Pilgrimsvandring er mere end blot en vandring ud i det blå

Det er fortvivlende at betragte såkaldte pilgrimsvandringer, hvor der blot vandres for selskabets eller hyggens skyld, da rigtige pilgrimsvandringer kan nå nogle af de mennesker, der har mistet fortroligheden med kirken og kristendommen, mener tidligere formand Finn Buhl

Tak til Anette Foged Schultz for i Kristeligt Dagblad at bringe begrebet ”pilgrimsvandring” ind i debatten om, hvordan vi ”kan gøre dørtrinnet ind til kirken lavere” for de danskere, der har mistet fortroligheden med kristendommen og kirken, og som ønsker at genfinde den. 

Anette Foged Schultz argumenterer i kronikken for, at pilgrimsvandringer kan være med til at skabe rum for stilhed og fordybelse med Gud i en fortravlet tid, hvor vi bliver bombarderet af informationsindtryk.

Men lige så rigtige Anette Foged Schultzs betragtninger er, ligeså fortvivlende er det at betragte de utallige, såkaldte pilgrimsvandringer, som arrangeres ud over landet, men som blot vandres for ”det dejlige selskabs skyld”, eller for ”hyggens skyld”, eller for ” at bringe fornyelse”, og så ender det hele blot i lidt vandring i stilhed, et par bønner og måske et besøg i en kirke. Altså en vandring ud i det blå – og ikke nødvendigvis en pilgrimsvandring.

Men Anette Foged Schultz har netop fat i de rigtige pilgrimsvandringer, når hun i kronikken skriver om sine oplevelser: ”Gang på gang når jeg vandrer med forskellige grupper, altid med udgangspunkt i en kirke, og altid med en kirke som mål, oplever jeg, hvordan deltagerne giver udtryk for, at dét at være i kirkerummet trods fremmedgørelse i forhold til kirke og kristendom giver dem både ro og glæde.”

Her opridser Anette Foged Schultz netop, hvad en pilgrimsvandring er i protestantisk regi: En pilgrimsvandring bør – hvis ikke blot den er en vandring ud i det blå – starte i en kirke med en andagt, og – som Anette Foged Schultz også pointerer – slutte i en kirke, gerne med en andagt og nadver.

Pilgrimsvandring er nemlig mission. Mission så blid og umærkelig, at selv den, der ikke er kirkevant, synes, det er spændende: Det er nemlig nemmere at fortælle familie, venner og kollegaer, at man har været på pilgrimsvandring, end at man har været til højmesse. ”Er du blevet hellig?” vil familie, venner og kollegaer måske spørge en kulturkristen, som har forvildet sig ind til højmesse, og den kulturkristne vil måske rødme og benægte. Men har den kulturkristne deltaget i en pilgrimsvandring, vil familie, venner og kollegaer udbryde: ”Nej! Hvor spændende!”

Vi, der arrangerer pilgrimsvandringer, har derfor en forpligtigelse: De vandrende skal sendes ordentligt ud på vandringen, og det gøres med en andagt i en kirke. Og de vandrende skal også sendes ordentligt hjem efter vandringen, og det gøres med andagt og nadver i en kirke.

Så betyder det ikke så meget, om de mange skridt ude på vandringen er gået i stilhed eller under munter snak. Om de er gået med intens opmærksomhed på skaberværket eller med tankerne rettet mod næste stop, hvor de trætte fødder kunne få et tiltrængt hvil. For de vandrende blev sendt af sted med Ordet, og de sluttede vandringen med brødet og vinen. Dermed blev de ved vandringens mål ét med Kristus.

Måske er det ikke helt dét, de vandrende oplever, men det er dét, der sker. Og dét bør vi ikke skjule for dem.

”Herre, vis mig din vej, og giv mig mod til at gå den.” (Bøn af Den Hellige Birgitta af Vadstena)

Finn Buhl er stifter, tidligere formand for Roskilde Pilgrimsforening og panelist ved pilgrimsvandring.dk.