"Mødet med den forfulgte kirke gjorde stort indtryk på mig"

Som kristen i det sekulære Europa er det svært at forholde sig til de udfordringer, disse forfulgte kristne står overfor. Men jeg tror, vi skal se ud i verden og lade os inspirere af dem, skriver gymnasiesekretær Lisa Rom Boye efter en konference for unge kristne ledere

Jeg var for nyligt på en konference i Indonesien for unge ledere fra kirker og kristne organisationer. Vi var omkring 1000 unge mellem 25 og 35 år fra over 160 lande, der var samlet for at netværke, udbygge partnerskaber, blive inspireret af den globale kirke og kigge indad på vores egne roller som kristne og som ledere i Guds kirke.

Temaet for konferencen var United in His Great Story (oversat: forenet i Hans fantastiske fortælling), og vi var samlet om den samme tro, men i en meget broget kirke. Lausannebevægelsen, der stod bag konferencen, søger at samle den evangelikale del af kirken, så det var trods alt ikke hele spekteret af de omkring 38.000 forskellige retninger, som de 2,3 milliarder kristne, der findes på verdensplan, fordeler sig over.

Det gør i sig selv indtryk at møde folk fra så mange dele af verden, men noget af det, der særligt bevægede mig, var mødet med den forfulgte kirke. Der var talere fra de dele af verden, hvor det er livsfarligt at være kristen.

En iransk kvinde fortalte, hvordan hun gik rundt i parker i Iran og fortalte om Gud, og hvordan det tidligere havde fået hende isolationsfængslet. En nordkoreaner fortalte, hvordan han havde trodset alle sikkerhedsforanstaltninger og sendt en bibel til hans familie hjemme i Nordkorea, da det ifølge ham var vigtigere, at de læste den, end at de var sikre.

Fælles for disse to, og for dem jeg ellers mødte fra Syrien, Kina og Boko Haram-kontrollerede områder i Nigeria, var, at de ikke havde ondt af sig selv. De havde en misundelsesværdig glæde over at være kristne, som efterlod mig målløs.

Som kristen i det sekulære Europa er det svært at forholde sig til de udfordringer, disse forfulgte kristne står overfor, for hvad er mine udfordringer? Jeg synes nogle gange, det kan være svært at fortælle om min tro, fordi jeg føler, at folk synes jeg er sær eller gammeldags, men jeg skal hverken frygte for min frihed eller mit liv, når jeg gør det.

Men hvorfor er det, at kirken ude i verden vokser eksplosivt, selvom den mange steder bliver forfulgt, mens de europæiske kirker nærmere går tilbage? Flere talere på konferencen kom med deres bud på dette. Ifølge amerikaneren Becky Pippert handler en del af det om ”manglen på tro hos de kristne i Vesten”. De kristne i vesten har efter mange års forsøg givet op og tror ikke længere, at Gud er stor nok til at skabe en forandring i Europa.

Den indisk-amerikanske teolog Ravi Zacharias pointerede, at en udfordring for vores kirker i Vesten i dag er, at vi har en generation, der lytter med øjnene og tænker med følelserne. Kirken kan ikke nøjes med at fortælle, hvad der står i Bibelen, kirken må også udleve troen for øjnene af omverdenen.

Jeg kom under konferencen til at tænke på bogen ”Som om Gud ikke findes” af den svenske teolog Magnus Malm. Her argumenterer han for, at de kristne i vesten ikke blot er holdt op med at tro på, at Gud kan gøre en forskel, men også er begyndt at leve, som om Gud ikke findes.

Det skaber en kæmpe udfordring for kirken, hvis det er sandt, at vi er holdt op med at tro på, at Gud kan skabe en forandring, og hvis vi er holdt op med at leve, som om Gud findes. For det er netop det, kirken skal i et samfund, der lytter med øjnene: Vi skal leve, som om Gud findes. Jeg tror, vi skal se ud i verden og lade os inspirere af dem, der lever et liv i glæde over, at Gud findes, og som trodser alle, udefra sete, fornuftige barrierer, fordi der er noget, der er vigtigere.

Jeg er tilbage i Danmark igen, og hverdagen er ved at lande. Andre fra konferencen er vendt tilbage til en helt anden hverdag end min. Men de beder for os i Europa. For de synes, det er os, der har den store udfordring.

Lisa Rom Boye er gymnasiesekretær i Kristeligt Forbund for Studerende.