Kirkespørgsmål i valgkampen

Kynisk menneskesyn skal ud af dansk politik

"Der er en betydelig politikerlede og frustration: man hører igen og igen det statement, at det jo er lige meget, hvilken af blokkene, man stemmer på, for det er umuligt at se forskel på politikken," skriver sognepræst i Jyllinge Sogn, Kaj Bollmann. Foto: Esben Nielsen

Det vigtigste i valgkampen er, at religion og menneskeværd ikke reduceres til ingenting i de politiske regneark. Sagen om konfirmationsforberedelse har eksempelvis været politisk skandaløs, mener sognepræst Kaj Bollmann

Tro og kirke plejer ikke at rangere højt på listen over temaer på valgmøder og i valgdiskussioner i medierne op til et folketingsvalg. 

Det kan der være mange grunde til. Men uanset, hvad kandidaterne begrunder det med, er det sørgeligt sigende, at fundamentale værdispørgsmål glider helt i baggrunden – ikke mindst i en situation, hvor det politiske miljø over det meste af spektret er inficeret af en kynisk menneskesynstænkning, der ligger meget fjernt fra de værdier, som det danske velfærdssamfund er bygget op på.

Det burde være den allervigtigste opgave for partiernes værdi-ordførere at få den fundamentale debat om menneskesyn frem i valgkampen, selvom den kan gøre ondt i de fleste partier. Kontant-hjælps”reformer”, sociale nedskæringer, excelarks-politik og flygtningestramninger – alt dette og meget mere går hånd i hånd med en ”enhver er sig selv nærmest” -måde at argumentere på langt ind i den politiske midte, der ikke er set siden Madsen-Mygdals dage i 20’erne.

Der er en betydelig politikerlede og frustration: Man hører igen og igen det statement, at det jo er lige meget, hvilken af blokkene, man stemmer på, for det er umuligt at se forskel på politikken.

Det er sidste øjeblik for en virkelig værdipolitisk oprustning, der ikke bare består i sukker på de ilde-smagende piller; men som markerer en reel forskel i tilgang til det politiske projekt og en reel afsmitning i den konkrete handling.

Set ud af fra en ”tro og kirke”-vinkel er dette det mest væsentlige overhovedet i valgkampen, for det er det, der kommer til at afgøre, om værdiskreddet skal fortsætte i retning af kynisme, væk fra den basis af næstekærlighed og solidaritet, som velfærdssamfundet har bygget på i kraft af både kristendommen, arbejderbevægelsen og andelsbevægelsen.

Den nuværende regering havde en reform af folkekirkens styrelse på sit regeringsprogram. Den turde ikke gennemføre det forslag, der var bred kirkelig tilslutning til med et smalt folketingsflertal. Vil man drøfte forholdet mellem kirke og stat, består de problemer, som var baggrund for forslaget, stadig uden ændringer. Men der er næppe nogen partier, der tør røre den sag, og da slet ikke i en valgkamp. Den er stendød, foreløbig – ærgerlig nok.

Til gengæld er sagen om konfirmationsforberedelse efter skolereformen stadig brandvarm. Den skandaløse politiske tvetydighed i sagen har medført betydelige forringelser af vilkårene for forberedelsen mange steder. Kirkeordførerne bør ikke kunne klemme sig uden om at forholde sig til dette spørgsmål før valget. 

Konfirmation er en folkelig sag. Bortset fra i København bliver langt størstedelen af en årgang konfirmeret, og konfirmationen er – hvad medieopmærksomheden her i maj viser – en væsentlig sag. Folkekirken er i den grad blevet svigtet af politikerne i deres iver for at tækkes pisa-undersøgelser og effektivitetskrav. Også det har for resten med menneskesyn at gøre – nemlig menneskesynet bag skolereformen i forhold til et klassisk syn på skolen som ikke bare læring, men også dannelse og menneskelig oplysning.

Vil politikerne erkende, at der er væsentlige fejl i skolereformen, der skal tages op, herunder ikke mindst forholdet til konfirmationsforberedelsen? Vil man ikke det, er det udtryk for mere end en politisk detalje, det er et stort negativt skred bort fra grundlovens forståelse af forholdet mellem staten og folkekirken.

Det udelukker ikke, at religionslighed er et andet nødvendigt tema. Det står ikke i modsætning til grundlovens særlige forhold til folkekirken. Det vigtige er, at religion ikke bliver udgrænset fra det offentlige rum, og at den religiøse og værdimæssige dimension ikke minimaliseres til ingenting af de politiske regnedrenge og –piger.

Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge sogn og er tidligere bispekandidat i Københavns Stift.