Synspunkt

Kristen teologi er også kropsorienteret

Når jeg mediterede over skriftsteder, oplevede jeg, at bevægelser begyndte at komme til mig. Det var som om kroppen selv fortalte, hvad bibelordet betød for mig. Og hvordan bibelteksten kunne tale direkte ind i mit liv og afsløre psykologiske og åndelige tilstande. Gud gav mig en dybere forståelse af sammenhængen mellem fysiologi, psykologi og teologi, skriver meditationskonsulent Øyvind Borgsø.

Sammenhængen mellem krop og bøn er velkendt stof i Bibelen, og kristen teologi er kropsorienteret, selv om det til tider ikke virker sådan, skriver meditationskonsulent Øyvind Borgsø

Mange af de spirituelle kulturer, jeg har lært at kende, har en integreret kropspraksis, der fremmer det åndelige liv. Muslimerne bøjer sig og knæler og holder hænderne frem med åbne håndflader, buddhisterne går og kryber på forskellige måder, og hinduerne dyrker yoga.

I ny-åndelige miljøer er kroppen også central i det brede udvalg af selvudviklingsmetoder som kropscanning, visualisering, psykodrama, håndlæsning, irisdiagnose og polaritetsterapi.

Jødedommen lærer, at kroppen ikke fordærver sjælen, men er et gudgivet redskab for helliggørelse og nærvær i verden. Kroppen er afhængig af beskyttelse, omsorg og respekt, fordi den er hellig.

Læs også: Præst: Nadveren giver gudstjenesten krop 

Da jeg kom til tro, var det derfor lidt forvirrende at komme ind i den norske kirke. Her er kroppens teologi, sammenlignet med de ovennævnte kulturer, meget omfattende, og har samtidig så lavt et niveau af kropslig spirituel praksis.

Krop i Bibelen

Sammenhængen mellem krop og bøn er velkendt stof i Bibelen, og kristen teologi er kropsorienteret, selv om det til tider ikke virker sådan. 

Gud har formet kroppen i kærlighed og er svært godt fornøjet med den. 

Gud tog selv bolig i en krop. Hvis Han mente, at kroppen er forkastelig, tror jeg, Han havde valgt en anden måde at forene sig med sit skaberværk. Måske er det en måde at vise os, at vi også kan tage ejerskab over vores egen krop, træde ind i den og forsone os med den krop, vi har fået tildelt. 

I Bibelen står der, at kroppen tilhører Gud og er et tempel for Guds ånd, som han har åndet ind i os. Kroppen er altså en central arena for mødet mellem mennesket og Gud, en arena for bønnens liv, et sted, hvor Gud udfolder sit liv. 

Læs også: Det kropslige udtryk er en del af kristendommens tradition 

Kroppen er en del af bønnen, og bønnen en del af kroppen. Det er ikke bare i tankene og følelserne, vi møder Gud, men hele kroppen er en mødeplads med Gud. 

Gud ønsker at være i relation til os som hele mennesker, han ønsker ikke kun at kommunikere med vort intellekt. At lade kroppen være en del af bønnen gør os mere hele som mennesker. Er vi til stede i os selv som krop, sjæl og ånd, kan vi samtidig gøre os tilgængelige for Gud, med alt vi er. Vi vil da nyde mere af bønnens mangfoldige sider og genkende flere af Guds spor i hverdagen. 

Åbne håndflader

I den ortodokse kirke og den katolske kirkes trospraksis har jeg fundet gode redskaber for, hvordan kroppen kan blive en naturlig del af bønslivet. 

Det var en kærkommen gave at få mulighed for at udforske disse redskaber, og jeg opdagede hurtigt, at det styrkede min relation til Gud, fordi jeg fik en mere hel kommunikation. 

Jeg kunne nu komme til Gud med hele mig og oplevede, at Gud var i stand til at rumme og imødekomme alt i mig. Dette gjorde det samtidig lettere for mig at rumme alt det, der findes i mig på godt og ondt. Når jeg bliver tømt for ord kan jeg overlade til kroppen at føre mig videre ind i bønnens landskab. 

Når jeg mediterede over skriftsteder, oplevede jeg, at bevægelser begyndte at komme til mig. Det var som om kroppen selv fortalte, hvad bibelordet betød for mig og hvordan bibelteksten kunne tale direkte ind i mit liv og afsløre psykologiske og åndelige tilstande. Gud gav mig en dybere forståelse af sammenhængen mellem fysiologi, psykologi og teologi. 

Jeg erfarede, hvordan fysiske bevægelser kan skabe bevægelser i mit sind og min ånd. For eksempel bare den enkle bevægelse at åbne håndfladerne og at vride i underarmen, så håndfladerne peger opad. 

Læs også: "Kroppen er sjælens tempel" 

Bevægelsen skaber en lille sammentrækning i brystmusklerne, som er med til at åbne i brystet – åbne for åndedrættets strøm og give rum for hjertet - åbne for, at Guds livspust kan strømme godt ind i mig, fylde mig med liv og hjælpe mig med at tage imod kærlighed. 

At åbne mig udløser noget i min sjæl, i mit følelsesliv. Det kan bringe gamle sår frem til overfladen, udløse frygt, modstand eller frihed og glæde. Alt efter graden af tillid, tryghed og harmoni og alt efter, hvilken tilstand, jeg er i den dag. 

Denne lille armbevægelse, som forårsager åbne håndflader, fortæller om åbenhed, imødekommenhed og fred. Den taler til min sjæl og min ånd om at åbne hele mig for Gud. Den gør mig mere modtagelig for Gud. 

Øyvind Borgsø er diakonmedarbejder og meditationskonsulent i Areopagos.