Nok hospicepladser ville overflødiggøre dødshjælp

Det er umenneskeligt at påtvinge et sygt menneske at skulle tage stilling til, hvilken dato, vedkommende vil aflives på, mener Tove Videbæk. Foto: Foto: Leif Tuxen.

Hospice-filosofien bør udbredes til alle de steder, hvor uhelbredeligt syge og døende befinder sig, mener Tove Videbæk, landsformand for Hospice Forum Danmark

For nylig deltog jeg i en konference om "Aktiv Livshjælp" og helt naturligt blev også "Aktiv dødshjælp" drøftet. En af konferencens talere refererede til Straffelovens § 239, der bl.a. siger, at "...den, der dræber en anden efter dennes begæring, straffes med fængsel i indtil 3 år ..."

Dette satte rigtig mange tanker i gang hos mig. For "drab på begæring" lyder helt ærligt noget anderledes end "Aktiv dødshjælp".

Mange mener, drab skal lovliggøres
"Drab på begæring" betyder jo egentlig kort og godt, at et menneske har begæret at blive dræbt, evt. på en bestemt dato. Dette mener en del mennesker, vi bør gøre lovligt, fordi et menneske selv bør kunne bestemme sin dødsdato, når vi alligevel bestemmer over alt andet i vore liv.

Men det er jo ikke korrekt. Der er mangt og meget i vore liv, vi ikke bestemmer over: At vi fødes. Hvor vi fødes. Hvilke gener vi får. Hvilke evner vi får. Hvilken familie vi fødes ind i osv.

Mange etiske problemer ved dødshjælp
I øvrigt er der mange etiske problemer i forbindelse med aktiv dødshjælp. Jeg vil nævne nogle få:

Vedr. selvbestemmelse: Kan man være sikker på, at den uhelbredeligt syge selv har taget beslutningen? Eller er den taget under pres? På grund af angst, fortvivlelse, en følelse af at være til overs og til besvær føler den uhelbredeligt syge sig måske presset?

Det er umenneskeligt at påtvinge et sygt menneske at skulle tage stilling til, hvilken dato, vedkommende vil aflives på!

Yderligere kan legalisering føre til en glidebane med legalisering af aktiv dødshjælp uden den syges eget samtykke.

Et andet etisk problem er, at aktiv dødshjælp kan gøre forholdet mellem patient og læge særdeles utrygt og problematisk. Lægen er uddannet til at læge patienten, ikke til at aflive ham/hende.

Derudover er der rigtig mange andre etiske problemer, som absolut må drøftes, inden der eventuelt overvejes legalisering af "drab på begæring".

Hospicepladser ville overflødiggøre dødshjælp
Midt i alt dette kom jeg til at tænke på sommerens debat om hospicepladser. For hvis der var tilstrækkeligt med hospice-pladser og lindrende behandling (palliation) til uhelbredeligt syge med meget komplicerede diagnoser og en forventet kort levetid, så ville der ikke være det samme grundlag for de udtalte ønsker om lovliggørelse af "drab på begæring" i Danmark.

Hospice-pladser er vigtige, men ligeså vigtigt er det, at hospice-filosofien og kompetencerne bliver bredt ud til alle de steder, hvor uhelbredeligt syge og døende faktisk befinder sig, enten det er på hospice, på sygehuse eller i eget hjem.

Hvis man er i tvivl om, hvordan hospice-filosofien føres ud i virkeligheden, skal man blot besøge et af vore danske hospicer. Her praktiserer man på smukkeste vis hospice-filosofien hver eneste dag (og nat).

I øvrigt ligger der efterhånden så mange rapporter, undersøgelser, planer, pjecer m.v. om, hvordan det skal gøres, og hvordan vi kommer videre - væk fra den 22. plads, som Danmark internationalt er blevet tildelt på dette område. Nu gælder det bare om at komme i gang.

Frit valg i den sidste levetid
Målet må være, at alle uhelbredeligt syge med komplicerede diagnoser og forventet kort levetid selv må kunne vælge, hvor de vil tilbringe deres sidste dage. Og enten de vælger at være på hospice, sygehus eller hjemme hos dem selv, så skal de kunne få den omsorg og pleje, de har behov for, så de kan leve hver eneste dag, lige til den sidste - uden at ønske "drab på begæring"!

Jeg vil slutte med et citat, som jeg synes, understreger etikken omkring begyndelsen og afslutningen af livet: "Vi hjælpes til verden med kærlighed og omsorg, og vi bør afslutte livet omgivet af kærlighed og omsorg."

Tove Videbæk er landsformand for Hospice Forum Danmark og kommentarskribent ved kristendom.dk.