"Påsken er den ultimative kærlighedshistorie"

Vanen og antagelsen af den andens hjælp som en selvfølgelighed er en konstant udfordring. Derfra er der ikke langt til svigt og forræderi som noget almindeligt. Kærligheden er altid på prøve og et vedvarende arbejde, skriver teolog og familieterapeut Lene Østergaard. Foto: Keld Navntoft.

I påsken hører vi historien om den ubetingede hengivelse, som menneskeheden mishandlede og slog ihjel. Det store held er, at sammenbruddet rummer kimen til forandring og en større erkendelse, skriver familieterapeut og teolog Lene Østergaard

I et interview i morgen-tv med Erik Clausen i forbindelse med hans 70-års fødselsdag sagde han: "Jeg vil ikke lave film om to, der bliver skilt. Jeg vil lave film om to, der vil dø for hinanden."

LÆS OGSÅ: Kristendommen begynder med kærlighed

Vi kan lide store, vilde og intense følelser, der giver farve i tilværelsens grå hverdag. For virkeligheden er ofte en anden i kampen for opretholdelse og selvudfoldelse. Men litteratur, film og anden kunst giver os mulighed for at låne andres historier og få pause fra vores eget trummerum.

Kærligheden er dagligt på prøve
En god historie indeholder et paradoks: løfte om kærlighed i alle facetter - og truslen om kærlighedens nederlag. For kærlighed er altid truet. De elskende er deres egen og hinandens værste fjende. Både det gode og det onde bor mennesket.

Vanen og antagelsen af den andens hjælp som en selvfølgelighed er en konstant udfordring. Derfra er der ikke langt til svigt og forræderi som noget almindeligt. Kærligheden er altid på prøve og et vedvarende arbejde.

Det er ikke bevidst, at vi opgiver loyaliteten, svigter eller bagtaler og forråder. Svigtene sker, fordi vores opmærksomhed er flygtig. Det, der var vigtigt for lidt siden kommer til at stå i et andet lys, når vi glider væk og over til et nyt fokus, hvor vi retter vores opmærksomhed mod nye interesser og mål.

Og tit er de i disharmoni med vore nærmestes håb og ønsker. At svigte er at negligere et andet menneskes tillid og behov til fordel for egne interesser.

Skilsmisse kan føles som forræderi

Det ville nu være dejligt, om Erik Clausen ville lave en film om den hverdagsting, som skilsmisse er. Og skilsmisse og separation er igen et aktuelt emne.

Fra politisk hold er der stillet forslag om, at det skal være lettere at blive skilt, fordi vores lovgivning på området er uddateret.

LÆS OGSÅ
: "En skilsmisse skal gøre ondt"

Skilsmisse er en tildragelse, der er fuld af svigt og forræderi, men fordi det er en omstændighed, der oftest sker på baggrund af en længere proces, fortolker vi ikke skilsmisse som et forræderi af kærligheden og familiens enhed. Eller svigt af noget, som de to parter engang troede og håbede, de skulle have sammen uendeligt. Eller som et forræderi af børns tryghed. Forræderiet ignoreres.

Det er ikke bevidst, at vi svigter og forråder. Alligevel gør vi det, fordi vi med vores anden part ikke er enig om, hvad loyaliteten og fællesskabet består i. Vores medpart bliver derfor let til en modpart fællesskabet bliver iblandet konflikter.

Ofte ved vi ikke, at vi svigter, forråder og ignorerer. Vi opdager det først for sent. Når vi aflæser eller bliver konfronteret med reaktionen hos den, der havde nogle forventninger om noget andet.

Fra mit eget forliste - og venners - ægteskab ved jeg, at et svigt afføder en tilbagetrækning fra den anden og en opbygning af en beskyttelse. Den forurettede eller svigtede mærker et knæk i sit selvværd, som det tager tid at genrejse. Det er tilliden, der dør ganske langsomt.

Skilsmisser er interessante, fordi de er et mikrokosmos af gensidig menneskelig påvirkning. Som i kunst er det i detaljen, det afgørende sker. Skilsmisser er kærlighedens død på hverdagsniveau. Forlist kærlighed er hverdagskost, hvilket gør dens endeligt til noget ordinært. Desværre.

Påsken rummer svigt, kærlighed og tilgivelse
Erik Clausen må gerne lave en film eller en historie om mennesker, der vil dø for hinanden. Den er bare skrevet for flere tusind år siden.

Påsken fejres for at forny historien om den ubetingede hengivelse, som menneskeheden mishandlede og slog ihjel. Så vi ikke glemmer den almenmenneskelige og eviggyldige fortælling om Jesus, som mennesket vendte ryggen.

Påskens begivenheder er en lavine af konflikter, forræderi og svigt, der river alt med sig på vej mod det totale sammenbrud. Som den store, opslugende kærlighed spænder den fra ultimativ tilbedelse til det modsatte i form af justitsmord og selvmord.

Jesus havde på fornemmelsen, hvordan det ville gå. Hvad disciplenes motiver var, kan vi kun gisne om. De gjorde formentlig det samme som os: de gjorde det så godt, de kunne.

Bagefter skulle de leve med sig selv - med skyld og fortrydelse. Men fortællingen stopper ikke der. Den har en happy ending.

Det store held er, at sammenbruddet rummer kimen til forandring og en større erkendelse. Ud af døden spirer nyt liv og ny begyndelse.

Lene Østergaard er familieterapeut og teolog