Mine øjne har set din frelse

- Foto: Leif Tuxen

Selvom vi ikke har set Jesus, kan vi bekende ham lige som gamle Simeon i Lukasevangeliet, skriver Ole Skjerbæk Madsen i denne bibelmeditation

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse.

Lukasevangeliet 2,29-30.

Inspiration
Du kan sige; Mine øjne har set din frelse! Du har måske ikke holdt mig i dine arme som Simeon. Du har måske ikke ladet mig drikke af dit bryst som Maria. Du har måske ikke oplevet min fysiske berøring af dine øjne eller ører eller af din af spedalskhed vansirede krop. Du har måske ikke modtaget påskemåltidets bæger af mine hænder. Du har måske ikke lagt min torterede krop i graven. Du har måske ikke efter min opstandelse stukket dine fingre i sårene i mine fødder, hænder og side.

Alligevel kan du bekende: Min Herre og min Gud!

Du har ikke set mig, som da jeg levede for 2000 år siden, og dog har du set min frelse, erfaret den frihed, som jeg skænker mine venner og Guds, min Fars elskede.

Du har set min frelse, når du har søgt mig af hele dit hjerte og er blevet stille i dine tanker, når du har ladet tankeformerne opløses og lagt illusionerne bag dig, for da har set med nye øjne på verden omkring dig og på dig selv og fået en vished om, at I er alle elskede af Gud, min Far. Du har da set mig i det sande, det skønne og det gode, og du har fået en ny orientering for dit liv.

Du har set eller erfaret min frelse, når denne nye erkendelse er blevet til en ny fødsel. Den bekræftes for dig, når du ved nadveren rækker hænderne ud for at modtage mig i brødet og vinen, som jeg rækker dig som mit legeme og mit blod.

Du ser min frelse, når du gennemlever et åndeligt mørke, hvor selv jeg synes borte når du uden illusion og uden forventning holder fast ved, at du dog mindst én gang har erfaret mit nærvær, eller minder dig selv og mig om mine løfter når du da på ny ser lyset, ser du ind i Guds Rige og ser Gud-i-mig endnu tydeligere, fordi du har overvundet illusionerne.

Du ser min frelse, når du genkender mig i din næste og den jordiske skabning. Du ser min frelse, når du i medfølelse rækker dine hænder ud for at give til den der lider nød eller for at velsigne og bede for én, som er syg da er jeg med dig og din næste, og Guds Rige manifesteres imellem jer.