Nytårshilsen: Englænderne misunder vores rummelige folkekirkeordning

For en dansk præst er der rigtig meget inspiration at hente i den engelske kirke. Teologisk, liturgisk, poetisk. Men den folkekirkelige, rummelige og demokratiske ordning er noget særligt, mener dansk præst i London Else Hviid. Foto: Kåre Gade

Folkekirken er værd at kæmpe for; især hvis de mange udmeldinger er udtryk for at danskerne ikke ser deres liv og virkelighed reflekteret i den kristendom, der forkyndes i kirken, skriver dansk præst i London Else Hviid

Forholdet mellem folk og kirke i Danmark er godt og tæt. Mit nytårsønske, her fra folkekirkens britiske diaspora, er at det gode forhold bevares.

Det ses på medlemsprocenten, at folkekirken i udpræget grad har danskernes støtte og opbakning. De fleste betaler gerne en smule i kirkeskat for at være med til at sikre, at kirken er der, når de selv eller andre har brug for den. Medlemmerne slider ikke alle lige hårdt på kirkebænkene, men de er - og føler sig - velkomne. Også til at deltage i det kirkelige demokrati og gøres deres indflydelse gældende.

LÆS OGSÅ:
Kan man få lov at betale mere i kirkeskat?

Englands model er problematisk
I Church of England har man ikke medlemskab, og man betaler ikke kirkeskat, men frivillige bidrag. Enten ved at bidrage ved indsamlinger, søndagskollekten eller ved at forpligte sig til månedligt at betale en procentdel af sin løn. Ordningen sammenlignes med tiendebetaling, og det er fortrinsvis de flittige kirkegængere, der tilslutter sig den. De betalende er ikke mange i antal. Der er langt op til folkekirkens 80 procent. Til gengæld betaler nogle af dem over 10 procent af deres indkomst, langt mere, end man betaler i kirkeskat i Danmark.

LÆS OGSÅ:Kærlighed startede Church of England

Det er de samme aktive, og altså forholdsvis få, kirkegængere, som kan blive skrevet op på sognets valgliste, og som derved får mulighed for indflydelse på kirkens liv og vækst. Det såkaldte lægfolk i den engelske kirke afspejler således ikke sognets beboere, men repræsenterer et kirkeligt aktivt mindretal. Er det et problem? Ja, det kan det godt være. Som da Church of Englands synode i november stemte nej til kvindelige præsters adgang til bispeembedet, og i de fleste englænderes øjne detonerede kirkens troværdighed. Præster og biskopper udtrykte efterfølgende stor frustration over, at det nu ville være alt for let at vende kirken ryggen med et skuldertræk og konkludere, at kirken ikke har noget at gøre med mit liv og den virkelighed, jeg lever i.

Hvem stemte nej? Det gjorde et konservativt mindretal blandt synodens lægfolk. For en dansk præst er der rigtig meget inspiration at hente i den engelske kirke. Teologisk, liturgisk, poetisk. Men den folkekirkelige, rummelige og demokratiske ordning er noget særligt, som englænderne misunder, og som er værd at kæmpe for. Og det kan være, vi skal til det - kæmpe mod svigtende opbakning og faldende medlemsprocent. Især hvis de mange udmeldinger, vi ser for tiden, ikke kun er udtryk for, at danskerne vælger fællesskabet fra, men også at de ikke ser deres liv og virkelighed reflekteret i den kristendom, der forkyndes i kirken.

Else Hviid er præst ved Den Danske Kirke i London.