"Guds kærlighed viser sig stærkest ved korset"

Jo ældre, jeg bliver, des mere mening giver påsken for mig. Den træder stærkere frem på baggrund af de gange, jeg selv har svigtet andre, og de mange opstandelser af ny begyndelse, som jeg erfarer trods alt, skriver katolik Malene Fenger-Grøndahl

Ved juletid falder vores blik på krybben med det buttede Jesusbarn, der sødt smilende ligger der og er så skrøbelig, sart og menneskelig. Så smuk og så fuld af sødme. Det er svært ikke at falde i svime ved synet af det liv, der lige er begyndt. Alle mulighederne ligger foran det lille barn, og livet i sin mest uskyldige og sarte form bliver så tydeligt for os. Julen minder os om livets mirakel, om lyset i mørket, om kærligheden og om Guds nærhed til os.

Tænk, at han lod sig føde som et lille barn. Som en af os. For mange er det nok omtrent sådan, julens kristne betydning tager sig ud. For mange andre er det væsentligste nok, at julen giver en anledning til at være sammen, tænde lys, spise god mad, give gaver og – forhåbentlig – for en stund lægge både stress, familiekonflikter og frygten for flygtningestrømme, krig og klimakrise til side. Det er oplagt, at vi på vores breddegrader har haft brug for sådan en lysets fest midt i mørket.

Med påsken forholder det sig anderledes. Foråret er som regel allerede godt på vej, når det bliver påske. Der er masser at glæde sig til og over. Kalenderåret er i fuld gang, og det spirer og blomstrer alle vegne. Naturen bliver en kirke, mange søger ud i, og Jesusbarnet bliver nok for mange et fjernt minde, som først igen bliver aktuelt, når julen nærmer sig, og pynten findes frem. Når der er behov for et lys i mørket.

Påsken som kristen højtid er også sværere at få hold på. For her bliver vi konfronteret med Guds blik på en ny og udfordrende måde. Mens Jesus bærer korset til Golgata, står vi langs vejen og håner ham. Vi er skuffede over den manglende pomp og pragt. Vi lader os gribe af pøblens fordømmelse, og selv når vi i et glimt ser sandheden i Jesu blik, fortrænger vi det. På korset ser vi hans lidelse – og vi ved, at det er vores lidelse – den, vi har påført ham og os selv. Det er den grusomme sandhed om, hvad vi gør med Guds gaver. Han giver os sig selv, og hvad gør vi?

At møde Guds blik i påskens begivenheder er næsten ikke til at bære. Det er fristende at gå en tur i skoven og kigge på anemonerne og knopperne, der er ved at briste til blade. Det er næsten som at stå foran krybben igen og få øje på den uskyldsrene begyndelse. Men sandheden er fæstnet til korset. Det er der, vi finder os selv. Og der vi finder udfrielsen. For det er der, Guds kærlighed viser sig stærkest. Han tilgiver os trods vores svigt.
 
Han ser ned på os fra korset og ser os med alt det, vi rummer. Med alt det, der ligger bag familiekonflikterne, frygten og smerten. Med alt det, vi forsøger at fortrænge med julehygge og lystænding. I påsken fuldendes det, der begyndte med livets mirakel i julen. For der viser kærligheden sin styrke til at rumme svigtene og deres fatale følger.

Jo ældre, jeg bliver, des mere mening giver påsken for mig. Den træder stærkere frem på baggrund af de gange, jeg selv har svigtet andre, og på baggrund af de mange opstandelser af håb og nye begyndelser, som jeg erfarer trods disse svigt. Jeg kunne godt ønske mig, at påsken blev fejret stærkere, større og mere folkeligt i Danmark. Sammenlignet med påskefejringer i lande som Spanien, Rusland og Italien, kan påsken i Danmark virke tam.

På den anden side tror jeg ikke, at vi skal kopiere de kulturelle udtryk, påsken har i andre lande. Snarere skal kirken finde den åbning, hvor påskens virkelighed taler tydeligst ind i mennesker liv. Måske er det i sorggrupperne, som folkekirken har etableret mange af de senere år? For også der er der plads til smerten, afmagten og den kærlighed, som rækker længere, end vi kan forestille os, når vi står foran julekrybben.

Malene Fenger-Grøndahl er katolik, journalist og panelist ved kristendom.dk.