Nonne: Meteora giver ikke reelt billede af klosterliv

Villy Søvndal er medlem af folkekirken og bruger kirken af og til. Han føler sig dog ikke overbevist om, at ...

Villy Søvndal er medlem af folkekirken og bruger kirken af og til. Han føler sig dog ikke overbevist om, at Gud findes. Foto: Palle Hedemann / Scanpix Danmark

Aktuel film om munks og nonnes kærlighed søger at skildre seksualiteten, som er i ethvert menneske. Men om de to hovedpersoner har oplevet den helt centrale større kærlighed, som er en forudsætning for at indtræde i klostret, melder filmen ikke noget om, kommenterer benediktiner-nonne Anna-Maria Kjellegaard

Kristendom.dk har opfordret mig til at se filmen Meteora; en film der handler om en nonne og en munk, som bliver forelskede i hinanden.

LÆS OGSÅ: Den svære himmelske stræben (anmeldelse af filmen)

Lad det være sagt med det samme: Filmen er ikke en dokumentar om livet i et kloster, hvor hovedpersonerne kommer i krise. I det følgende beskriver jeg forskellen mellem et levet klosterliv i dag og så filmens univers. Filmens anliggende er at skildre seksualiteten, som er i ethvert menneske derfor også i munke og nonner. Når man indtræder i et kloster, er man selvfølgelig stadig mand eller kvinde og vedbliver at være det.

I dag er vores samfund blevet så sexfikseret, at det at leve cølibatært forekommer de fleste som en umulighed. Men det er det ikke. Jeg kom til at tænke på, at hvis filmen var blevet lavet i 1970erne, ville det sikkert have drejet sig om forholdet til den foresatte, om lydighedsløftet. Det interesserer man sig ikke for i dag. Men løftet om lydighed kan være mere krævende end kyskhedsløftet.

LÆS OGSÅ:Hvordan klarer man sig uden sex?

Filmen er ladet med symboler
Filmen viser en ung munk og en ung nonne i hvert sit kloster på hver sin bjergtop! I virkeligheden findes disse to klostre i Grækenland. Navnet Meteora betyder svævende i luften. Det beskriver det faktum, at nonnerne bliver hejst op og ned i en kurv, og kun via mange stejle trin kommer man op til munkebjerget.

Filmen er ladet med symboler. At bo på en bjergtop skal symbolisere, at beboerne (nonnerne og munkene) lever nærmere himlen uden direkte jordforbindelse. Det er ikke kun i filmen, at klosterlivet bliver opfattet som noget verdensfjernt; den opfattelse er der vist mange, der har. Men man kan ikke leve i et kloster, selv ikke et strengt lukket et, hvis man ikke har jordforbindelse.

LÆS OGSÅ: Hvordan bliver man nonne?

I begyndelsen af Meteora ser man et møde mellem munken og nonnen nede på sletten mellem de to bjerge; de er så at sige kommet ned til det jordiske. De bytter deres kors, som de har i en kæde om halsen, og ønsker hinanden Guds velsignelse. Hvorfra kommer de hvorfor er de gået i kloster? Havde munken og nonnen prøvet at være forelsket før de gik i kloster? Var de modne nok til at træffe dette valg? Det melder historien ikke noget om.

Centralt i klosterlivet: at følge den større kærlighed
Der bliver ikke sagt ret meget i filmen. Derfor virker de enkelte udtalelser, som munken og nonnen hver for sig kommer med, desto stærkere. For eksempel spørger munken sig selv lidt ud i luften: Gud, du elsker os mere, end vi aner. Hvorfor sætter du os på prøve? Nonnen spørger også sig selv: Gud elsker du os på samme måde, som vi elsker? Svaret blæser i vinden eller hylles ind i tågen mellem de to bjergtoppe.

Her måtte jeg tænke på filmen Om guder og mænd, som fortæller historien om syv trappistmunke i Algeriet. Et sted i filmen ser man en ældre munk, som sidder på en bænk uden for klostret og taler med en ung pige, som er ansat i klostret. Den unge pige spørger munken: Har du aldrig været forelsket? hvortil svaret lyder: Ok jo flere gange. Men jeg fandt en større kærlighed, og den måtte jeg følge. (Citeret frit fra hukommelsen).

LÆS OGSÅ
: 10 kristne forbilleder for afholdenhed og selvvalgt fattigdom

Dette er det centrale i klosterlivet at følge den større kærlighed. Det er kaldets kerne. Om de to i Meteora har oplevet denne større kærlighed som forudsætning for at indtræde i klostret, melder historien heller ikke noget om.

Alle kan blive forelskede også gifte mennesker
Mødet mellem nonnen og munken bliver begyndelsen til deres forelskelse, som driver dem videre i følelsernes vold. Her jeg tænkte jeg på, hvordan også utroskab mellem gifte opstår. Der har været et første møde, hvorfra det så har udviklet sig videre. Hvordan håndterer man sådan et første møde, hvor en forelskelse opstår?

Der må enhver, såvel gifte personer som nonner og munke, på forhånd have gjort op med sig selv, om man vil gå videre i denne spirende forelskelse og derved måske ende i utroskab over for ægtefællen eller for kaldet til klosterlivet!
.

Filmen viser ikke klosterfællesskabet
Nonnen har en hvid forbinding på sin højre hånd det virker påfaldende i forhold til resten af den sorte klædning. Lidt inde i filmen kommer forklaringen. Hun brænder bevidst sin hånd i flammen fra olielampen. Da jeg så det, tænkte jeg: hun har da problemer med sig selv. Det er selvskadende virksomhed, lige som når unge piger skærer i sig selv.

Her begyndte allerede min undren over, hvor den foresatte og de andre medsøstre er henne? I en nutidig klostersammenhæng ville det være normalt at se og opdage dette; det er jo tydeligt, at nonnen ikke har det godt med sig selv.

De to er totalt overladt til sig selv med deres tvivl, anfægtelser og hemmelig kontakt via spejle fra bjergtop til bjergtop. Jeg spurgte igen mig selv, hvor resten af klosterfællesskabet for begges vedkommende var henne? Man ser kun de andre munke/nonner til gudstjenesterne.

LÆS OGSÅ
: Jeg har haft sex - kan jeg blive nonne?

Klosterlivet, når det leves i fællesskab, er ikke kun lange gudstjenester. De fælles måltider, fælles arbejde og fælles rekreationer, hvor man samles og taler om dagens større og mindre begivenheder, spiller en lige så vigtig rolle. Hvorfor havde de to ingen åndelig vejleder, som de kunne tale med om deres tanker og fristelser?

Disse aspekter mangler totalt i filmen. Derfor giver den heller ikke et reelt billede af klosterlivet.

Filmen er langsom - bliver ikke en succes i Danmark
I et af møderne mellem nonnen og munken siger den ene af dem: Gud tilgiver alt, blot ikke fortvivlelse. Det passer selvfølgelig ikke. Gud tilgiver alt, både fortvivlelse og utroskab, hvis man angrer det. Men følgerne af handlingen må man leve videre med.

LÆS OGSÅ: Benediktinerordenen er bærende for klosterlivet i Vesteuropa

Filmen ender med, at munken og nonnen nede på sletten sammen går en ny tilværelse i møde. Hvis jeg ud fra et nutidigt klosterperspektiv skulle stille en diagnose på forløbet af historien i denne film, vil det være, at de to i deres krise ikke fik den fornødne hjælp.

Om resultatet derved var blevet anderledes, ved jeg ikke. Måske har de aldrig haft et rigtigt kald til denne livsform, eller måske har de i deres ikkeblivenset af de andre i fællesskabet udviklet sig bort fra det oprindelige kald.

Jeg tror ikke, at denne film bliver en publikumssucces. Den er langsom og fuld af symboler. Begge dele vil virke fremmed for den nutidige sekulariserede dansker.

Søster Anna-Maria Kjellegaard er benediktinerinde og panelist ved religion.dk.