Påskemorgen - et fundament der holder

Når livet giver os de hårdeste mavepustere, kommer budskabet til os: Jesus Kristus lever og er hos dig, skriver teolog Inger Margrethe Kofod-Svendsen

I min bevidsthed er påskemorgen omkranset af forårssol, fuglesang, gule blomster og fremspirende liv. Jeg har helt sikkert oplevet masser af regnvåde, råkolde påskedage, men husker det bare dårligt. For ved påsketid er det jo lyset og varmen, der går af med sejren.

På samme måde husker jeg påskens evangelium som en manifestation af guddommeligt lys og kraft, hvor Jesus sprængte dødens magt og viste sig lyslevende for sine disciple. Det er virkeligt!

Men samtidig fortæller evangelieteksterne, at det endnu var mørkt, da kvinderne kom til graven, og der kom et kraftigt jordskælv og lynild. En engel kom fra den himmelske verden i en sådan kraft, at barske romerske soldater skælvede og besvimede af skræk.

Luften må have sitret af guddommeligt nærvær, og englens første ord til kvinderne var da også: Frygt ikke! Lidt efter måtte soldaterne luske ind i byen og fortælle ypperstepræsterne, at himlen var brudt løs, og at Jesus ikke var i graven mere.

Barske realiteter, på én gang naturlige og samtidig dybt underlige. Sådan opleves og beskrives det nemlig både i Bibelen og i historien, når mennesker er vidner til, at Guds usynlige virkelighed bryder ind i vores råkolde, barske, synlige verden.

Masser af mennesker i samtiden og i eftertiden har ikke troet på, at det var dét, der skete. Disciplene både dengang og nu kender til blandede følelser: det er utroligt, fantastisk og vidunderligt!

Datidens disciple greb fat i opstandelsesbudskabet ved at handle på englens befaling: De gik ind og så den tomme grav, de gik ud og fortalte det til deres skeptiske venner, de gik op til Galilæa og mødte den opstandne Jesus, de så ham, talte og spiste sammen med ham i 40 dage, indtil han blev taget ind i himlen, og de oplevede Helligåndens kraft og udrustning på pinsedag.

Ved at handle på Jesu ord og missionsbefaling erfarede de det usynlige gudsriges nærvær og fællesskabet med deres Herre og Mester. En vidunderlig erfaring, og en dyr erfaring, som for flere af dem kom til at koste udstødelse, usikre kår, forfølgelse eller martyrium. Men de så og erfarede Guds rige.

Nutidens disciple, vi, der i dag tror på Jesus, kender en parallel erfaring. Ved at tage ordet for pålydende og handle på det, erfarer vi sandheden i det. Som en urokkelig realitet: Jesus Kristus er opstået, han lever!

Det er fundamentet under vores liv, og alt, hvad der møder os i livet, møder os på dette fundament. Ellers ville vi vælte, segne, græmmes, gå til grunde.

Nutidsdisciple er ikke helte. Men lige præcis dér, hvor livet giver os de hårdeste mavepustere og rammer os med den dybeste fortvivlelse, kommer budskabet til os fra evangeliet: Jesus Kristus lever, han er hos dig, kender din situation, elsker dig, vil gå med dig og give dig fremtid og håb.

Vi kan sagtens opleve både frygt, håb, tro og tvivl akkurat som Bibelens påskedisciple gjorde, men vi kan også gå, handle og tage imod Guds kraft ligesom dem. Efter Jesu opstandelse er verden en anden. Guds rige er stadig usynligt, men det er nær overalt, hvor Guds ånd er.

Et aspekt mere, skal med her: Ligesom Jesu fødsel og død ikke angik ham alene, men rummede en frelse, der tilbydes alle mennesker, sådan indebar hans opstandelse også opstandelse for os. Jesus sagde det selv sådan, at den, som kommer til ham, vil han oprejse på den yderste dag. Det er det, vi hentyder til, når vi i trosbekendelsen siger, at vi tror på kødets opstandelse og det evige liv.

Dette her er svært! For mens vi har historiske bevidnelser af Jesu liv både før og efter opstandelsen, så ligger oprejsningen på den yderste dag endnu ude i fremtiden. Ingen véd, hvordan det vil blive. Og vi vil ikke være i stand til at forstå det, før det sker.

Jesu opstandelseslegeme lignede hans jordiske legeme og var alligevel anderledes. Sådan må vi også forestille os menneskers opstandelseslegemer både som de samme, som vi har nu, og dog som nyskabte, anderledes herlighedslegemer. Vi tror på kødets opstandelse, ikke fordi vi forstår det, men fordi Jesus har sagt, at den som tror på ham, skal have evigt liv, og Jesus vil oprejse ham på den yderste dag.

Påske er forårssol og fuglekvidder, ja og påske er Guds riges kraftfulde nærvær ind i vores, ind i min, verden som et pant på herlighedsrigets synlige gennembrud på den yderste dag.

Inger Margrethe Kofod-Svendsen er cand.theol.