Boganbefaling

"Gud alene kan modstå tiden med evigheden"

Løgstrup mener, at vi gør opstand mod tiden. Men alle vore anstrengelser er forgæves. Kun ét kan standse tidens og dødens gang, og det er evigheden. Evigheden er Guds tid. Og det er godt nyt, skriver teolog, tidligere højskoleforstander og valgmenighedspræst Sven Thorgaard

Vi mennesker må forstå, at tilværelsen er tæt forbundet med undergangen - og at noget godt også herefter er i vente, forklarer Sven Thorgaard med udgangspunkt i ét af den danske teolog K. E. Løgstrups tre hovedværker "Skabelse og tilintetgørelse" fra 1978

”Skabelse og Tilintetgørelse” regnes som ét af K. E. Løgstrups hovedværker og blev genudgivet sidste år. 

I værket udvikler Løgstrup en skabelsesfilosofi, der omfatter sproget, sansningen, livsytringerne og døden, som mennesket ikke bestemmer over. I bogen viser han, hvordan filosofi, kunst, videnskabshistorie og teologi danner en syntese for menneskelivet.

Løgstrup viser, at skabelse, tid og tilintetgørelse udgør en syntese. Løgstrups overvejelser handler om mange af filosofiens største problemer:

- Hvad er tid?
- Hvorfor er der overhovedet noget og ikke bare intet?
- Hvad er bevidsthed?

I sin stillingtagen hertil gennemløber han en udvikling, der ender i en opfattelse, som han kalder metafysik.

Metafysikkens tænkemåde karakteriserer han med, at universet vedkommer os. Han skriver:

”Den menneskelige tilværelse er opstået af naturen og universet, men det gør den til stadighed for hvert øjeblik og på håndgribeligste måde. Med åndedræt og stofskifte er vi indlagte i naturens kredsløb, med vore sanser er vi indlagte i universet. Universet er vores ophav. I min sansning er jeg ikke fængslet i mit legeme, jeg er borte fra det. Sansende er jeg til stede i et vidt og åbent rum, hvor min opmærksomhed kan hæfte sig snart ved det ene, snart ved det andet. Alt imedens jeg, hvad mit legeme angår, er på afstand og på højst forskellig afstand fra dådyrene, fuglene, fyrtårnet og stjernebillederne”.

Løgstrup siger, at Kierkegaard viste os, at fordi mennesket lever i tiden, lever det i angsten for intet. Løgstrup bestrider ikke sandheden i Kierkegaards iagttagelse. Men han tilføjer, at sansningen er vital for vort livsmod, at sansningen altid er stemt og bliver opstemt af universets nærvær.

Eller sagt helt enkelt: Hvis du er ked af det, så gå en tur og bliv glad igen. 

Løgstrup når frem til, at magten i vores sansning kommer fra universet, fra kosmos. Det er en magt, som holder os oppe. Han bruger udtrykket: En evig guddommelig magt, som han kalder Gud.

Løgstrups udgangspunkt er, at det er en kendsgerning, at alt, der er til, er opstået på et vist tidspunkt, består for en tid og ender med at forgå. Det gælder fra det mindste til det største. Men magten til at være til hviler i sig selv og er unddraget tilintetgørelse og er evig. Dog under accept af at væren og tilintetgørelse er forbundet med hinanden.

Altså i skaberværket er skabelse koblet sammen med tilintetgørelse, herlighed med grusomhed.

Mennesket skal ikke kæmpe mod tiden
Løgstrup understreger, at vor tilværelse er bygget op på to grundindbildninger:

”Vor opstand mod tilintetgørelsen sejrer over tilintetgørelsen. Vi skylder os selv vor tilværelse og er dens magt til at være til. Så længe vi ingen mistanke har om, at de er indbildninger, er den religiøse totaltydning fjern og uvedkommende”.

Men, siger Løgstrup så, døden hænger sammen med tiden. Tiden kommer ikke tilbage, og en dag er min tilmålte tid til ende. Jeg dør. Alt har sin tid. Kun den, der kan standse tidens gang, er herre over døden. Det forsøger vi så at blive.

Løgstrup mener, at vi gør opstand mod tiden. Og hensigten er at standse dens gang, så vi kommer tilintetgørelsen i forkøbet. Men alle vore anstrengelser er forgæves. Tiden går sin ubønhørlige gang. Og bag sig trækker den sit tilintetgørende spor. Kun ét kan standse tidens og dødens gang, og det er evigheden. Evigheden er Guds tid. Og det er godt nyt.

Guds Rige er ophævelsen af tilintetgørelsen
For i det Guds Rige, Jesus forkynder, er sammenkoblingen mellem skabelse og tilintetgørelse ophævet. Her råder kun godhed og evighed.

Løgstrup siger, at vi sådan set kender godhed og evighed fra skaberværket som suveræne livsytringer, medfølelse, talens åbenhed og barmhjertighed. Disse livsytringer bærer os oppe, og de ligger en religiøs tydning af tilværelsen nær.

”Livsytringerne kan kun beholde deres styrke, og andre kan kun få glæde af deres virkninger, hvis den enkelte lader sig sætte fra styret af dem og giver sig dem i vold. Tager individet livsytringen til sig som sin egen indsats, forgiftes deres gerninger på stedet”.

Løgstrup skriver, at Gudsrigets komme med Jesus af Nazareth, det afgørende trosindhold i kristendommen, må forstås på baggrund af skaber- og tilintetgørelsesværket. Og med Gudsrigets komme følger ingen indsigt i skaberværet. Vi får ingen chance for at forklare eller retfærdiggøre lidelsen, tilfældigheden og døden. Humant set er Gud i sit skaberværk ødsel med herligheder og grusom med lidelser. Og alle oprøres vi, for vi vil have Gud, universet, verdensordenen, skæbnen på vore egne moralske betingelser.

Men, siger så Løgstrup, Gudsrigets komme betyder, at skaber- og tilintetgørelsesværket, dets herligheder, lidelser og tilfældigheder ikke er Guds sidste ord. Noget nyt og glædeligt sker.