"Man får sympati med den brutale Pilatus"

Der er mange interessante sprækker at udforske i evangeliernes beskrivelse af Pilatus' rolle og hans adfærd, mener generalsekretær Kirsten Lund Larsen. På billedet er det en Pontius Pilatus og Jesus gengivet i Scala Sancta i Rom. Foto: Toño Labra

Det er interessant, at evangelierne giver et så nuanceret billede af den afgørende dommer og brutale forhørsleder. Man ser måske et glimt af mennesket bag, skriver generalsekretær i KFUM og KFUK Kirsten Lund Larsen

Det har gjort stort indtryk på mig at læse beretninger om de tanker, et menneske kan gøre sig, når det ligger for døden. Hvad er det, der til syvende og sidst virkelig betyder noget? Dér henter man livsvisdom, tænker jeg.

LÆS OGSÅ: Pontius Pilatus

Jeg har hæftet mig ved, at det der fylder, ikke så meget er de gode minder og det gode, man eventuelt har gjort, men snarere det, man ikke har gjort. Undladelsessynder.

De situationer, hvor man kunne have gjort en forskel, men ikke gjorde det. Hvor man kunne have hjulpet eller grebet ind, men ikke havde modet, åndsnærværelsen, tiden eller næstekærligheden til det.

Et lidet flatterende eftermæle
I påskedagene dengang for to tusinde år siden var der én person, der i særlig grad havde den rolle. Pontius Pilatus er den person, der har den afgørende indflydelse. Som kan redde en uskyldig fra døden, men ikke gør det.

For mig er han en af de mest interessante skikkelser i påskeberetningerne. Han er også en af dem, der bliver skildret mest nuanceret. Der er mange interessante sprækker at udforske i evangeliernes beskrivelse af hans rolle og hans adfærd.

Pilatus er gået over i historien som den, der vasker sine hænder, og den, der ikke vil tage ansvar. Det er ikke noget flatterende eftermæle.

Men samtidig spiller han jo en fuldstændig afgørende rolle for opfyldelsen af profetierne. Var det ikke lykkedes for ypperstepræsterne og den jødiske folkemængde at få ham til at bøje sig for kravet om henrettelse af Jesus, var profetierne i hvert fald ikke gået i opfyldelse på den måde, som Jesus åbenbart selv forventede, at de skulle. Og som jo var en nødvendighed for, at den jordiske person Jesus kunne blive til den opstandne Kristus.

Så kan man jo godt give sig til at spekulere lidt over, hvordan verden så havde set ud, og hvordan kristendommen mon så var opstået?

LÆS OGSÅ: Hvorfor kaldes Jesus 'jødernes konge'?

Får vi et glimt af mennesket Pilatus?
Pilatus er en brutal romersk statholder, en kolonimagts lokale magthaver og undertrykker. Han er sat til at holde ro og orden i det besatte Palæstina, og derfor befinder han sig i Jerusalem i påsken, hvor der er tradition for letbevægelige folkemængder og dermed potentielle oprør.

Pilatus opfatter bestemt ikke prædikanten Jesus som nogen trussel mod Romerriget, men da han åbenbart ophidser de undertrykte, de religiøse jødiske ledere og gennem dem den brede pøbel, må han udleveres og ofres. Et son-offer, som man ville sige i dag.

Alligevel er der sprækker og nuancer i beskrivelserne af ham, som fascinerer mig. Hans rolle og adfærd kan anskues fra flere vinkler. I evangelierne beskrives hans gentagne forsøg på at fremhæve, at Jesus er uskyldig.

Han undrer sig over, at Jesus ikke forsvarer sig mod ypperstepræsternes anklager, og han gennemskuer, at de vil af med ham på grund af misundelse. Kunne han ikke bare være helt ligeglad og kold? Han har jo næppe stiftet bekendtskab med Jesus før påskens begivenheder. Hvad er det, der påvirker ham?

Som vi har set, opfatter han ikke Jesus som en trussel mod sin egen magt, og det er afgørende. Men dernæst bygger han på information fra en kvinde, sin hustru. Hun har sendt bud til ham, mens han sidder i dommersædet og ladet sige: Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham. (Matt 27:20)

Han insisterer også på at fastholde inskriptionen på korset på både hebraisk, latin og græsk om Jesus som Jødernes konge, selvom de skriftkloge protesterer.

Det er interessant, at evangelierne giver et så nuanceret billede af den afgørende dommer, den brutale forhørsleder, at man alligevel nærmest kan få sympati med ham i den situation, han er sat i. Man ser måske alligevel et glimt af mennesket bag ved?

Der er måske alligevel mere at sige om Pontius Pilatus, end at han var en ond bøddel og en fej leder? Og dermed er der også mere at sige om enhver af os end det dårligste, som andre kan se.

Kirsten Lund Larsen er generalsekretær i KFUM og KFUK og panelist ved kristendom.dk.

Der er mange interessante sprækker at udforske i evangeliernes beskrivelse af Pilatus' rolle og hans adfærd, mener generalsekretær Kirsten Lund Larsen Foto: Lene Ebbensgaard.