Synspunkt

5 gode råd til at blive bedre til at lytte

Når noget fylder i tankerne, eller man har brug for at træffe en beslutning, som kræver overvejelser, kan det have stor værdi at blive lyttet til uden afbrydelse, skriver Bente Lundbak Pihl, leder af Den Lyttende Kirke. Foto: djoronimo - Fotolia

Vi kan være Jesu efterfølgere ved at være gode lyttere. Jesus var fantastisk til at lytte. Og han lyttede under alle mulige forhold, skriver Bente Lundbak Pihl, der er daglig leder af Den Lyttende Kirke. Hun giver i indlægget fem gode råd til at blive en bedre lytter

Vi kan være Jesu efterfølgere ved at være gode lyttere. Jesus var fantastisk til at lytte. Og han lyttede under alle mulige forhold. For eksempel dengang han mødte de to disciple, der vandrede til Emmaus kort efter hans død (Lukasevangeliet kapitel 24 vers 13-35), hvor han lyttede til deres sorg og bekymringer i forbindelse med sin henrettelse.

En af de ting Jesus sagde, mens han levede her på jorden, var: ”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer” (Johannesevangeliet kapitel 15 vers 12). At lytte er at vise kærlighed!

Jeg spurgte deltagerne på et af vores kurser med Den Lyttende Kirke: Hvordan føler du dig tilpas, hvis du fortæller noget vigtigt til en anden, og vedkommende så ikke lytter? Deltagerne svarede blandt andet følgende: Jeg skrumper sammen; jeg føler mig ikke set/ikke elsket; jeg bliver frustreret; jeg bliver aggressiv; jeg føler mig afvist; jeg føler trang til og trækker mig tilbage; jeg bliver såret; jeg føler mig ensom.

Så spurgte jeg: Hvordan føler du dig tilpas, hvis du i den situation oplever, at vedkommende virkelig lytter? Til det var svarene blandt andet: Jeg slapper af; jeg føler, der er tid; jeg føler mig værdsat; det vækker tillid; jeg føler mig set; jeg føler mig elsket; jeg føler en fred.

Jeg synes, svarene er tankevækkende. Når vi lytter til en anden, giver vi værdi til den person. Vi giver anerkendelse. Det er opmuntrende og opbyggeligt at blive lyttet til. Det skaber et positivt miljø og mulighed for væskt!

Jesus sagde også ved en anden lejlighed: ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matthæusevangeliet kapitel 19 vers 19). Du skal altså også elske dig selv. Du skal også lytte til dig selv. Nogle gange kan man ikke lytte til andre, fordi man trænger til selv at blive lyttet til.

Når noget fylder i tankerne, eller man har brug for at træffe en beslutning, som kræver overvejelser, kan det have stor værdi at blive lyttet til uden afbrydelse. Så man kan blive mere afklaret og fordybe sig for en stund.

5 gode råd til at blive en bedre lytter  

1. Sig fra, hvis du ikke kan

Læg mærke til, om du kan lytte lige nu, ellers vær ærlig over for den, der gerne vil lyttes til, og sig det venligt: ”Jeg kan ikke lytte til dig lige nu.”

2. Lyt helhjertet, når du gør det

Hvis du vil/kan lytte, så beslut dig for det. Og gør det helhjertet. Forsøg at sætte dig i den andens sted, og søg at forstå det, du lytter til.

3. Lad dig ikke forstyrre

Vis, at du lytter med øjenkontakt og kropssprog. Sæt din mobil på lydløs og læg den væk. Hvis det er svært, så beslut dig for, hvor længe du vil/kan være ’off-line’, og giv så dig selv lov til at tage mobilen igen, når tiden er gået. Sæt eventuelt en svag alarm, men fortæl det til den, du lytter til. Vær rolig i dine bevægelser og fremtoning.

Lad for eksempel være med at sidde og lede efter ting i tasken. Sig for eksempel mmmm, ja eller andet, der tilkendegiver, at du virkelig lytter.

4. Bring ikke dig selv på banen

Læg mærke til, hvad der foregår i dig selv, og beslut dig for, at det ikke skal forstyrre din opmærksomhed, så du virkelig kan lytte til den anden. For eksempel, hvis det, den anden fortæller, minder dig om noget, og du får lyst til at fortælle om det, eller hvis du er meget uenig i det sagte og får lyst til at give udtryk for det, eller hvis du får lyst til at give et godt råd, eller hvis du får lyst til at stille nogle spørgsmål, så stop dig selv.

Vær disciplineret. Beslut dig for at lægge det, der fylder i dig til side for en stund, og giv din fulde opmærksomhed til den anden.

5. Giv stilheden plads

Giv plads til stilheden. Meget kan ske i en lille stilhed. Man har måske brug for at samle sig eller være eftertænksom et øjeblik eller andet.
Husk på alt det gode, du giver, når du ’bare’ lytter.

Bente Lundbak Pihl er daglig leder af Den Lyttende Kirke. Den Lyttende Kirke vil være til stede på Gammeltorv i forbindelse med Himmelske Dage 2016. Vi står klar til at lytte torsdag, fredag og lørdag.