Langfredag skal menigheden leve sig ind i lidelsen

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”  spørger Jesus sin fader, da han lider på korset for ...

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” spørger Jesus sin fader, da han lider på korset for menneskets skyldnere. Foto: Verwendung weltweit, usage worldwide / Scanpix Denmark

Hvordan kan Judas forråde Jesus? Han er discipel. Er Judas så skuffet, at kærlighed er blevet til had?
Carsten Haugaard Nielsen, sognepræst i Christianskirken i Aarhus

Det kan synes, som om man befamler mysteriet, når der prædikes langfredag. Derfor skal prædikenen være anderledes end på enhver anden helligdag og hjælpe menigheden til indlevelse i langfredags mysterium

Skal der prædikes langfredag? Selvfølgelig skal der det. Langfredag er en af de allerstørste helligdage. Ligesom der skal prædikes påskedag – eller for den sags skyld juleaften – skal der også prædikes langfredag. 

Men kan nogen prædiken rumme langfredag? Ordene om Jesu lidelse er stærke i sig selv. Der er en næsten ufattelig kontrast denne dag. Ordene står på den ene side skarpe, som var de skåret af det kolde forårs rene himmel: ”Tilgiv dem, de ved ikke, hvad de gør?”, ”I dag skal du være med mig i Paradis.” Mens andre ord er som at se igennem en forårs morgentåge: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”  

Det kan synes, som om man befamler mysteriet, når der prædikes langfredag.

Derfor må der prædikes anderledes end på en almindelig søndag eller helligdag.

Prædikenen skal ikke forklare og fortolke. Det bliver alligevel kun til uhjælpelige forsøg. Den skal hjælpe menigheden til indlevelse i langfredags mysterium. Så man ser sig selv i langfredags drama. Ser, at det var min skyld, der bragte Jesus til korset. Og at jeg derfor må bede Gud om tilgivelse. Fra bønnen ser vi så sammen op på Guds søn på korset: Han gjorde det for mig!

Jeg har i mange år valgt at holde langfredag som en gudstjeneste med en langsom puls. Scenen sættes med litaniets gentagene gamle ord: Forbarm dig over os! Og af et stykke kunst, der viser Jesu korsfæstelse. På det kan øjnene hvile, mens ørerne hører. 

Og så sættes ellers denne gudstjenestes særlige puls i gang. I en vekslen mellem først oplæsning af et stykke af lidelseshistorien – i år fra Lukasevangeliet – dernæst en meditation over stykket med korte, prægnante sætninger, endelig en bøn og et vers, der sammenfatter. Inden vi går til det næste stykke af lidelseshistorien, læser det op, hører om det og beder igen. Ind imellem bruges også musikstykker fra orgel eller solist som ramme for eftertanken. 

Denne langfredag vil det for eksempel lyde sådan om Judas’ forræderi: 

”Mørket har magten. Det er Djævelens dag. Han kommer som en elsket discipel. Smilende, venligt. Han kommer med et kys.

Hvordan kan Judas forråde Jesus? Han er discipel. Han har lyttet til Jesus – dag efter dag. Lært af Jesus. Leet med Jesus.

Er Judas så skuffet over Jesus, at kærlighed er blevet til had? Er fristelsen til magt blevet for stor? Eller er det udsigten til 30 let tjente sølvpenge, der er afgørende? Eller har Judas bare misforstået det hele og tror, han gør det rette: bringer Jesus til jødernes øverste råd?

Når mørket har magten finder Djævelen altid én, der er svag nok. En han kan fordreje sandheden for, så man tror, man gør det rette. Men i virkeligheden gør det, der er ondt.

Hvor meget skal der til, før jeg falder for fristelsen? Hvor meget skal der til, før jeg forråder Jesus?

Bøn:
Herre, når mørket har magten og jeg er svag. Når Djævelen får tag i mig, og hvisker mig løgnen i øret. Så kom du selv og driv mørket væk. Stands mig, før det er for sent.
Amen.”

Efter på denne måde at indleve os i Jesu lidelse, slutter gudstjenesten med et glimt af det, der kommer. For også på denne dag må velsignelsen lyses, som ved enhver gudstjeneste. Forud for den må lysene på alteret tændes. 

Sådan sendes vi ikke fra gudstjenesten med mørket og sorgen og skylden og gruen alene. Vi fik også Jesu stærke ord i den forårsblå himmel undervejs. Og vi fik den velsignelse, der tilsiges os, at Guds åsyn hviler på os. Og på den døde.

Og sammen synger vi til sidst, stående:

"Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det frelser af din nåde,
stå mig bi, når fjenden frister
ræk mig hånd, når øjet brister,
sig, vi går til Paradis!"

Carsten Haugaard Nielsen er sognepræst ved Christianskirken i Aarhus og panelist ved kristendom.dk.