"Sareen bør tale migranternes sag"

Hjerteligt tillykke til vores nye kirkeminister, som kan se frem til et meget spændende og krævende arbejdsområde, skriver Danmarks første folkekirkepræst med muslimsk baggrund Massoud Fouroozandeh. Foto: Privatfoto/Steen Frydenlund

Jeg håber, at Manu Sareen vil arbejde for at at skabe mere integration mellem migranter og folkekirken, skriver migrantpræst Massoud Fouroozandeh

Vi lever i en meget spændende tid, hvor grænserne og traditionerne er ved at flytte sig på en meget overraskende måde. For første gang i verdens historie fik vi en sort præsident i USA. For første gang i Danmark har vi nu fået en kvindelig statsminister og en kirkeminister med anden etnisk baggrund end dansk. Og oven i købet en kirkeminister!

Sareen får brug for gode rådgivere
Hjerteligt tillykke til vores nye kirkeminister, som kan se frem til et meget spændende og krævende arbejdsområde.

Sareen står helt klart i en anden position i forhold til sine forhenværende kirkeministre, når det drejer sig om dyb teologi og kirkeengagement.

Og disse er yderst vigtige at have med i sin bagage, hvis man skal kunne trykke på de rigtige knapper, når det drejer sig om at værne om og udvikle en så vigtig og rodfæstet tradition som folkekirken. Så mit håb er, at han udruster sig med rådgivere, der har hjertet på det rette sted.

Det er vigtigt at skabe integration i kirken
I fortsættelse af min egen ordination som præst og lancering af den nye organisation med navnet Folkekirkens Migrantarbejde, hvor vi ønsker at skabe en bedre integration og et samarbejde mellem migranterne og folkekirken, håber jeg, at jeg nu kan tale og hente støtte hos en, der selv har erfaret, hvor vigtigt det er med gode integrationstiltag for vores fælles samfund.

Så alt i alt mener jeg, at det ikke bliver nemt, men som jeg altid har sagt: Enhver modvind kan blive til medvind, når man blot ved, hvordan man skal sejle! Mon ikke han vil klare sig godt?

Hjerteligt tillykke med embedet.

Massoud Fouroozandeh
Cand.theol. og migrantpræst