Pilgrim: 2 bibelske kvinder leder mig på rette vej

På min vandring følges jeg med helgenerne Jomfru Maria og Maria Magdalene, for de kender allerede vejen, skriver pilgrim og tidligere formand for Roskilde Pilgrimsforening Finn Buhl

Som vandrende pilgrim ville det være naturligt at skrive om Sankt Jacob, pilgrimmenes helgen, hvis jeg skulle fortælle om en helgen, der betyder noget særligt for mig. Men som tiden er gået, har to andre helgener ubemærket indtaget en samlet førsteplads: Det er Jomfru Maria og Maria Magdalene.

Jomfru Maria betyder noget særligt for mig, fordi hun er et billede på Kirken. Hun er vores åndelige moder. Jeg vil i det følgende fremhæve tre af hendes navne, som jeg mener er vigtige for forståelsen af hende.

Jomfru Maria bærer navnet Guds Moder, fordi hun fødte Gud selv, Guds søn Jesus Kristus. Vi fødes også som Guds børn, når vi ved døbefonten kommer ud gennem vandet. Døbefonten kan derfor ses som identisk med Jomfru Marias skød

Begge dele giver liv til Guds børn. I dåben genfødes vi som Guds børn af Jomfru Marias skød, ligesom Jesus blev født af det som et menneske uden synd.

Jomfru Maria kaldes også Evig Jomfru. Teologer strides om, hvorvidt hun kun er jomfru før fødslen, eller om hun også er jomfru efter fødslen. For mig er der ingen tvivl: Maria er evig jomfru. Ellers gør vi Gud lige så lille, som vi selv er, men Gud er almægtig.

Jomfru Marias sidste navn er Himlenes Dronning. Efter min overbevisning skal baggrunden for dette navn findes i Lukasevangeliet kapitel 1 vers 28: ”Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!«"

Maria har med dette udsagn allerede opnået den benådning, alle vi andre har et håb om at opnå på den yderste dag. Som benådet steg Maria efter sin død til Himmels, og som vor himmelske moder er hun nu Himlenes Dronning.

Maria Magdalene betyder også noget særligt i mit liv, fordi hun står for mig som et billede på menigheden. Teologer strides om hvilke tekster i det Nye Testamente, der handler om Maria Magdalene.

Oprindeligt regnede man Maria Magdalene for at være den, der optræder i teksterne om kvinden grebet i ægteskabsbrud (Johannesevangeliet kapitel 8 vers 1-10), synderinden i Simon den spedalskes hus (se eksempelvis Markusevangeliet kapitel 14 vers 3-9), den Maria, der er søster til Martha og Lazarus, og andre tekster hvor navnet Maria Magdalene optræder.

I dag vil mange teologer kun acceptere teksterne, hvor navnet Maria Magdalene optræder. For mig er der ingen tvivl: Maria Magdalene er den, der optræder i alle de ovennævnte tekster, for hun er skøgen, der blev omvendt. Således er hun et billede på os alle – på menigheden. Vi er alle skøger, der er blevet omvendt. Vi er alle syndere, der er blevet frelst. 

Men vi er mere end det. Ligesom Maria Magdalene undertiden kaldes Jesu Brud, er alle kristne Jesu brud. Når vi hører Ordet, besvangrer Kristus os, så vi føder Hans barn – de gode gerninger.

Vi kan derfor ikke være stolte af gerningerne, men kun taknemmelige, idet de gode gerninger ikke er vores egne. Vi bærer dem blot og ”føder” dem. De gode gerninger er Jesu barn.

I den protestantiske kirke lytter vi til præstens prædiken, for præstens prædiken er fundamentet i en luthersk gudstjeneste, da det er en tolkning af Ordet.

Men jeg har erfaret, at hvis vi i stedet erkender det gode budskab uden ord, så træder helgenerne pludselig frem i et forklarende lys, og så er de slet ikke nogle, man tilbeder, men nogle, man ærer og beder gå i forbøn for sig.

Denne forbøn forbød Luther. Han mente, at vi skal henvende os direkte til Gud, men jeg har lært – både af pilgrimsvandring, meditation og kontemplation – at følges jeg med en helgen, bliver jeg ledt på rette vej. For både Sankt Jacob, Jomfru Maria og Maria Magdalene kender allerede vejen.

Finn Buhl er stifter af og tidligere formand for Roskilde Pilgrimsforening. Han er panelist ved pilgrimsvandring.dk.