"Påsken er Guds redningsaktion for menneskeheden"

Hvad der ser ud som afslutningen af en smuk drøm, da Jesus udånder lemlæstet og forpint, er i virkeligheden kærlighedens sejr over had og ondskab, skriver præst i pinsekirken Tonny Jacobsen

Påsken er kulminationen på beretningen om Guds altgivende kærlighed. Den kærlighed, der i Jesus møder menneskets syndighed i sin værste form: Pilatus' politiske manøvrer til egen fordel, de romerske soldaters tortur, de jødiske lederes misundelse og had, disciplenes svigt og fejhed, folkemængdens lynchstemning og hån.

LÆS OGSÅ: Den kristne påske - dag for dag

Kærligheden sejrer over ondskaben
Jeg bliver i påskehistorien mindet om, at vi alle bærer rundt på synden i vore hjerter, og at den langsomt vil tage livet af os indefra, hvis den får lov. Den slog Jesus ihjel, men han overvandt døden og åbnede døren for alle mennesker til et ubrudt fællesskab med Gud både her på jorden og i himmelen.

Når vi i påsken fejrer historien om Jesu henrettelse og genopstandelse, er det en historie med mange lag. Den har stærke rødder i jødernes påske.

Her fejrer man udgangen af Egypten og slagter påskelammet til minde om det lam, som blev slagtet for at beskytte dem mod dødsenglen den nat, hvor de forlod slavetilværelsen.

Påsken er også historien om, at hvad der så ud som afslutningen af en smuk drøm, da Jesus udåndede lemlæstet og forpint, i virkeligheden var kærlighedens sejr over had og ondskab.

300 år senere var der så mange, der bekendte sig til budskabet om den døde og opstandne tømrer fra Nazareth, at det mægtige romerrige måtte bøje sig og stoppe forfølgelserne.

Og så er påsken historien om et fællesskabs kollaps og genopstandelse. Disciplene fejlede ynkeligt, da Jesus blev henrettet. Men Jesus opgav ikke sine venner. Han samlede op på dem, og 50 dage senere stod den tidligere så forpjuskede flok i spidsen for en dynamisk bevægelse, der ikke lod sig stoppe.

Gud opfylder alle sine løfter
Påsken er kristendommens vigtigste højtid, fordi den er kulminationen på Guds redningsaktion for menneskeheden. Julen er begyndelsen, men påsken er opfyldelsen.

Vigtigheden af påskens begivenheder ses for eksempel af, at Markus bruger mere end en tredjedel af sit evangelium på at fortælle om denne ene uge i Jesu liv.

Her vender Gud alle de impliceredes forventninger på hovedet. Disciplene fatter ikke, hvad der sker med deres Messias, og de jødiske ledere tror, at de slipper af med et irriterende problem.

I virkeligheden opfylder Gud en stribe af de vigtigste løfter, han gennem hundreder af år har givet sit folk om at åbne døren for alle mennesker til fællesskab med sig selv. Det gør han gennem korset og den tomme grav.

Maria Magdalene møder den opstandne Kristus uden kølig beregning
De fire evangeliefortællere giver os mange smukke beretninger fra påskeugen, men jeg holder særligt af Johannes' bevægende historie om den sørgende Maria Magdalene, der som den første møder den opstandne Jesus. Den historie regner jeg med at prædike ud fra påskesøndag.

Påskemorgen er Maria gået ud for efter jødisk skik at salve Jesu lig. Det er en fuldstændig irrationel mission. Der var rullet en tung sten for gravhulen. Desuden havde de jødiske ledere overtalt Pilatus til at forsegle graven og postere soldater til at passe på den døde.

Da hun når frem, møder Maria til sin forfærdelse en åben grav, der er tom. Som hun står og sørger uden for graven, møder hun som den første den opstandne.

Først tror hun, at det er gartneren, men da han siger hendes navn, genkender hun stemmen. Hun er hverken skeptisk eller forbeholden. Hendes tro er umiddelbar, og hun reagerer med tilbedelse.

Jeg holder meget af denne historie. Den første, der får æren af at møde den opstandne, er hverken Peter eller Johannes.

Det er en kvinde uden status i samfundet eller discipelflokken. Men hun elskede, og hendes kærlighed drev hende til at være på rette sted på rette tid. Hun var ikke blokeret af selvmedlidenhed eller kølig beregning. Hun handlede i tro, og Gud så til hendes hjerte. Dermed er hun et smuk eksempel til efterfølgelse.

Tonny Jacobsen
Præst i pinsekirken, formand for det det frikirkelige netværk FrikirkeNet samt formand for pinsekirkepræsternes ledergruppe