste har en identitet i kraft af dette – i modsætning til de andre. Og det gør vi hele tiden. Vi er ganske enkelt bange for at forsvinde. Vores kamp handler ofte om dette at blive set. Det kæmper vi for hele livet, siger Knausgård.
Guds nåde er at ophæve alle forskelle
Knausgårds teologi peger på, at det kun er Guds kærlige blik eller nåden, tilgivelsen, der kan give os fred i den evige kamp, vi befinder os i som mennesker. Gud er den eneste, som kan ophæve alle forskelle. Kristendommen er derfor hos Knausgård noget, der bryder med menneskets øvrige forestillinger. Derfor er det hos Knausgård netop ophævelsen af ethvert menneskeligt opstillet ”vi” og ”de”, der er nåde.
I Knausgårds teologi er mennesket aldrig subjekt, men altid objekt – og endda dativobjekt - det vil sige hensynsled.
At mennesket alene ved Guds nåde og ved tro - uden lovens virke og uden enhver moralsk anstrengelse - bliver en for Gud uigenkaldelig person, var ikke blot på kristendommens tidlige stadium for grækerne en dårskab og for jøderne en skandale. At vi alene gennem tillid til Guds nåde bliver accepteret af Gud, selv om vi er uacceptable, forekommer også en nutidig moral skandaløs og tåbelig.
Gud gør Kain til ethvert menneskes mulighed
Når vi sidder i kirken om søndagen, oplever vi at blive tiltalt som personer, der er mere end summen af vore handlinger. Her kan vi så at sige begynde forfra.
Hvordan eller hvorfor?
Fordi Gud har taget vores forbandelsesdød på sig. I den korsfæstede Kristus har Gud dødet døden i vores sted, 2. Korinterbrev 5, 21: "Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham".
Luther siger, at Gud ødelægger, for at han på ny kan skabe ud af intet. Gud gør alt, hvad der sker i virkeligheden, han virker alt i alt. Når mennesket dør som følge af ondskab, så er heller ikke dette muligt uden Guds almagt. Var Gud ikke i alt, hvad der skete, så ville han være en latterlig Gud. Men virker Gud alt i alle, så er han også i den gudløse - ja endog i satan. Så må Farao og Judas, og Breivik og Hitler være til tjeneste for hans almægtige vilje.
Guds nej til Kain er Bibelens første ord om retfærdiggørelse af den gudløse. Da brodermorderen Kain dømmer sig selv til at blive flygtning på jorden, siger Gud nej til ham. Det nej og Kain er ethvert menneskes mulighed.