Ritual fører homoseksuelle bag lyset

Selv muslimer ved, at Paulus aldrig ville have godkendt ritualet, hvis han havde levet i dag, skriver migrantpræst Massoud Fouroozandeh Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Biskopperne har opdigtet en romantisk tekst uden hold i kirkeskrifternes grundfundament, mener sogne- og migrantpræst Massoud Fouroozandeh

Jeg har altid sagt, at islams middelalderlige ideologi og aggressive propagandamission (dawa) og jihad er Vestens største udfordringer, næst efter finanskrisen. En lignende og endda større udfordring er der tale om, når det gælder vores folkekirke og politikernes sekulariserede redskaber til at gøre sig populære hos familien Danmark.

Med det nye ritual fører vi ikke alene de stakkels homoseksuelle bag lyset, men vi risikerer også at demokratiet og ligestillingseventyret bider sig selv i halen, når vi træder så markant på kirkens og ritualernes grundtekst. Jeg må så selv skynde mig at sige det, inden andre siger det: at det jo er et spørgsmål om fortolkning!

Kirken kan ikke blåstemple homoseksualitet
Nej, sagen er, at uanset hvordan vi vender og drejer og former dette fundamentløse projekt og uanset ordvalget, kan vi umuligt komme uden om, at der intet belæg er for, at homoseksualitet kan blåstemples, hverken i Bibelen eller bekendelsesskrifterne eller de kirkelige traditioner.

Læs også:Biskop: Derfor er det nye ritual problematisk

Dette er dog ikke ensbetydende med, at Gud har forkastet de homoseksuelle og at Guds kærlighed er forsvundet for evigt. Men det betyder klart og tydeligt, at Bibelen og kirken ikke kan og heller ikke må velsigne noget, som er imod Guds skabelsesorden.

Fristes man som nationalkirke til at gå i det kødelige spor, så må vi også være klar til, at det næste kan blive en velsignelse af pædofile, polygami (flerkoneri) og måske et nyt vielsesritual til vielsen af et far- og datterforhold?

Rummelighed må derfor ikke misbruges til fordel for popularitet, ligesom demokratiet heller ikke må fremføres med lynets hastighed. Og det er lige præcis det, vi er vidner til, når nogle få flittige biskopper bliver dikteret af øvrigheden til at sætte sig hen i et hjørne og opdigte en romantisk tekst uden hold i kirkeskrifternes grundfundament.

Processen har været for lukket
Det er desværre meget tydeligt, at man ønsker at skabe en demokratisk ligestilling og velbehag for en lille gruppe af befolkningen, vel vidende at man fører både dem og sig selv bag lyset.

Det er for eksempel yderst trist, at man ikke har været mere åben omkring processen under behandling og formulering af det nye ritual og ikke har skabt en mere demokratisk form for diskussion og beslutning i form af f.eks. en høringsproces.

Det er også lidt komisk, at man henter sin inspiration og legitimitet i de samme bøger, der ordret og tydeligt taler imod noget sådant og hos apostlen Paulus, om hvem selv muslimer ved, at han aldrig ville have godkendt det, hvis han havde levet i dag!

Massoud Fouroozandeh er sogne- og migrantpræst og skribent ved religion.dk.