"Når kroppen er sulten, er sjælen det også"

Beretningen om Simon Søjlehelgen synes måske sært komisk i nutidige vesterlændinges ører: Hvordan skulle ekstrem faste og den legemlige udfordring, det må være at bo på en søjle, dog bringe et menneske i stærkere kontakt med Gud, skriver katolik Elisabeth Hartman Evald. Fotoet viser resterne af Simon Søjlehelgens søjle og det kloster, der blev bygget omkring den i Syrien. Scanpix

Når vi faster fra mad, skal vi nemlig huske, hvorfor vi gør det. Den kristne faste har intet med en kropstilbedende slankekur at gøre

Når vi faster fra mad, skal vi huske, hvorfor vi gør det. Den kristne faste har intet med en kropstilbedende slankekur at gøre. Tværtimod tilbeder vi Gud i fasten, skriver katolik Elisabeth Hartman Evald

Engang drog en gudfrygtig syrer, Simon, i kloster. Der fastede han strengt og blev hurtigt kendt for sin åndelige indsigt. Menneskemængden, som søgte hans råd, voksede sig til sidst så stor, at han måtte søge ly på toppen af en høj søjle, hvor kun et lille stykke brød og lidt mælk sommetider blev firet op til ham.

Søjlen var dog ingen hindring for, at folk fortsat flokkedes om denne åbenbart ekstraordinært dragende mand: Nu stod de blot ved dens fod. Simon svarede imidlertid venligt alle, som henvendte sig, og da han døde for cirka 1600 år siden, byggedes et kloster ved søjlen. Kristne har sidenhen æret Simon Søjlehelgen.

Beretningen om Simon Søjlehelgen synes måske sært komisk i nutidige vesterlændinges ører: Hvordan skulle ekstrem faste og den legemlige udfordring, det må være at bo på en søjle, dog bringe et menneske i stærkere kontakt med Gud?

Ikke desto mindre må vi notere os, at sådanne asketer ofte har haft en helligt dragende effekt på deres omgivelser – en effekt, som også Jesus, der fastede i fyrre dage i ørkenen, ifølge Bibelen havde.

Muligvis befinder der sig altså en glemt visdom i fasten? For at svare på det spørgsmål, må vi starte et lidt andet sted.

Den Katolske Kirke lærer, at ånd, sjæl og krop er sammenkoblet – den ene faktor påvirker uundgåeligt den anden. Det er derfor, man bruger sin krop i messen: Når legemet knæler, knæler resten af mennesket også nemmere – når øjet ser, næsen lugter, og øret hører prosessionen med røgelse og sang, rives sjælen og ånden med i tilbedelse. Vi kan altså påvirke sjæl og ånd ved at påvirke kroppen.

I tråd med den protestantiske liturgi, som ikke i samme grad inddrager legemet, må den nordeuropæiske kultur siges at være temmelig kropsforskrækket – i al fald i forhold til for den sydeuropæiske, hvor kindkys, dans og knus ikke er grænseoverskridende, fordi de jo blot udtrykker sjælens hengivenhed.

I det hele taget opfattes krop og sjæl i vores kultur ofte som adskilte størrelser: Mennesket er revet itu. Tendensen spottes måske klarest i noget, der for en umiddelbar betragtning virker som kropsforskrækkelsens modsætning: Den store seksuelle frigørelse. Her tilsigtes sommetider, at kropslig erfaring ikke skal inkludere følelsesmæssig erfaring – sex er følelsesmæssigt uforpligtende.

Når vi faster fra mad, skal vi nemlig huske, hvorfor vi gør det. Den kristne faste har intet med en kropstilbedende slankekur at gøre. Tværtimod tilbeder vi Gud i fasten – med det fokus, at vi er helt afhængige af ham, skriver katolik Elisabeth Hartman Evald. Foto: Privatfoto

Ikke desto mindre kan menneskets holistiske væsen ikke benægtes. Nej, faktisk skriger det hjælpeløst til himlen i vores land, hvor utallige desperat forsøger at skabe mening for sjælen ved at tilbede deres kroppe, sund kost og fitness, som var de guder – og hvor alt for mange prøver at kontrollere et indre kaos ved at sulte sig selv – eller få afløb for indre smerte ved at skære i sit ydre. Det iturevne menneske længes sandelig efter heling.

Med et så forvredet billede af, hvordan krop, sjæl og ånd (ikke) hænger sammen, er det klart, beretningen om Simon Søjlehelgen klinger sært i vores ører. I fastetiden har vi imidlertid anledning til at reflektere over, om det måske er os, der har misforstået noget:

Når vi faster fra mad, skal vi nemlig huske, hvorfor vi gør det. Den kristne faste har intet med en kropstilbedende slankekur at gøre. Tværtimod tilbeder vi Gud i fasten – med det fokus, at vi er helt afhængige af ham.

En måde at fatte et så uhåndgribeligt emne på er at tage kroppen i brug, hvilket Simon Søjlehelgen havde forstået: Når kroppen er sulten, mindes sjælen om, at den også er sulten – den er evig og kan aldrig tilfredsstilles af det forgængelige, men kun af det under, som møder os i påsken.

Elisabeth Hartman Evald er katolik, har en bachelor i teologi og studerer nu kunsthistorie.