Mit ønske for 2012: At bevare troen og håbet trods knugende sorg

Jeg håber, jeg kan bevare håbet og troen på en måde, så jeg kan kæmpe for det menneske, som måske føler sig ladt meget alene i sorgen, skriver ph.d. og fakultetsleder Jørn Henrik Olsen

Igen i år har jeg lovet at give en hjælpende hånd med at skabe en god nytårsaften for de døende og deres pårørende på et hospice. Erfaringen siger mig, at det er en smerteblandet glæde og oplevelse. Her følger nogle af de tanker om sorg og smerte, som jeg i den seneste tid har tumlet med, og som bidrager til denne nytårsrefleksion:

Sorgen er kærlighedens dyreste pris
Nogle vægge er helt papirtynde. Sorgens tårer væder sig nemt en vej igennem disse vægge. Men det er, som det skal være. Menneskets ret til tårer har ingen bestemt forfaldstid, siger den franske digter Victor Hugo. De kommer, når de kommer, og dem må vi ikke hindre på deres vej. Uden tårer kan vi risikere, at smerten bliver en forstening i sjælen.
Smerten og sorgen over adskillelsens tab har sit eget liv hos det enkelte menneske. Sorgens ansigter kan se helt forskellige ud. En højtid eller et årsskifte kan opleves som et meget sårbart og åbent sted. På udvalgte tidspunkter lukkes der på en særlig måde op til dybderne i tabet og sorgen. Sorgen er blevet kaldt kærlighedens og tilknytningens dyreste pris. Det er ikke til at slippe af med den sorg, som kærligheden udgør. Sorg og livshistorie kan ikke adskilles.

Særligt døden skiller os fra det, vi elsker og holder af. Sorgen er den pris, vi betaler for at elske et andet menneske og miste det. Sorgen er kærlighedens bagside. Med kærligheden risikerer vi noget, men det er en risiko, de fleste af os hellere end gerne løber, for at have kærligheden i vores liv i alle dens former.

Vi har alle vore erfaringer fra sorgens land
Mange mennesker kan tale med om, hvad det betyder i deres liv. Sorgen kan knytte sig til en konkret erfaring i det snart opbrugte år. Vi blev måske ført ud i sorgens landskab, hvor den nu er blevet vores ledsager. Vi har hver især vores egne erfaringer og fortællinger med fra sorgens land. Men der er ikke tvivl om, at jo tættere et forhold, vi havde til den afdøde, desto mere føler vi os ramt af tabet.

Sorgen har ingen forfalds- eller udløbsdato, selv om omsorgsfulde og venlige sjæle vil meddele os, at nu må vi nok forsøge at komme videre. Men sorgen er en livsledsager. Den er et vilkår. Kærligheden dør ikke hurtigt. At sørge er også at prise forholdets dybde. I en sådan situation kan vi nemt ramle lige ind i de her hudløse øjeblikke, hvor vi står nøgne med vores smerte. Vi dør selv en lille smule i en sådan situation.

Døden er - stort set - det eneste i livet, vi ikke kan forhandle om. Af døden skal vi måske endda lære, at vi er afmægtige over for noget, vi troede, vi kunne håndtere.

Tabet af en af vore kære bringer os på alle måder ud af balance. Samtidig kan der være et håb og en kraft i sorgen, som vi ikke umiddelbart troede mulig.

Døden minder os om vores skrøbelighed
Al den ubestemmelige modstand i sorgen kan, om vi skal tale alment og meget menneskeligt om det, få os til at komme i kontakt med noget af det skrøbelige og sårbare hos os selv. Modgangen styrker og udvikler os på forskellige vigtige måder. Vore medmennesker vil kunne kende, hvordan vi er formet af livets sårbarhed.

Et gammelt ordsprog siger: Små sorger har ord, de store er stumme. Den stumme tavshed er måske det eneste, jeg har at kommunikere med, når den store smerte sætter sig igennem. Livet skal åbenbart være så svært, at jeg ikke evner at formulere min støtte. Måske er det netop den tavse kærlighed, nærhed og tilstedeværelse, som der er allermest brug for.

Der er knyttet håb til vandringen i dødens skygge. I mødet med mennesker på denne vandring kan vi opleve megen kærlighed og omsorg. Indsigt og visdom om livets dybder dukker op. Selv ikke fortvivlelse og tårer kan holde håbet på den lidt længere strækning tilbage. Smerten og sorgen fylder meget og tager livtag med glæden. Men det er også, som om glødelampen lyser. Lyset stråler indefra, fra den tro, det håb og den kærlighed, som vokser bedst i dødens skygge.

I efteråret udkom der på dansk en rigtig god bog om dette emne af den norske forfatter og præst Eyvind Skeie. Den bærer titlen Dyrebare døgn: Vandring i sorgens landskab (Udgivet af Credo i samarbejde med Lohse 2011).

Lad det nye år blive fuldt af tro og håb
Jeg anbefaler den varmt. Især til dem, der kender til, hvordan døden fastsætter grænser og sorgen over tab indlejres i deres liv.

Den smerteblandede glæde banker tit på min egen papirtynde dør. Jeg erfarer, hvordan tab og sorg skaber vej for både smerte og usikkerhed.
Jeg stiller ikke noget krav om at have kontrol over livet. Jeg tror heller ikke, at jeg er stærk og kan alt. Det er dog mit ønske i 2012, at jeg kan bevare håbet og troen på en måde, så jeg kan kæmpe for det menneske, som måske føler sig ladt meget alene i sorgen.

Jørn Henrik Olsen
Ph.d. og fakultetsleder på Menighedsfakultetet i Aarhus