"Pilatus er billedet på menneskeheden"

Pilatus står på sidelinjen i påskedramaet om korsfæstelsen. Han er tilskueren, der modvilligt trækkes ind i sagen. Når vi befinder os på 2000 års afstand af dramaet, bliver vi også let tilskuere, skriver Henrik Højlund. Foto: Nils Rosenvold Denmark

Pontius Pilatus er summen af mennesket: voldsmand, røver, despot, respektløs, blasfemisk. Men også mennesket, der stillet over for Gud i Jesu skikkelse viser en form for respekt, skriver sognepræst Henrik Højlund

Jeg har altid været lidt fascineret af Pilatus i påskedramaet. Han står på sidelinjen. Han er tilskueren, der modvilligt trækkes ind i sagen. Når vi befinder os på 2000 års afstand af dramaet, bliver vi let tilskuere. Men bliver vi meddelagtige, forandres alt.

LÆS OGSÅ: Pontius Pilatus

Pilatus er en mærkelig skikkelse i historien. Han har opnået at blive verdensberømt, fordi hans navn nævnes af hundrede millioner af mennesker verden over, hver gang den apostolske trosbekendelse fremsiges under en eller anden form.

Pint under Pontius Pilatus. Det havde han nok aldrig forestillet sig. At blive nævnt gang på gang, i en religionssammenhæng, som han af gode grunde ikke havde nogen anelse om. Og dét sammen med den ene, lidt sære jøde, han temmelig modvilligt lod dømme, efter en noget bizar retssag.

Pilatus - en fejlbehæftet embedsmand
I samtiden var han ikke noget særligt. Han var romersk embedsmand med beføjelser over Judæa, som det hed. Han var ikke vellykket på posten. Han endte med at komme i unåde og blev afsat. Han var kendt for at være hensynsløst hård mod jøderne. Hans regeringstid var præget af bestikkelse, vold, mishandlinger, røveri, krænkelser, henrettelser uden dom og så videre.

Pilatus er lidt gådefuld i langfredagsscenariet. Hvordan skal man tolke Pilatus måde at opføre sig på over for Jesus og over for jøderne?

Fem gange gjorde Pilatus forsøg på at få Jesus frikendt. Hvorfor pludselig så meget hensyn til en enkelt jøde? Var det af uvilje mod de andre jøder, som var så ivrige efter at få denne landsmand dømt? Havde han fornemmelser omkring Jesus, som gjorde det vanskeligt for ham at dømme ham?

Fra det øjeblik Jesus bekræfter, at han er konge, fremhæver Pilatus dette fem gange overfor jøderne. Jeres konge, siger han. Jødernes konge, skriver han. Troede han det, han skrev? Var det ironi?

Pilatus er billedet på selve menneskeheden. Han er i en sum alt, hvad der hedder menneske: voldsmand, røver, despot, respektløs, blasfemisk. Men også mennesket, der stillet over for Gud i Jesu skikkelse viser en form for respekt, viser sin gode vilje.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skulle Jesus egentlig dø?

Han vil ikke krænke Gud, den dårlige samvittighed slår en anelse ud. Og dog, Gud skal ikke komme for godt i gang. Hvad er sandhed, spørger Pilatus, næsten som et billede på et postmoderne, oplyst menneske, som med let hånd kan affeje ethvert optræk til at absoluttere sandheden.

Og til sidst gør han det, mennesket altid er tilbøjelig til at ende med at gøre: Han fælder dom over Gud. Og vasker dertil hænderne.
Dér har vi menneskeheden i en sum. Pint under Pontius Pilatus. Pint under menneskeheden.

Vi har alle dømt Jesus til korset
Alt, hvad mennesket er, bragte Jesus på korset. Hvis vi vil se, hvad mennesket er, så skal vi betragte Jesus på korset. Summen af hans lidelse er summen af vor skyldighed. At betragte Kristus på korset er at betragte vor egen skam.

Vi er alle Pilatus. Vi har alle dømt Kristus til korset. Og korset er samtidig vor ære, vort håb, vor frelse.

LÆS OGSÅ: Hvem gav Jesus det dræbende stød?

En af mine kirkehelte, den norske præst Børre Knudsen, har skrevet mange salmer. En af dem udtrykker ovennævnte pointe præcist (i let fordansket version):

Dig Herre Jesus, dig vil vi prise
for det, som er vor egen dybe skam.
()
Du gik til grunde for vore hænder,
vi dømte dig, og dette er vor dom.
Men brødet brydes og vinen skænkes,
og dine hænder gør vor gerning om.

I vore hænder var kors og nagler,
da dine hænder løfted vin og brød,
da dine hænder forvandled drabet
til offergave og til soningsdød.

Du tolked korset, du tyded døden,
du gjorde pinen til din kongevej,
for da du vied dig selv til offer,
da måtte vore hænder tjene dig.
()
Vor dybe skam er blevet vor høje fest.

Henrik Højlund er sognepræst i Løsning og Korning Sogn ved Horsens.