"Luther kan ikke associeres med nazismen"

Martin Luther krævede ikke blind lydighed over for statsmagten, mener Ricardt Riis Foto: Arkivfoto

Luther krævede ikke lydighed mod statsmagten for enhver pris, og han bør derfor ikke kædes sammen med Hitler og nazismen, mener teolog Ricardt Riis

Var Luther fyrstelakaj?

Det er der dem, der har hævdet. Det har for eksempel Leonhard Wermuth gjort i en artikel i bladet Deutsche Nachrichten, der fra 1945 til 1948 blev udgivet i de tyske flygtningelejre her i Danmark. Han skrev, at Luther i grunden var skyld i den politiske og nationale ulykke, der havde ramt Tyskland gennem Hitlers angrebskrig.

Han mente (fejlagtigt!), at Luther krævede lydighed mod statsmagten under alle forhold.

Han skriver:

"Adlyder en undersåt en magthaver, der påberåber sig sin 'guddommelige ret,' så adlyder han med henblik på sin sjæls frelse. Bekymring om den hinsidige frelse, frygten for Guds straf, angsten for pinslerne i helvede driver ham til blind lydighed.

Og denne tanke om, at Luther skulle have foreskrevet blind lydighed, kan jo godt føres videre til en tanke om, at Luther har en stor medskyld i, at generaler og andre militærpersoner ikke drømte om at sige fra overfor Hitlers angrebskrig.

Wermuth fik imidlertid svar på sin første artikel. I en artikel i Deutsche Nachrichten fortæller sognepræst ved den tyske kirke i København, W. Görnandt, hvad der var Luthers opfattelse af et menneskes forhold til øvrigheden.

Han forklarer, at fordi det er mennesker og ikke engle, øvrigheden skal herske over, skal den bruge sin magt, og af samme grund har undersåtterne pligt til at adlyde den.

Så fortsætter han videre i artiklen: hvis de 'overordnede' forlanger noget, der klart går imod Guds vilje, så skal de ikke adlydes; ja, Luther går endog så vidt, at han opstiller en ret til at nægte krigstjeneste for dem, som er fast overbevist om den pågældende krigs uretmæssighed.

Hvis man havde rettet sig efter ham på det punkt, så havde Hitler ikke på den måde kunnet lede Tyskland ud i uføret.

Der er altså tale om, at den kristne kun kan øve lidende modstand mod et uretfærdigt regime, siger Görnandt. Og det kan man naturligvis godt sige er for lidt.

"Men det kan man også bedømme anderledes og sige: På den ene side er passiv modstand for den svage ofte et meget mere virksomt middel end aktiv modstand; og på den anden side fører metoderne med revolution næsten altid til, at de, som i første omgang led uret, ganske hurtigt bliver til nogen, der øver uret."

Det er her det kendte spørgsmål om forholdet mellem den verdslige øvrighed og den kirkelige øvrighed, der er til debat. Desværre må man sige, at Wermuths misforståelse på ingen måde er enestående.

Det var i begyndelsen af 1900-tallet almindeligt, også blandt universitetsteologer, at hævde, at Luthers skelnen mellem de to regimenter betød, at den verdslige øvrighed kunne foretage sig næsten hvad som helst, uden at den kirkelige øvrighed kunne blande sig.

Man ville opstille vandtætte skotter mellem de to øvrigheder. Det svarede sikkert meget godt til den tyske kejsers forestillinger, men meget dårligt til Luthers.

Luther var tilhænger af den naturlige lov. Og når naturretten sagde, at kun en forsvarskrig er tilladt, så støttede Luther det med fuld styrke. Selv om man så, at modparten oprustede, selv om man så, at han samlede tropper ved grænsen, måtte man ikke angribe, heller ikke med et såkaldt 'forebyggende angreb'.

Men det havde man glemt i Tyskland i første halvdel af 1900-tallet. I stedet havde man i for eksempel den preussiske adel opbygget en teori om pligtfølelsen som noget godt og kristeligt, uanset hvad pligten gik ud på.

Det fik fatale følger. Men disse følger skal man ikke klandre Luther for.

Ricardt Riis er tidligere sognepræst og panelist på religion.dk