Opgøret med folkekirkens ynkelige forfatning

Når lægfolk og gejstlige i folkekirken læser denne rapport om folkekirkens nuværende ynkelige forfatning, må man håbe, at de får medynk med folk og kirke og kræver af politikerne, at de giver folkekirken en tidssvarende og sammenhængende forfatning, skriver Mogens Mogensen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Kirkeministerens udvalg for folkekirkens struktur fremlagde i sidste uge deres debatoplæg. Interreligiøs konsulent Mogens S. Mogensen har læst det og kommenterer

En gennemlæsning af Debatoplæg fra Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken giver det helt klare indtryk, at folkekirkens styringsstruktur netop er usammenhængende og utidssvarende, og dertil vil jeg føje: præget af en manglende transparens og af et demokratisk underskud. Udvalget fortjener stor tak for, at det på den måde har udstillet, at folkekirken med hensyn til styringsstruktur er i en ynkelig forfatning.

LÆS OGSÅ:Debatoplæg om folkekirkens fremtid offentliggjort (eksternt link)

Det er også glædeligt, at udvalget understreger betydningen af det almindelige præstedømme for udviklingen af en ny styringsstruktur. Det indebærer, at de frie kirkelige organisationer, som i høj grad er lægmandsbaserede, hele tiden tænkes med som en del af folkekirken og derfor også gives plads i de foreslåede styringsorganer. Det indebærer også, at udvalget som noget selvfølgeligt foreslår, at der skal være et flertal af lægfolk i de styrende organger.

Med sit stærke fokus på rummelighed, frihed og mangfoldighed forsøger rapporten at tegne konturerne af en kirkeforfatning, som fastholder mindretalshensyn, og som ikke lægger op til ensretning af kirken.

LÆS OGSÅ: Oplæg om folkekirkens styring: Et kirkeråd skal have klare grænser

Rapporten viser på en og samme tid, at der er et meget påtrængende behov for udvikling af en kirkeforfatning, som allerede blev stillet i udsigt i 1849, og at sammenvoksningen eller i nogle tilfælde sammensmeltningen mellem stat og kirke er en endog meget kompliceret proces at udvikle en tidssvarende og sammenhængende, demokratisk og transparent ordning for.

Udvalget fortjener stor ros for, at den alligevel har udarbejdet en række helt konkrete forslag til styringsstruktur, som gør, at vi i de kommende måneder kan få en kvalificeret debat.

Forslagene er ikke særligt radikale
Jeg er imidlertid overbevist om, at hvis folk fra andre store kirkesamfund i andre lande skulle forholde sig til de tre og fem forslag for styringen af henholdsvist folkekirkens indre anliggender og folkekirkens økonomi, ville de konkludere, at ingen af forslagene er særligt radikale eller vidtgående.

Det første forslag på begge områder fastholder indebærer blot en cementering af de dominerende statskirkelige elementer i styringen af folkekirken. De øvrige forslag tager meget forsigtige skridt i retning af at give folkekirken en forfatning, der respekterer, at folkekirken er et trossamfund.

Når lægfolk og gejstlige i folkekirken læser denne rapport om folkekirkens nuværende ynkelige forfatning, må man håbe, at de får medynk med folk og kirke og kræver af politikerne, at de giver folkekirken en tidssvarende og sammenhængende forfatning, der kan være med til at fremme kirkens liv og vækst og kirkes tjeneste for mennesker både lokalt og globalt.

Mogens Mogensen er interreligiøs konsulent og blogger.