Selvfølgelig har kristendommen en særstilling!

S og SF udviser en forstemmende åndløshed i deres krav om at slette formidling af den kristne kulturarv fra Danmarks Radios forpligtelser, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Det fremgik af Kristeligt Dagblad den 9. februar, at en kommende S-SF regering vil slette formidling af den kristne kulturarv fra DRs forpligtelser. Det var forstemmende læsning, og flere har af samme grund kommenteret det. Det vil jeg også gøre.

Igen var der et angreb på kristendommen, som afslørede en åndelig fattigdom på højeste politiske niveau. Lad os repetere det afgørende argument: (at) betone den kristne kulturarv er udtryk for en reaktionær kulturopfattelse, der udelukker andre religioner og bærer DFs fingeraftryk.

At noget bærer Dansk Folkepartis fingeraftryk er i sig selv suspekt, om dette noget så måtte være nok så sagligt. Det første tegn på åndløshed er, at det overhovedet synes umuligt at give en politisk modstander ret, selvom han måtte have det. Muligheden foreligger simpelthen ikke.

De røde tænker stadig multikulturelt
Det andet og vigtigste tegn på åndløshed er, at andre religioner skulle være udelukket, fordi kristendommen nævnes som en særlig forpligtelse for DR. Hvorfor i alverden skulle det være tilfældet?

At kristendommen har en særstilling alene af historiske grunde er så banalt, at det næsten er flovt at nævne det. Det kan umuligt forhindre andre religoner eller ateister i at komme til orde, hvad de da også allerede gør.

Argumentet viser, at de røde stadig tænker multikulturelt og forestiller sig et samfund enten helt uden religion, eller at alle religioner i grunden er ens. De taler jo alle om en gud, har en kult, moralske forskrifter etc., og de strukturelle ligheder er større end forskellene. Eller de røde forestiller sig, at man kan have en palet af forskellige, dialogelskende religioner i ædel kappestrid om at forøge den fælles, kulturelle farverigdom.

Rent bortset fra, at multikulturalismen længe har vist både sin teoretiske og praktiske uduelighed, rent bortset fra, at multikulturalisme er det samme som mangel på indsigt i de enkelte religioners væsen, hvad er der så galt? Der mangler en klar bevidsthed om, at der aldrig har eksisteret samfund uden religion.

Og der mangler en klar bevidsthed om, at skal der være frihed for alle, må der samtidig være en ledende, definerende kultur. I Danmark er det vores særegne blanding af oplysning og kristendom.

Religion kan ikke bare afskaffes
Overalt hvor mennesker samles, for at bygge noget op eller forsvare, hvad de allerede har bygget op, er der også kult i større eller mindre omfang. Den nødvendige disciplin skal udspringe af noget andet end blot én selv. Er det i første omgang det fælles bedste, så skal det dog defineres af noget højere. Dette højere er religionen eller bliver til religionen. Hvis man ikke vil vide af religion som sådan, går der som regel religion i noget andet og lavere.

Hvis man tror, at religion kan afskaffes, eller at religionskritikkens opgave er at få så meget religion som muligt gemt af vejen og ind i husene, er man slået ind på åndløshedens vej.

Mennesket er lagt an på religiøsitet og gør erfaringer med det guddommelige, som dels ikke kan forklares, dels er uigendrivelige. At de er uforklarlige kunne måske være et spørgsmål om tid. Hvad vi ikke kan forklare i dag, vil kunne forklares i morgen. I så fald er der meget lang, uendelig lang vej til de sidste forklaringer. Videnskaben vil aldrig kunne svare på det sidste spørgsmål.

Med hensyn til de religiøse erfaringers uigendrivelighed må man sige, at de jo kommer igen og igen, og at de mennesker, som har dem, ofte betragter dem som en selvfølgelig og uproblematisk del af virkeligheden.

Alle har en længsel efter Gud
Religiøsiteten viser sig endelig i en længsel efter Gud. Mange mennesker vil ganske vist hævde, at de overhovedet ikke længes efter Gud. Der er ingen grund til ikke at tage et sådant udsagn alvorligt, men der er heller ingen grund til at tage det som et dementi af længslen efter Gud som et almenmennskeligt fænomen.

Længslen efter Gud kan skjule sig i alt muligt andet, som en trang efter noget, der ikke kan opnås i denne verden.

Al religion er svar på disse forhold. At de røde ikke vil eller kan høre forskel på, om det er den ene eller anden religion, som svarer, lover ikke godt. At kalde besindelse på forskellene reaktionær er åndløst.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og kommentarskribent ved kristendom.dk.