Oldgræsk venskabsetik og kristen kærlighedsteologi

Set fra det kristne kærlighedsevangeliums perspektiv kan den oldgræske forståelse af erotik og venskab forekomme at være egocentrisk og selvkærlig, skriver ph.d. i filosofi og idéhistorie Jonas Holst

Den svenske teolog, Anders Nygren, udgav i første halvdel af det 20. århundrede et indflydelsesrigt værk med titlen, Eros og agape. Titlen refererer til to grundmotiver i henholdsvis den oldgræske og den kristne kærlighedsopfattelse: Den græske eros er, ifølge Nygren, styret af enkeltindividets begær efter at stige op på himmelhvælvingen for at få opfyldt sin indre tomhed, mens den kristne agape fra Gud er ren kærlighed til menneskene, som ikke har kræfter til at hæve sig op til Herren i det høje.

Nygren udlægger den platoniske eros som en egocentrisk kærlighed, der kredser om at få opfyldt sit eget begær, hvilket skulle blive til en kosmologisk kraft hos Aristoteles. I modsætning hertil udtrykker den kristne agape en spontan og umotiveret kraft, der flyder over i al sin velmagt og bliver menneskene til del, uden at det direkte afhænger af deres gøren og laden.

I sin skelnen mellem den oldgræske og den kristne opfattelse af, hvad det vil sige at elske, giver Nygren en indsigtsfuld udlægning af den kristne kærlighedsteologi. Han fortegner imidlertid den klassiske, græske filosofi.

Den oldgræske kærlighedsforståelse kan ikke reduceres til den individcentrerede og egoistiske begærsstræben, som Nygren identificerer med eros. Han gør uden tvivl ret i at fremhæve det erotiske begær som en afgørende drivkraft i Platons filosofi og skelne det fra den kristne gudskærlighed; men eros er ikke udelukkende en egocentrisk kærlighed, sådan som Nygren hævder, og det spiller slet ikke nogen rolle hos Aristoteles, der fælder en klar dom over det erotiske begær: Eros er en umådeholden overdrivelse af philia eller venskab.

Philia og agape
Hvad der mangler i Nygrens fremstilling, er netop begrebet om venskab, der er allestedsnærværende i den græske antik, og som på oldgræsk kan gælde enhver, der står én nær, og som man har kær. Grundbetydningen af philia er af en anden verdslig, mellemmenneskelig karakter end både eros og agape, der alle forskelle til trods peger ud over det jordiske og op imod et guddommeligt enhedsprincip, hvad enten det udgår fra mennesket og op til gud eller i omvendt orden.

Philia og agape kunne overskriften hedde for de følgende betragtninger over nogle af de afgørende forskelle mellem den oldgræske venskabsetik og den kristne kærlighedsteologi.

Venskab (philia) er det allermest nødvendige i livet. For uden venner ville ingen ønske at leve selv med alle de øvrige goder i behold.

Således lyder nogle af Aristoteles første refleksioner over venskab, der optræder i slutningen af hans etiske hovedværk, Den Nikomacheiske Etik, formodentlig et af de mest læste værker i den vestlige idehistorie. Venskab er en art godernes gode, der gør de øvrige goder mere værd, og dets etiske betydning kan ikke undervurderes, når man læser Aristoteles omfattende analyse af dette mellemmenneskelige grundfænomen.

I hans etiske hovedværker vies venskabet langt mere plads end andre antikke dyder som for eksempel tapperhed, mådehold og retfærdighed, hvilket skyldes, at de virkelig gode venner skænker hinanden noget, som de ikke uden videre kan give sig selv hvor gode og dydige de end selv måtte være. Det gode venskab er, ifølge Aristoteles, en vej til selverkendelse og sætter vennerne i stand til at handle og tænke endnu bedre.

I denne sidste sætning om venskab, som falder på den første side af de to venskabsbøger i Den Nikomacheiske Etik, gradbøjes det menneskelige gode så at sige. Menneskene bliver ikke alene i stand til at leve godt, men at leve endnu bedre og nå til stadig større selvindsigt, idet de går sammen om at dele deres goder med hinanden i venskabets ånd. Antikforskningen har længe vidst, at philia indtager en fremtrædende plads i den klassiske, græske etik, uden at den dog har rykket denne etiske måde at elske på helt ind i hjertet af Platons og Aristoteles tænkning.

Aristoteles tog ved lære af Platons forståelse af venskab
Platon, der som bekendt var Aristoteles læremester, ville ikke have været stort uenig med sin elev. De var rygende uenige med hinanden, når det kom til erkendelsesteoretiske og metafysiske spørgsmål om, hvordan verden virkelig er indrettet og lader sig erkende; men hvad angår det, som samlet kunne betegnes venskabets etik, ville de i højere grad være nået til forståelse med hinanden, og Aristoteles har helt åbenlyst taget ved lære af Platons forståelse af venskab.

I den platoniske dialog Menon forklarer Sokrates sin samtalepartner, som dialogen er opkaldt efter, at i det omfang den samtale om etisk dygtighed, som de har påbegyndt sammen, er mellem venner hvilket er noget andet end mellem ordkløvere og stridshaner vil deres svar til hinanden være mildere og mere dialogisk orienterede. Platon var af den opfattelse, at for sådanne sande venner, der igennem dialog får øjnene op for hinandens sjælelige indretning, er det muligt at nå til stadig større indsigt i deres egen sjæl og i sidste ende i den kosmologiske verdensorden.

Kristendommens dobbelte frelsesvej: Kærlighed til Gud og næsten
Vender vi os nu imod den kristne kærlighedsteologi, handler det der hverken om at nå til større indsigt i sig selv eller i verdensordenen, men snarere om at blive frelst fra sig selv og fra verden, der ligger under for synd. Det skal kærligheden hjælpe med til: Gudskærlighed og næstekærlighed former den dobbelte frelsesvej.

De to kan ikke skilles ad, og størst er kærligheden, der udgår fra Gud, som har sendt sin søn til menneskene for at lære dem at elske hinanden. Alene formår menneskene ikke at komme fri af synden. De behøver Jesu Kristi mellemkomst. Således siger Jesus, ifølge Matthæus-evangeliet, til sine disciple, at hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. Kristus er formidleren mellem Gud og mennesker, igennem hvis blod og legeme der skabes et åndeligt bånd mellem de kristne brødre.

Den engelske middelalderfilosof Aelred af Rievaulx indleder sit berømte værk Åndeligt venskab med at erindre om Jesus ord til sine disciple: Her er vi, du og jeg, og jeg håber, at en tredje, Kristus er iblandt os.

Venskab har ingenlunde udspillet sin rolle i kristendommen, og Jesus kalder også sine disciple for venner; men det er et venskab, der er forvandlet til kærlighed, eller sagt med de græske begreber forvandles philia i det kristne kærlighedsevangelium til agape.

I den oldgræske filosofi kaldtes formidlerne mellem guder og mennesker for dæmoner, og eros var, ifølge Platon, et sådant væsen. Også venskab og lykke indeholdt for de græske tænkere noget dæmonisk, hvilket der ikke længere kan være tale om inden for den kristne kærlighedsforståelse, der klart adskiller dæmoner fra engle. I den oldgræske filosofi blev det højeste gode gerne kaldt for eudaimonia, den gode dæmoni, mens den kristne teologi forkynder sit budskab som euangelion, de gode engles værk.

Set fra det kristne kærlighedsevangeliums perspektiv kan den oldgræske forståelse af erotik og venskab forekomme at være egocentrisk og selvkærlig; men det er en selvkærlighed, der forbliver forbundet med et andet selv, som Aristoteles understreger, hvilket betyder, at venskab ikke uden videre kan siges at være udtryk for nogen individualistisk eller egocentrisk kærlighed.

Også den sandt for dyden gode mand har behov for venner, uden hvilke hans handlinger og tanker ikke ville være nær så gode. Såvel Platon som Aristoteles lå uden tvivl under for deres egen tids fordomme og anså særligt det mandlige køn for at være værdigt til at indgå i det gode venskab, mens kvinder, slaver og fremmede i vid udstrækning blev holdt uden for det gode selskab.

Den kristne kærlighedsforståelse tilbyder en betydeligt mere sympatisk indstilling over for vores medmennesker; men det er afgørende at holde det begrebsfilosofiske indhold adskilt fra usystematiske meninger. Den oldgræske venskabsetiks begrebsindhold lader sig således udvide til at gælde ethvert menneske, for så vidt venner hvad enten de er mænd eller kvinder, sorte eller hvide, vester- eller østerlændinge ad fælles vej kan blive i stand til at handle og tænke endnu bedre end de ville have været i stand til på egen hånd.

Venskab som en etisk vej mod stadig større selverkendelse det er den oldgræske filosofis originale bidrag til en anden kærlighedsforståelse end den kristne, som til forskel fra den græske lægger vægt på at frelse mennesket fra sit eget syndige selv.

Til trods for mange filosoffers og teologers ihærdige forsøg på at forene de to kærlighedsopfattelser stilles den, der forholder sig til begge, snarere over for et valg imellem enten at have tillid til sine venner for at nå til stadig større selverkendelse her på jorden eller at tro på Gud for at opnå en fremtidig frelse og redde sig ind i himmerige.

Jonas Holst er ph.d. i filosofi og idéhistorie og underviser på San Jorge Universitet, Zaragoza. Han er aktuel med bogen Venskabets etik - en antik-moderne idehistorie, som udkommer på forlaget THP i december