Påskens livgivende budskab er indrammet af frygt

Påsken er den vigtigste kristne begivenhed og åndeligt arnested for eftertænksomme betragtninger over livet. Sognepræst Martin Herbst deler her personlige tanker i anledning af den forestående højtid

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.

Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne.

De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det."

Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
(Matthæusevangeliet 28, 1-8) 

Hver gang jeg har en bisættelse, læser jeg opstandelsesberetningen fra Matthæusevangeliet i kirken. Det betyder, at jeg kender teksten udenad og tænker over den hver uge. Men har jeg forstået den?

Måske til dels, men ikke til fulde. For visdommen i Guds ord er uendelig og uudtømmelig. Den er som en kilde, der mætter og dog giver lyst til mere. Ligesom kvinderne begiver sig tilbage til graven, må jeg tilbage til teksten. Ligesom dem vil jeg lade mig overraske. Måske vil mødet med teksten påvirke mit liv.

Tyngepunktet i min påskeprædiken skal altså ikke være gengivelsen af en nutidig politisk begivenhed, et stykke litteratur, film, teaterstykke, kloge menneskers udsagn i prædikenvejledninger! eller andetsteds. Jeg vil gå til teksten på egen hånd. Læse den på ny, på dansk og græsk, meditere, reflektere og bede og så se, hvad der sker.

Der er noget forunderligt over opstandelsesberetningen. Den er det modsætningsfyldtes mødested: Himmel og jord, varme (lynild) og kulde (sne), det blide og hårde, stilstand og løb, mænd og kvinder, det naturlige og mirakuløse. På denne måde afspejler opstandelsesberetningen livet eller kosmos. Budskabet er det bedste af alle. Intet budskab er så glædeligt, livgivende og håbefuldt som påskebudskabet. Guds kærlighed er kilden til det evige liv. 

Som sagt er budskabet fredfyldt og livgivende. Men det indrammes af udsagn, der afspejler frygt. Vagterne falder om af frygt og bliver som døde. Der må have været tale om en voldsom oplevelse, for romerske soldater var eksperter i at udvise frygtløshed. Kvinderne gribes også af frygt. Så englen må berolige dem med et ’Frygt ikke!’ Og til sidst løber de væk fra graven med frygt og stor glæde.

Hvad er meningen med al den frygt? Meningen er følgende: Hvis du vil ind til livets kerne, hvis du vil leve fuldt ud, går vejen ikke uden om frygten, men gennem den. Du skal igennem din egen frygt for at komme ind til livets og kærlighedens kerne. 

Ligesom beretningen er mættet af modsætninger, er frygten ikke entydig, men tvetydig. Der findes en dårlig og en god frygt. Den dårlige frygt lammer, gør stum og blind. Den forhindrer os i at se virkeligheden i øjnene og sige det, der skal siges. Vagterne i beretningen tegner et billede af den dårlige frygt. Den er dræbende, men særdeles udbredt - også i folkekirken. Hvor tit afstår man ikke fra at sige sandheden af frygt for andres reaktion?

Men der findes også en god frygt. Vi kan kalde denne frygt den gode ængstelse. Ligesom den dårlige frygt er i familie med døden, er den gode frygt i familie med kærligheden. For vi ængstes for dem, vi elsker, og ængstes vi ikke for nogen eller noget, er det et spørgsmål, om vi elsker. 

Opstandelsesberetningen opfordrer os til at se livets modsætningsfyldthed i øjnene i lyset af Guds kærlighed. I mødet med den kærlighed kan den destruktive frygt blive transformeret til den positive. Guds kærlighed bevirker, at man ikke længere er bange for sig selv, men ængstelig for andre. I denne ængstelse er der en dyb glæde. Det er med denne glæde, vi skal ile ud i livet og leve fuldt ud. Når vi gør det, kan vi slet ikke lade være med at give det gode budskab videre til andre.

Enhver prædiken er en påskeprædiken, for uden påsken ville der ikke være nogen prædiken. Derfor er påskeprædiken en prædiken som enhver anden og dog noget helt særligt. Det skal påskeprædikanten holde sig for øje. Det enestående ved påskebegivenheden kan man udtrykke på mange måder. I min kirke døber vi de udøbte konfirmander påskedag. Sådanne tiltag er berettigede, så længe de ikke skygger for budskabet. 

Martin Herbst er sognepræst, foredragsholder og forfatter.