Præst: Nadveren giver gudstjenesten krop

-Arkiv- SE RITZAU 21.118 vender ryggen til folkekirken BV.: Lemvig Kirke genåbnede i søndags efter en ...

Det vi med kroppen kan og skal gøre, det er at give enkens skærv, hvor den eneste, der virkelig ser det, er Gud selv, skriver cand. theol. Margrethe Horstmann, skriver cand.theol. Margrethe Horstmann. Foto: Morten Stricker / Scanpix Denmark

Hvad vi skal stille op med kroppen i gudstjenesten? Ja, vi skal sidde med den på den hårde kirkebænk, indtil vi får indbydelsen: Ven, sæt dig højere op. Her uddeles Kristi legeme og blod, skriver cand.theol. Margrethe Horstmann

Med jævne mellemrum dukker der klager over kirkens gudstjeneste op, herunder at kroppen ikke inddrages i gudstjenestelivet, når mennesket dog umiskendeligt har en sådan.

Måske er der i den slags udsagn en slet skjult misundelse over den katolske kirkes anvisninger på bod for brøde eller baptistkirkerne i Harlems lovsange, hvor menigheden i den grad svinger med?

Der kommer sjældent noget brugbart ud af at fokusere på kroppen i gudstjenesten. På facebook florerede for nylig et billede af en kvindelig præst iført præstekrave og nøgenkostume med dusk forneden. Det er ærlig talt mere pinligt end pædagogisk. Som én bemærkede: det eneste, der kunne have været værre var, hvis præsten havde været en mand. 

Men ret skal være ret. Her i fastetiden, som man før brugte til at leve beskedent, og som blev indledt af et brag af en fest, fastelavn (aftenen før fasten), hvor man holdt karneval (farvel til kødet), kan vi godt af evangeliet lære, hvilken plads kroppen har i troslivet, hvis man absolut vil udtrykke sig sådan.

I fasten skal vi give afkald på os selv

I den gamle oversættelse af evangeliet til anden søndag i fasten (Markusevangeliet kapitel 9 vers 17-29), beklager disciplene sig til Jesus over, de ikke har kunnet uddrive en ond ånd af en dreng. Jesus svarer: Den slags kan ikke drives ud uden ved bøn og faste.

LÆS OGSÅ: Hvad siger Bibelen om at leve sundt?

”Faste” er efter nogens mening ikke tilstrækkelig velbegrundet, og den mangler i 1992-oversættelsen. Men den giver mening. Den er ikke et krav om at sulte sig, men om at give afkald. Ikke på søde sager, selvom det er sundt for kroppen, men på sig selv og sine behov. 

Jesus gav afkald, på den han egentlig var og blev et menneske. Og da han er den, der går forud til Galilæa og til alle andre steder, hvor mennesker har deres dagligdag, så består efterfølgelsen i, at vi giver afkald på os selv. Ikke for at tjene Gud eller opleve noget i gudstjenesten, men for næstens, for medmenneskets skyld. 

Bøn og faste hører sammen

Men faste alene gør det ikke. Bønnen hører med. Faste alene kan jo ende i anoreksi, den sygelige optagethed af egen krop, som rammer så mange unge piger, og hvor afkald ikke sker af glæde, men af besættelse. 

Nej, den virkelige faste; afkaldet, sker som en naturlig følge af bønnen. Når vi går ud af kirken efter at have bedt med på udgangsbønnen: Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte, at du har lært mig, hvad jeg skal tro og gøre (nemlig give afkald). Ikke et bestemt afkald, men det afkald, der tjener medmennesket i situationen.

LÆS OGSÅ: Bønner til fastetiden

Hvad vi skal stille op med kroppen i gudstjenesten? Ja, vi skal sidde med den på den hårde kirkebænk, indtil vi får indbydelsen: Ven, sæt dig højere op. Her uddeles Kristi legeme og blod, et måltid der giver gudstjenesten krop, og os selv det vi skal leve på og dø på for at leve på. 

Martin Luther, som vores kirke er opkaldt efter, og som det er godt at få forstand af, skriver i sit skrift om de gode gerninger, at det var almindeligt, der til gode gerninger blev regnet at faste, at bede i kirkerne og at oprette stiftelser. Altså alt det, som andre kan se, man gør. Det har bare ikke noget med troen at gøre. 

Jeg synes, vores tid minder om Luthers, fordi der lægges så megen vægt på det, man kan se. Anderledes gudstjenester, bøn og spiritualitet, allehånde aktiviteter, så man kan se og fornemme det rige gudstjenesteliv. Folk der fortæller, hvordan de beder, faster, giver almisser og så videre. Det vi med kroppen kan og skal gøre, det er at give enkens skærv, hvor den eneste, der virkelig ser det, er Gud selv. 

Når det gælder medmennesket, er det praktisk for ikke at sige en gave at være udstyret med en krop. Og den krop kan der også ligge en opgave i at passe på. I gudstjenesten, hvor Gud tjener os med sit ord og vi ham ved at høre det, sidder kroppen på kirkebænken, og Guds ånd fylder sjælen, kroppens og åndens mødested, med sit ord og sin herlighed.

Margrethe Horstmann er cand.theol, og præstevikar i Lolland-Falster Stift.