Hvile

Pilgrimspræst: Hvordan finder man sin hvilepuls i en hastig verden?

"Det er godt at huske, at vi ikke har skabt os selv, at vi er båret af noget større, at vi er en del af skabelsens enhed, og at vi ikke selv skal sørge for alt," skriver Elizabeth Knox-Seith.

"For at kunne hvile må man kunne sætte grænser. I et så stresset samfund, som vi lever i, må man næsten gøre hvilen til et projekt i sig selv," skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith om hvile

I de seneste år er interessen for pilgrimsvandring og retræte steget markant. Hvorfor det? Uden tvivl fordi vi lever i et samfund, der går mere og mere op i puls. Et nærmest "speedet" samfund, hvor alle bliver fanget ind i flere og flere opgaver, der skal løses i stadigt højere tempo. For at være med er man tvunget til at multitaske i høj fart, for at klare de mange parallelle projekter på én gang.

Midt i dette er det naturligt, at sjælen får behov for ro, for at samle sig, finde hvile – ligesom vand, der efter en storm falder til ro som stille bølger. Først når der er ro, kan man se ned under vandoverfladen, se ned i dybet. Opdage, hvad som findes dér.

For at kunne hvile må man kunne sætte grænser. I et så stresset samfund, som vi lever i, må man næsten gøre hvilen til et projekt i sig selv. Der må sættes tid af til det – ellers forsvinder roen i en strøm af mails, der hele tiden skal besvares, og telefonopkald, som konstant tikker ind.

Vi er vant til høj fart, til at alt skal besvares og reageres på NU … hvilket sætter hvilen ud af kurs. ”Sove kan man altid, når man dør,” sagde Rainer Werner Fassbinder engang som ung, opadstræbende filmmager. Det blev et motto, som rungede ind i tidsånden. Det eneste minus var, at den berømte instruktør døde meget ung. Kroppen kunne ikke holde til den høje puls - til aldrig at hvile.

Bøn og meditation giver mulighed for at sætte både krop og sind i hvilepuls. Det er en form for åndelig pause, som kan være med til at skabe fornyelse og friskhed. Sindet stilner, og fokus kommer væk fra det, som vi føler, vi skal gøre. Der bliver plads til væren, til stille refleksion

Desværre indfinder roen sig sjældent på én gang – så ligesom man må træne til en maraton, må også bøn og meditation trænes. Man er nødt til at øve sig, give sig tid, selvom sindet ræser afsted med 117 kilometer i timen, og man har mest lyst til at rejse sig op og gøre noget ved det, man sidder og tænker på.

Det kan hjælpe at betragte bøn og meditation som et stævnemøde – som en aftale, man har med sig selv, og med Gud, om at hvile, om at lade vandet stilne, sådan at man kan se, hvad der gemmer sig under overfladen. Det er som at stå ansigt til ansigt med noget dybere, noget som rummer ukendte lag, der er værd at udforske. Næsten, som når man møder et nyt menneske, man gerne vil lære at kende.

At bede og meditere kan være lidt som at være en dykker på havet; man udforsker nye rum i tilværelsen, og for at kunne det, må man gå ind i en anden puls, hvilens puls.

Midt i dette er det godt at huske, at vi ikke har skabt os selv, at vi er båret af noget større, at vi er en del af skabelsens enhed, og at vi ikke selv skal sørge for alt. Guds hånd bærer os.

Dette udtrykkes fint med disse ord fra Salme 139, som er gode at meditere på:

v13 Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv.
v14 Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!
v15 Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
v16 Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.
v17 Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
v18 Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.

Amen.

Elizabeth Knox-Seith, Pilgrimspræst i Lolland-Falster stift, tilknyttet PilgrimsHuset Maribo.