"Askeonsdag minder os om, at vi kommer fra støv"

Asken er en konkret påmindelse om, at mennesket ikke er centrum for verden, skriver katolik Elisabeth Hartman Evald i første afsnit af årets fasteblog

I dag går katolikker verden over til askeonsdagsmesse. Her tegner præsten kors af askestøv i vores pander med ordene: ”Menneske, kom i hu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”. Dermed anslås grundtonen for de fyrre kommende dage: Fastetiden er i gang.

I fasten fokuserer vi på at vende om til Gud, fordi vi er afhængige af ham. For at begribe det må ransagelsens blik rettes mod én selv i erkendelsen af egen dødelighed og mangelfuldhed. Det kan virke uvant for os, der er filtret ind i en kultur, hvor vi nødigt praler af utilstrækkeligheder, men gerne udstiller vores polerede sider på mangt et socialt medie, som var vi hver især verdens fantastiske centrum.

Det er nu ikke, fordi kristendommen ikke taler om mennesket som fantastisk og ganske særligt: I juletiden fejrede vi eksempelvis, at Gud blev menneske – ikke et dyr, en plante eller en sten. Synet på os fantastiske skabninger må dog tage højde for en virkelighed, som ikke altid er udelukkende fantastisk. Det burde historien efterhånden have lært os.

Slagskyggen, der slog hårdt

I renæssancen fokuserede mange i vesten på menneskets fantastiske væsen. Den vitruvianske mand, som multitalentet Leonardo da Vinci tegnede efter antikt forbillede, syntes nærmest udødelig i sit kraftfulde potentiale. Ja, selv menneskets mere dunkle side – dets skyggeside – kunne ses ret frygtløst i øjnene, da slagskyggerne i samme periode for alvor dukkede op i billedkunsten.

Og sikken bølge, det positive menneskesyn satte i gang! Med de efterfølgende århundreders filosofiske strømninger blev det efterhånden klart, at forventningerne til menneskets kraftpræstationer var så enorme, at Gud ligeså godt kunne blive oppe i himlen, mens man boltrede sig i sin menneskelighed: Filosoffen G.F. Hegel betonede idealistisk, at den menneskelige historie udviklede sig mod det stadigt bedre – og i slutningen af 1800-tallet blev vores arts suverænitet slået fast med syvtommers søm, da F. Nietzsche skrev Guds dødsattest med ordene ”Gud er død”.

Nogle år inden dødsfaldet sad imidlertid i København en profetisk krognæset skikkelse og skuede indad: I sit eventyr ”Skyggen” beskriver H.C. Andersen en mand, der ser sin skygge i øjnene og bliver rædselsslagen – for det, han møder, er ikke kun godt. Dermed forudså eventyrdigteren et glimt af den situation, verden med ét stod overfor i 1900-tallet: Menneskehedens skyggeside – en slagskygge, der slog hårdt med sine verdenskrige, totalitære regimer og død.

Omvendelsens vej starter askeonsdag

Selvom de færreste har hovmodet fra et totalitært regime på samvittigheden, må vi vel alle sande, at vi ikke er så fantastiske som ønsket: Hvem kan for eksempel gå gennem livet uden at såre andre? Og kan det skyggefulde menneske virkelig bære den opgave, det er at være verdens centrum?

Nej, vores suverænitet må siges at være et blændværk, og netop dét mindes vi om, når askestøvet i dag kommer ubehagelig tæt på vores kroppe, og vi føler vores slægtskab med det. Asken er en konkret påmindelse om, at mennesket ikke er et poleret eller udødeligt centrum for verden – tværtimod er det fantastiske menneske faldet og kan ikke leve livet selv, men ender med at dø af det.

Her må selvransagelsens blik imidlertid ikke strande. Blikket må i stedet rettes op – op mod ham, der er universets centrum, og som valgte at bøje sig ned til os aske-mennesker og dø en død, som ikke engang er støvet værdig, så det kan forkyndes for os, at ”af støvet skal du igen opstå!”

At rette blikket mod påskens begivenhed må derfor være første skridt på omvendelsens vej – en vej, som vi særligt de næste fyrre dage opfordres til at betræde.

Elisabeth Hartman Evald er katolik, har en bachelor i teologi og studerer nu kunsthistorie.