Kristendommen står og falder med troen på opstandelsen

Hver påske er en anledning til at opleve den opstandne på en ny måde, skriver katolske Lars Messerschmidt i sin påskeprædiken. Illustration: Esben Hanefeldt Kristensen.

Budskabet om Jesus Kristus forbliver tomme ord for os, hvis ikke Helligånden giver dem indhold, skriver katolske Lars Messerschmidt i sin prædiken til Påskedag

Prædiketekst: Johannesevangeliet 20,1-9:

"Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: "De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham". Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde".

Den opmærksomme læser af evangeliernes beretning om påskedag har sikkert bemærket, at ingen af dem beretter om selve opstandelsen som hændelse, sådan som den kristne kunst fra tidernes morgen gør det. Vi er så vant til at se disse billeder, så at vi tror, at de mere eller mindre gengiver, hvad der skete. Men det gør de ikke, de er en slags meditation over vores tro på opstandelsen.

Alle evangelier er enige om, at da kvinderne og nogle af disciplene kom til graven denne påskemorgen, fandt de graven tom, Jesu legeme var der ikke. Alle evangelier fortæller også, at kvinderne så en eller to engle, der fortalte dem, hvad der var sket. Men det gjorde kun forvirringen større. Det er altså tydeligt, at ingen var virkelig forberedt på, at Jesus skulle opstå, selvom han tre gange forinden havde sagt det til disciplene.

Måske har vi kristne det lidt på samme måde. Vi har så ofte hørt om og talt om Jesu opstandelse, at den ligesom er en selvfølge, noget vi er fortrolige med. Men er det nu også sikkert? Kan vi nogensinde blive fortrolige med opstandelsen? Jo, med tanken om opstandelsen, men ikke med virkeligheden selv! Jesu opstandelse er ikke blot en almindelig begivenhed, der blot kan konstateres. Der er ingen vidner til begivenheden. Den er et mysterium, vi ikke fatter. Det er, hvad der derefter skete, vi hører om.

Nu står og falder vores kristendom med troen på opstandelsen som en realitet. Det var det centrale budskab, apostlene bragte menneskene. De kloge filosoffer i Athen gjorde lidt grin med Paulus, da han fortalte om Jesu opstandelse som beviset på, at Jesus er verdens Herre. Det gjorde til gengæld den fromme romerske officer i Cæsarea ikke. Mens apostlen Peter forkyndte dette budskab for ham og hans husstand, skete der noget helt usædvanligt - også for Peter. Helligånden kom over alle, der hørte ordet (Apostlenes Gerninger 10,44).

Budskabet om Jesus Kristus, den opstandne, forbliver tomme ord for os og utroværdigt, hvis ikke Helligånden giver dem indhold. Jesu opstandelse betyder kort fortalt, at Jesus med sjæl og legeme forlod denne verden. Heller ikke hans legeme hører længere til denne verden, men er befriet fra den jordiske virkelighed, som er vores. Derfor var graven tom.

Johannes fortæller i sit evangelium, at Jesus opvakte Lazarus fra de døde (kap. 11). Men det var ikke en opstandelse som Jesu opstandelse. Lazarus kom tilbage til denne verden og skulle senere dø igen. Men Jesus forlod med legeme og sjæl denne verden og blev optaget i Faderens verden, den nye himmel og jord. Han skulle ikke dø igen. Jesus er altså borte, eller er han?

Det er her, Helligånden kommer ind i billedet. Ved den sidste nadver sagde Jesus (Joh.14,16-18): "Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer".

Efter pinse er det Helligånden, der er hos de troende, eller sagt på en anden måde, Jesus er fra da af nærværende hos disciplene ved Helligånden, den anden talsmand. Som han siger: "Jeg kommer til jer". Helligånden gør Jesus nærværende for os, og der er tale om et virkeligt nærvær, ikke en slags erstatning for hans synlige nærvær før hans død. Ja, der er tale om et endnu mere intimt og personligt nærvær end før.

Jesus siger udtrykkeligt i denne tekst, at verden ikke kan tage imod Helligånden, fordi den hverken ser eller kender den. Jesus er efter sin opstandelse i en helt anden verden, som kun Helligånden kan bygge bro til. For at det kan ske, må vi i tro tage imod Jesus. Vi forestiller os måske, at Jesus via Helligånden kommer til os. Det er også det, han siger i denne tekst, men man kunne også godt sige, at det er os, der ved Helligånden er der, hvor Jesus er hos Faderen.

Og det er, hvad Paulus skriver i Kolossenserbrevet kap. 3, som i den katolske liturgi er påskedagens anden læsning: "Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud". Helligånden ophæver grænsen mellem denne verden og Guds verden, mellem den tid, vi lever i, og Guds evighed.

Paulus siger kategorisk, at vi er døde og oprejst med Kristus, altså at vi er sammen med Kristus hos Faderen. Vores død og opstandelse sker i dåben. Her er ikke tale om en symbolsk død og opstandelse, men om noget virkeligt, ellers ville dåben ikke være et sakramente, men blot et ritual.

Der er ingen tvivl om, at den romerske officer gennem Peters prædiken, og da Helligånden kom over ham, virkelig mødte Kristus personligt. Jesus døde og opstod, for at vi kan have fællesskab med ham og med Gud. Men det er Helligånden, der gør det muligt. Uden Helligånden ville selv den mest opbyggelige prædiken om Herrens opstandelse være indholdsløs og uden mening.

Det betyder i praksis, at vi skal undersøge vor egen tro på Jesu opstandelse: Møder jeg virkelig i mit eget tilfælde den opstandne? Min erfaring som præst har lært mig, at alt for mange kristne egentlig ikke har noget dybt personligt forhold til ham. Troen er ikke levende, den er abstrakt og teoretisk. Hvorfor er det sådan, når det kunne være anderledes?

Svaret er måske, at jeg ikke har oplevet, at Helligånden har vidnet for mig om Jesus, sådan som Jesus selv udtrykker det (Johs. 15,26). Det kan der være flere forklaringer på, blandt andet en mangelfuld undervisning om Gud, men ofte er det især et manglende vidnesbyrd fra andre, der er ægte og troværdigt. En ting er sikkert: Det er ikke Helligåndens skyld. Jesus siger udtrykkeligt, at han skal vidne om ham. Altså gør han det, men hvis mennesker ikke også gør det gennem deres liv og ord, eller hvis vi selv ikke ønsker at tage imod deres og Helligåndens vidnesbyrd, så er chancen for, at vi møder den opstandne, ikke stor.

Hver påske er en anledning til at opleve den opstandne på en ny måde. Hvis vi ærligt beder Helligånden om at vidne for os om Kristus, det vil lade os møde ham i vort eget liv, vil det ske, og vi vil med stor glæde opdage, at også vi er opstået med ham og ikke længere har vort tyngdepunkt i verden, men hos Gud.